Sundhedsministeren anklages for ikke at lytte til patienternes ønsker til, hvordan nyt patientklagesystem skal indrettes.
26. september 2009, 22:11
Landets patienter er bange for, at sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) skøjter let hen over deres input til et nyt patientklagesystem, som ministeren ventes at lancere snarest. Møderne, hvor patienterne og andre parter skulle have været hørt, er blevet aflyst, men fra ministeriet lyder det, at udspillet kommer om »kort tid«, formentlig primo oktober:
»Det er afgørende, at ministeriet lytter til alle parter, før man spiller ud. Vi er blevet inviteret med i arbejdet, men der er allerede nu aflyst to møder. Derfor er vi bekymrede for, om man når at høre patienterne overhovedet,« siger direktør i Danske Patienter, Morten Freil.
Regeringen lovede i 2007, at der skal indføres en patientombudsmand. I 2008 blev løftet udvidet til en omlægning af hele patientklagesystemet. Sundhedsministeriet nedsatte en referencegruppe, hvor alt fra patientforeninger til Forbrugerrådet sidder med. Nu ser udspillet ud til at blive hastet igennem, frygter Danske Patienter: »Skal udspillet fremlægges i start oktober, betyder det, at man er alt for langt fremme til at få hørt parterne, eller – og det frygter vi mest – at man ikke får lavet de omfattende ændringer, som der er behov for. Det vil være en katastrofe,« siger Morten Freil.
Danske Regioner og Lægeforeningen har til gengæld fået nok af at vente på ministeren. De lancerede i går deres eget udspil:
»Den her proces trænger til lidt turbo. Jeg har pænt prøvet at spørge ministeren, hvad han har i pipelinen, men har ikke fået andet end et smil som svar. Vi har drøftet det her længe, også med lægerne, og vi vil gerne skubbe til processen,« siger regionsformand Bent Hansen (S).
Sundhedsministeren svarer skarpt igen og fastholder, at regeringen selv bestemmer: »Det er muligt, at Danske Regioner og andre har troet, at de skulle komme med regeringens bud på et nyt patientklagesystem. Men sådan er det altså ikke. Vi kommer selv med en model, og det gør vi meget snart. Og så glæder vi os i øvrigt til at høre, hvad referencegruppen synes om den. Det er jo det, gruppen er sat i verden for,« siger Jakob Axel Nielsen (K).

































