8. november 2009, 10:45

For den 26-årige medicinstuderende Pernille Høgh Sørensen var det en stor dag, da hun mødte på arbejde på Køge Sygehus første oktober. Efter ti semestre på medicinstudiet i København har hun taget orlov for at styrke sine praktiske erfaringer på en travl hospitalsafdeling.

Det var en direkte entre fra studielivet ind i virkeligheden. Og hun kunne lide, hvad hun så og oplevede: ”Jeg bliver en bedre læge af det her,” siger hun.

Under tidligere ophold på hospitalsafdelinger er Pernille Høgh Sørensen blevet sat til opgaver, der strengt taget ikke har noget med lægers arbejdet at gøre.

”Når man er ude som studerende, oplever man nogle gange at blive kostet rundt med af sygeplejerskerne. Jeg er før blevet bedt om at hente bækkener eller andre ting, der slet ikke har med min lægelige funktion at gøre. Men man bider det i sig, fordi man er studerende,” siger hun.

Men på Køge Sygehus er der ingen, der koster med Pernille. Ifølge hendes navneskilt er hun lægevikar og agerer som læge. Selv om hun endnu mangler et par semestre på studiet, skal hun ikke længere præsentere sig som studerende over for patienterne. Og ingen sætter hende til at hente bækkener.

I september havde hun læst hun bogen ”Akut Medicin” to gange, så hun var bedst muligt rustet til mødet med patienterne.

”Jeg ved, at jeg er uerfaren, men jeg vil gerne være godt forberedt,” siger hun.
Pernille Høgh Sørensen træffer mange beslutninger i løbet af en dag. Men beslutningerne er ikke hendes ansvar. De danske sygehuse kan ifølge reglerne i vid udstrækning benytte studerende som læger. Men deres beslutninger om patienterne er ledelsens ansvar. Det betyder, at begår de studerende fejl, er det ledelsen, der får kritikken fra eksempelvis Patientklagenævnet. Men selv om hun i virkeligheden er ansvarsfri, fordi de fejl hun måtte begå ofte kan bebrejdes, at ledelsen ikke har fulgt hende tæt nok, føler hun faktisk, at det delegerede ansvar er endnu tungere at børe.

”Det får mig faktisk til at være endnu mere grundig med mine ting. Jeg står med et stort ansvar, men jeg spørger altid, hvis jeg er i tvivl, og mine beslutninger bliver gennemgået af erfarne læger. Derfor er jeg tryg i mit job, og det mener jeg bestemt også, at patienterne kan være,” siger Pernille Høgh Sørensen.

Flere studentervikarer har henvendt sig til Berlingske Tidende og fortalt, hvordan de ofte står alene på afdelinger om natten uden tilstrækkelig supervision. 

Pernille Høgh-Sørensen kender til historier om studerende, der som lægevikarer har stået alene i situationer, hvor de havde brug for støtte. Men på den medicinske afdeling på Køge Sygehus kan det ikke ske. Her arbejder de studerende altid sammen med en færdiguddannet, vågen mellemvagt. Også om natten.

”Der er mange dårlige historier om hvad studentervikarer bliver sat til. Men det er ikke billedet, hvor jeg arbejder. Her gør alle omkring mig opmærksom på, at jeg har pligt til at spørge om hjælp. Og det gør jeg,” siger Pernille Høgh Sørensen.

Da Pernille Høgh Sørensen blev ansat i Køge, gik det op for hende, at syv ud af otte forvagter på afdelingen, er studerende. Den 8. forvagt er nyuddannet. Forklaringen til hende var, at de studerende læge-vikarer er billigere end at ansætte færdiguddannede og at man på den måde kunne ansætte to færdiguddannede mere end man ellers ville kunne.

”Og så er der jo flere at spørge,” siger Pernille Høgh Sørensen.

På Køge Sygehus er der 150 hjertestop om året. Som forvagt er man en del af holdet, når et hjerte er gået i stå, og livet skal hentes hjem til patienten igen. Derfor tilbragte Pernille Høgh Sørensen de første dage i hendes vikariat på et kursus i håndtering af netop hjertestop.
”Det var selvfølgelig noget af det, jeg var lidt i tvivl om. Men kurset gjorde mig meget tryg, og nu kender jeg min rolle i samarbejdet ved et hjertestop,” siger Pernille Høgh Sørensen.

Det eneste tidspunkt, Pernille Høgh Sørensen kommer til at være alene på, er når hun som forvagt skal på ”kørsel”. Her sidder forvagten alene i en ambulance sammen med en kritisk syg patient, der eksempelvis skal overføres fra Køge til Rigshospitalet. Under en kørsel kan en patients tilstand forværres, og her stilles store krav til lægen.

”Jeg behersker de metoder, der plejer at virke. Men hvis det ikke virker, så har jeg et problem. Man kan stå i kontakt med mellemvagten eller bagvagten. Men hvis det, de foreslår heller ikke virker, så har jeg ikke den erfaring, som erfarne læger har. Den del af mit job kan jeg godt være lidt utryg ved,” siger Pernille Høgh Sørensen.

I vikarens øjne er transporten af de kritisk syge patienter et dilemma, hvor det alt andet lige er bedst, at det er den studerende, der kører med ambulancen.

”For tilbage på afdelingen kan der jo sagtens være flere, der er dårlige på én gang. Og her er det trods alt bedre, at det er den mest erfarne læge, der bliver tilbage frem for at det var mig, der var der,” siger Pernille Høgh Sørensen.