Landspolitikere ønsker garantier, der sikrer en ordentlig behandling på akutområdet. Garantier koster, advarer Danske Regioner, mens eksperter og patienter er positive.
5. december 2009, 22:30
Med Dansk Folkeparti i spidsen har regeringen og oppositionen besluttet sig for at føre fælles front i kampen for en bedre og hurtigere behandling af akut tilskadekomne danskere.
Ole Hamberg er ledende overlæge og chef for skadestuen og den akutmedicinske afdeling på Gentofte Hospital. Han ser positivt på behandlingsgarantien, som han håber bliver en realitet.
»Jeg vil ønske for patienterne, at Christiansborg-politikerne og regionerne kan finde sammen om at skabe bedre patientforløb på akutområdet. Der er virkelig brug for det. Vi kan se fra en række andre områder, at garantier til borgerne har skabt den fremdrift, patienterne har haft behov for,« siger han.
Garantier koster
Berlingske Tidende kunne i går fortælle, at Dansk Folkeparti kræver, at politikerne allerede fra 2011 indfører landsdækkende behandlingsgarantier på f.eks. skadestuen og hos lægevagten.
Ulla Astman (S) er formand for Danske Regioners sundhedsudvalg. Hun er enig i, at akutmodtagelsen skal forbedres. Det kræver dog både faglige og økonomiske ressourcer.
»Det er fint nok, hvis man vil udstede garantier. Man skal bare være klar over, at det koster - og at det også kan komme til at koste andre steder i sygehusvæsnet, fordi der er begrænsede lægefaglige ressourcer at trække på. Det væsentligste for os bliver ikke, om folk venter to eller to en halv time på skadestuen, men derimod kvaliteten. Behandlingen af alvorlige, akutte skader må ikke blive forringet til fordel for de lette skader,« siger Ulla Astman.
Optimisme
Hos Patientforeningen Danmark er man optimistisk. »Vores erfaringer viser, at man løfter et område ved hjælp af garantier, rettigheder og standarder. Det har vi blandt andet set på kræftområdet, som er omfattet af både behandlingsgaranti og tidsrammer for behandlingen,« siger foreningens formand, Karsten Skawbo-Jensen.

































