Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Hospitalet, der behandlede Silke: »Alle parter har interesse i at få opklaret, hvad der er sket«

Per Østergaard Jensen, cheflæge i Hospitalsenheden Vest, oplyser, at sygehuset mener, at modtagelsen af Silke Tinglef forløb efter »national standard«.

Silke Tinglefs død blev anmeldt til såvel politi og embedslæge. Embedslægen afgør nu, om sagen skal videre til Patientklagenævnet til eventuel påtale/kritik mod de involverede sundhedspersoner, oplyser cheflæge Per Østergaard Jensen, Hospitalsenheden Vest i Region Midtjylland:

»Når et toårigt barn dør, og der ikke har været tegn på sygdom tidligere i hendes liv, har alle parter interesse i at få opklaret, hvad der er sket. Familien mener, at der er begået fejl. Men det har embedslægen hverken villet be- eller afkræfte over for mig.«

Har I selv forsøgt at udrede, hvad der er sket?

»Der er lavet en audit (forløbsundersøgelse, red.). Konklusionen er, at man ikke umiddelbart har kunnet finde, at der er sket fejl hos os på sygehuset.«

Vi ved, at Silke var i en form for langvarig krampe, da hun kom ind. Det hører normalt hjemme på et intensivafsnit?

»Vi har en intensiv modtagestue til børn, og det er den, der er anvendt. Den er udstyret med alt det maskineri, der overhovedet skal bruges.«

Men uanset omgivelserne; hun var jo ikke koblet til maskinerne, f.eks. hjerteovervågningen?

»Jeg kan ikke gå ned i detaljen. Det er embedslægens opgave. Det, jeg kan sige, er, at hun var på en intensivstue. Og hun har fået den behandling, der er national standard. Der er ingen afvigelser i det.«

Er der nogen grund til, at hun ikke er koblet op på hjerteovervågning?

»Det kan jeg ikke gå ind i. Det undersøger embedslægen.«

Hvorfor går der halvanden time, før laboranterne kommer for at tage de nødvendige blodprøver?

»Igen, det kan jeg ikke kommentere. Det undersøger embedslægen, alle de detaljer. Jeg har ingen kommentarer til det rent tekniske.«

Det kunne være, at sagen har givet anledning til at se på arbejdsgangene?

»Når vi har embedslægens rapport, tager vi stilling til, om der skal ændres i vores procedure, som følger det, som man gør alle andre steder.«

Er det korrekt, at lægerne gik til konference på et tidspunkt?

»Det aner jeg ikke. Det må jeg blankt sige.«

Hvem har foretaget jeres interne undersøgelse?

»Det er en intern egenundersøgelse. Man sætter sig ned og gennemgår forløbet og papirerne på et møde. Det er klart, at den ikke på samme måde som embedslægens undersøgelse er 100 pct. uvildig. Jeg går ud fra, at embedslægen vender stenene. I hver sag, hvor der er noget at påtale, sørger jeg personligt for, at der bliver fulgt op, hvis der er procedurer, der ikke er i orden,« siger Per Østergaard Jensen.

Erika Frischknecht Christensen, lægelig chef for det præhospitale område i regionen, kan ikke kommentere Silkes sag, så længe embedslægens undersøgelse pågår. Hun oplyser dog, at behandling med stesolid i flydende form i endetarmen er gængs ambulance-behandling ved krampetilfælde hos børn.

Heller ikke Leif Vester- gaard Pedersen, sundhedsdirektør i Region Midtjylland, kan kommentere på sagen. Og det ærgrer ham:

»Vi ville gerne, at vores oplysninger og bedømmelse af sagens forløb kunne gøres offentligt kendt. Men tavshedspligten sætter grænser. Det kan desværre opfattes som en beskyttelse af systemet eller af os selv, men er en beskyttelse af de enkelte patienter, så deres forhold ikke lægges frem til offentligt skue. Det er et dilemma for os og strider mod vores åbenhedspolitik.«