8. november 2009, 09:00

For Pernille Høgh Sørensen er jobbet som lægevikar en drøm, der er blevet til virkelighed. Siden den 1. oktober har hun arbejdet som forvagt - altså de, der modtager patienter - på den medicinske afdeling på Køge Sygehus, hvor syv af otte forvagter er studerende lægevikarer. 

»Jeg spørger altid, hvis jeg er i tvivl, og mine beslutninger bliver gennemgået af erfarne læger. Derfor er jeg tryg i mit job, og jeg mener bestemt også, at patienterne kan være det. Jeg bliver en bedre læge af det her,« siger Pernille Høgh Sørensen. 

Det eneste tidspunkt, Pernille Høgh Sørensen kommer til at være alene på, er, når hun som forvagt alene skal ledsage en patient i en ambulance.
»Jeg behersker de metoder, der plejer at virke. Men hvis det ikke virker, har jeg et problem. Man kan stå i kontakt med mellemvagten eller bagvagten. Men hvis det, de foreslår, heller ikke virker, så mangler jeg erfaring. Den del af mit job kan jeg godt være lidt utryg ved,« siger Pernille Høgh Sørensen.
Hendes chef, Niels Gadsbøll, ledende overlæge på den medicinske afdeling på Køge Sygehus blåstempler patientsikkerheden ved transporterne.
»Men problemet fortjener opmærksomhed, for det er et dilemma: Enten kører den studerende med ambulancen, eller også er det den mere erfarne læge, der tager af sted, mens den studerende må passe hele afdelingen, ind til bagvagten kommer.« 

Løsningen kunne ifølge overlægen være, at regionerne etablerer transportorganisationer, som leverer personale til kørslen, så afdelinger som hans ikke skal lade lægevikarer køre med. 

»Sygehusene bør have en professionel transportorganisation, så man ved akutte transporter kan få en anæstesilæge eller sygeplejerske med i ambulancen sammen med studentervikaren. Her kunne vi godt være lidt bedre.« 

Døde i ambulancen 

De lægestuderendes rolle i ambulancerne er et mangeårigt problem. Det fandtes også, da overlægen Niels Gadsbøll var ung læge for tre årtier siden på en nattevagt på Nykøbing Sjælland Sygehus: 

»Der kom en dybt bevidstløs 16-årig dreng ind. Han var kørt galt på sin knallert. Vi kunne ikke redde ham på sygehuset, så vi var nødt til at transportere ham til Rigshospitalet. Jeg sad ved siden af ham i ambulancen, og det var tydeligt, at han var døende. Jeg sad der i ambulancen, mens drengen døde, og jeg var ude af stand til at gøre noget. Rent fagligt var det ok. Jeg kunne ikke have gjort noget for ham. Men psykologisk set var det ikke i orden.«
Så længe der ikke er andre løsninger på ambulancetransporten, er det ifølge overlægen uundgåeligt en opgave for de studerende i lægevikariater.
»Men måske vi kunne tage et større hensyn - eksempelvis ved at lade en erfaren læge ledsage studentervikaren på den første transport, så vikaren bliver mere tryg ved opgaven,« siger han.