15. juli 2009, 16:14 – opdateret 23. juli 2009, 09:44

En mand på 40 år ringer til vagtlægen. Han har 40 grader i feber.

Hvad skal lægen gøre? Hvad skal man spørge om, sikre sig og råde til? Og skal manden til fysisk konsultation?

40 i feber kan betyde alt fra simpel influenza til alvorlig infektion eller – helt sjældent - meningitis. Sidstnævnte sygdom eller livstruende infektioner rammer sjældent i Danmark, men hvis vagtlægen vil være sikker på ikke at overse den ene patient, der kan være truet på liv og førlighed, bør han/hun have adgang til en manual eller en ”vagtlæge-håndbog”, mener lægelig direktør på Hvidovre Hospital og ekspert i patientsikkerhed, Torben Mogensen.

For selv om det måske strider mod nogen lægers selvfølelse, kommer lægerne alt for nemt galt af sted uden ”tjeklister”:

- Jeg har lavet det samme for politiet, altså for 112-systemet (hvor betjente tager telefonen, red.). Den kriteriebaserede måde at arbejde på er den eneste rigtige. Problemet for vagtlæger og alle andre er, at det er meget svært at fortolke symptomer, med mindre man har en systematisk fortolkning af dem.

Kritikere vil måske sige, at man eliminerer lægekunsten med sådanne tjeklister?

- Der findes Ikke noget, der hedder lægekunst. Ikke i telefonen. Du mangler jo alle de ting, der er forudsætningen for lægekunst; nemlig at kunne se på en patient og objektivt konstatere, at der er noget, der ikke stemmer. Det kan man ikke i telefonen. Og det er ligegyldigt om det er en læge eller betjent, der tager imod opkaldet, for lægerne kan ikke gøre det bedre end andre.

Visse symptomer kan ikke diskuteres
Torben Mogensen forklarer, at hvis f.eks. en patient med åndedrætsbesvær ringer ind til 112 eller lægevagten, så er det et symptom, der ikke kan diskuteres.

Så burde man i princippet kunne slå op i en bog eller et elektronisk system og se, hvad der er det danske samfunds standardreaktion på en sådan helbredsoplysning. Nogenlunde sådan fungerer akutberedskabet i eksempelvis Norge og USA.

Er det noget andet ved den fysiske konsultation?

- Ja, det er det. Der kan du lave objektive undersøgelser af blodtryk, puls eller temperatur. Du har mulighed for at lytte på lunger, se på patienten, om der er udslæt osv., siger Torben Mogensen, der dog også mener, at en håndbog eller manual ville være fin ved de fysiske konsultationer.

Hele øvelsen består nemlig i – med systematik – at finde den ene ud af måske 100 patienter, der er alvorligt syg og som i dag risikerer at smutte mellem fingrene på systemet.

Træder man ikke lægerne over tæerne, hvis man siger: Det her har du trods lang uddannelse ikke på rygraden. Du skal have en tjekliste som en anden mekaniker?

- Det tror jeg ikke. Den erkendelse er vi for længst kommet til i hospitalsvæsnet, så det må også komme andre steder. Problemet er jo, at ingen kan huske alt. Heller ikke læger. Særligt ikke, hvis man skal tale med mange på en vagt.

I Region Midtjylland har vagtlægerne en elektronisk håndbog på over 250 sider. I Region Sjælland har de stort set ingenting. Hvad er konsekvensen af at arbejde uden?

- Konsekvensen er, at man glemmer, og at man tager fejl. Alle, selv de højt specialiserede læger som traumelægerne på Rigshospitalet, de arbejder efter manualer. For hvis man ikke har manualer, så glemmer man noget. For man kan simpelthen ikke huske systematik. Formålet ved manualen er, at man ikke glemmer noget. Det er ikke sådan, at det gør det mindre vanskeligt at være læge, man slipper bare for at bruge sin energi på ting, som man risikerer at glemme.

Det er jo heldigvis sjældent, at der sker fatale fejl, men du mener, at der er plads til forbedringer – også hos vagtlæger?

- Det vil jeg tro. Man kan aldrig eliminere fejl 100 pct. Men man kan sikre sig, at man gør sit optimale. Og det, vi bliver nødt til at fokusere på, er: hvordan får vi fat i den lille del, der er rigtig syge. Det gælder ikke kun lægevagterne, men også på hospitalerne. 90 pct. af vores patienter bliver raske, nærmest uanset hvad vi gør. Men der er nogle få, som virkelig kræver opmærksomhed, og dem fanger man kun med meget klar systematik, siger Torben Mogensen:

Han kalder det ”meget mærkeligt”, at borgere i Region Sjælland er underlagt helt andre vilkår end borgere i Region Midtjylland i et land, hvor man ellers forsøger at skabe lige tilbud til alle og standardisere og specialisere hospitalsbehandlingen til højest mulige niveau.

I dag lever hospitalerne i vid udstrækning med fastlagte instrukser, nationale standarder og manualer for behandlingen på særskilte områder:

- Vi havde samme diskussion for ti år siden, om man skulle bruge guidelines for behandlinger på hospitalet, men den er væk nu. Det er der ingen, der diskuterer mere. De er der bare, siger Torben Mogensen.