26. august 2009, 22:30

Intet kunne have advaret Charlotte og Claus Sonne, da de i maj 2004 blev indlagt. Charlotte var højgravid med tvillinger, børnene voksede fint, og fødslen skulle helt planmæssigt sættes i gang. Men noget gik i det følgende døgn helt galt. 12 timer efter indlæggelsen begyndte Charlotte Sonne at bløde kraftigt, og da den første tvilling først tre en halv time senere blev forløst, var den lille pige død. Hun blev døbt Karoline.

Både lægen og jordemoderen, der bistod Charlotte og Claus Sonne under fødslen er siden blevet kritiseret af Patientklagenævnet for at handle under »almindelig anerkendt faglig standard«. Og for Charlotte og Claus Sonne begyndte deres barsel med langvarige sygemeldinger og intensiv psykologbehandling. Men som mange andre forældre til børn, der er døde efter lægefejl, har opdaget, er der ingen godtgørelse at hente hos systemet, selvom systemet er skyld i børnenes død. Højesteret cementerede den praksis med en principiel dom så sent som i maj. Kun forsørgere udløser erstatning.

Den besked fik Charlotte og Claus Sonne også, da de klagede til Patientforsikringen.

»Patientforsikringen har fundet, at boet efter Deres datter ikke er berettiget til erstatning efter Patientforsikringsloven, idet erstatningsbeløbet ikke overstiger kr. 10.000,-,« lød afgørelsen godt 14 måneder efter tabet af Karoline.

Med andre ord: En erstatning for Karoline ville være mindre end lovens minimumsgrænse på 10.000 kroner. For mindreårige børn er – groft sagt – intet værd i dansk erstatningslov. Endvidere besluttede Patientforsikringen, helt i tråd med gældende regler, at heller ikke Charlottes lidelser såsom stort blodtab, smerte og sorg i forbindelse med fødslen berettigede til erstatning.

Behov for anerkendelse
Altså fik Charlotte og Claus Sonne ikke en krone. Hverken som kompensation for tabet af datteren eller som godtgørelse for de ugers sygemelding og den årelange psykologbehandling, som parret siden måtte igennem. Den dag i dag forstår Charlotte og Claus Sonne ikke, at reglerne er, som de er:

»Som forældre har man et stort behov for, at ens børn bliver anerkendt og set. Det behov bliver ikke mindre, selvom man har mistet barnet. Karoline forsvinder aldrig. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på hende, ligesom jeg tænker på mine tre andre børn. Når en lægefejl river det mest dyrebare væk, er det ikke kun barnet, men hele drømmen om, hvordan det er at være forældre og familie, man mister. Derfor er det vigtigt for os, at vores døde datter bliver anerkendt. Måske endda især fordi det er sket ved en andens fejl,« siger Claus Sonne. Familien Sonne fik dækket en del af psykologbehandlingen af deres private sygeforsikring. Ligesom deres respektive arbejdspladser var forstående over for deres fravær i en periode.

Men ikke alle er i den situation. Og det er på høje tid, at der kommer fokus på området, mener Landsforeningen til Støtte for Spædbarnsdød.

»Det absurde er, at hvis man mister livmoderen som følge af lægefejl, så får man erstatning. Men ikke, hvis man mister barnet. Der ligger en ekstrem anerkendelse i, at samfundet siger: ‘I har mistet noget af enorm betydning.’ Derudover ved vi fra de berørte, at det er forbundet med store omkostninger i tabt arbejdsfortjeneste og psykologbehandling at miste et barn,« siger sekretariatsleder, Michael Esmann.

»Der er ingen pris, der er den rigtige. Et barn er jo uvurderligt. Men der er som minimum følgeomkostninger for mor og far, som man som samfund burde se på,« siger Michael Esmann.

Patientforsikringen har netop indkaldt Landsforeningen – og en række andre patientforeninger – til samtale. Her vil det blive diskuteret, hvordan Patientforsikringen mest skånsomt kan formulere sig over for de forældre, der har mistet, og som næsten alle får afslag på godtgørelse.