1. juli 2009, 11:58 – opdateret 4. juli 2009, 21:39

KEN: Ken Tinglef, goddag. Jeg ringer på vegne af min datter, Silke.

LÆGEN: Ja, har du et personnummer på hende?

KEN: Det har jeg ja, det er 281006-XXXX.

LÆGEN: Ja, der var hun. Hvad er der sket med hende?

KEN: Jamen, vi har omgangssyge i huset.

LÆGEN: Ja.

KEN: De kaster op hen ad en kant.

LÆGEN: Ja (griner).

KEN: Men, øh, men hun startede allerede tirsdag- onsdag med at kaste op.

LÆGEN: Ja.

KEN: Øh... og det fik så egentlig ende.

LÆGEN: Ja.

KEN: Og så skete der så det, at så begyndte de andre at kaste op, vi har fire.

LÆGEN: Okay (griner).

KEN: De tre af dem, de har så kastet op, og så er hun nemlig startet igen nu her i går aftes.

LÆGEN: Ja.

KEN: Og nu er hun godt nok ved at være så slatten, at hun ingenting kan.

LÆGEN: Altså, hun har haft opkast for fem dage siden, så aftog de, og hun havde det egentlig bedre, og så kom de så igen i går?

KEN: Ja.

LÆGEN: Ja.

KEN: Ja, altså…

LÆGEN (afbryder): Hvor godt var hun oppe på at have det?

KEN: Hva’ba?

LÆGEN: Hvor godt nåede hun at få det?

KEN: Jamen, hun var da lige der i dagpleje fredag, faktisk.

LÆGEN: Nå, nå okay.

KEN: Jamen… Hendes mave har ikke været i orden, for det lugtede forfærdeligt, det der kom ud.

LÆGEN: Det er klart. Hvad med feber?

KEN: Jamen, hun har haft lidt feber. Vi var sådan lige lidt… For hun har en enkelt gang haft feberkrampe.

LÆGEN: Men hvad med nu her?

KEN: Hun har ikke haft det, men hun var lige ved at få en snert af det, tror jeg.

LÆGEN: Så hun har ikke haft feber i dag, sådan?

KEN: Jo, hun har været varm i dag også.

LÆGEN: Okay.

KEN: Øh, men sådan svingende.

LÆGEN: Ja, drikker hun?

KEN: Ja, det vil hun gerne. Men det kommer op lige så hurtigt, som hun får det.

LÆGEN: Ja, hvad drikker hun?

KEN: Jamen vi prøver både med kogt vand og cola og så videre, hun har også fået lidt Cultura yoghurt, men…

LÆGEN: Vandladning, tisser hun i bleen?

KEN: Ja, det har hun gjort, men det bliver mindre og mindre jo.

LÆGEN: Ja, nu skal du høre engang, for det ER jo stadig omgangssyge.

KEN: Ja.

LÆGEN: Det der er vigtigt... Jeg er ligeglad med maden, det er væsken, vi skal have fat i og øh.

KEN: Ja.

LÆGEN: Og jeg ved godt, der er sådan nogle skrøner om, at cola er godt for omgangssyge, men det kan man altså ikke eftervise. Cola er utrolig hård at få ned i en mave, der er så sart, som hendes er.

KEN: Ja.

LÆGEN: Så den ville jeg stille helt på hylden, og så ville jeg holde fast i helt almindeligt vand. Du behøver faktisk ikke at koge det i Danmark, men der sker ingenting ved at koge det.

KEN: Nej, men vores indtryk har bare været... men det er måske også, fordi hun har fået koldt vand, det ved jeg ikke.. Hvis det er blevet lunet lidt eller sådan.

LÆGEN: Ja ja, det kan være en god ide, det kan være en god ide, helt sikkert.

KEN: Men som sagt, det kommer op lige så hurtigt, som det kommer ned.

LÆGEN: Ja, men det der er tricket, det er… og det vil være det samme, uanset om I er her, eller I kommer på sygehuset, det er, at man bliver ved. Okay, nu har hun kastet op, fint nok, Silke, vi venter 20 minutter.

KEN: Ja.

LÆGEN: Og så må hun få en mundfuld.

KEN: Ja.

LÆGEN: Så venter vi 20 minutter, så må du få en mundfuld til.

KEN: Ja.

LÆGEN: Hvis det så stadig bliver dernede, så venter vi 20 min, så må hun få to mundfulde. Det er en mundfuld, og så er det slut.

KEN: Ja.

LÆGEN: Så venter I lidt og ser om, den bliver der, og kaster hun op, godt, så venter vi 20 minutter, en halv time igen, så starter vi forfra.

KEN: Ja.

LÆGEN: Det er simpelthen væske alfa omega, men når hendes mave er så hyperfølsom som den er lige nu (griner), skal det være bittesmå portioner, for ellers holder I simpelthen opkastningerne ved lige. Så det er bitte, bitte små portioner.

KEN: Jo.

LÆGEN: En mundfuld, pause, en mundfuld pause. Kaster hun op, fint, så venter vi 20 minutter, en halv time, så starter vi forfra.

KEN: Ja.

LÆGEN: Og så efterhånden kan man ofte være heldig, at man faktisk kan få lidt i dem. Det, der sker, når hun er så forkvalmet, det er, at hun har svært ved at optage maden, ikke også? Eller at optage væsken, så den ligger og søber rundt nede i mavesækken. Og hvis man så bare hælder på, så lige pludselig overstiger man kapaciteten og voom… så kaster hun det hele op igen.

KEN: Ja, nemlig.

LÆGEN: Så det er bitte små portioner og helt almindeligt vand, det er det allerbedste, og hvis hun, hvis hun ikke kan lide vand, så kan man søde det med lidt…

KEN: Jamen, det kan hun godt.

LÆGEN: Ellers kan man søde det med en lille bitte smule æblejuice i en meget, meget, meget tynd koncentration, bare for smagens skyld, ikke også?

KEN: Jo.

LÆGEN: Men hvis hun kan li’ vand, er det det allerbedste.

KEN: Ja, men man kan få sådan noget til at stoppe opkastninger, kan man ikke få sådan noget?

LÆGEN: Det må I ikke give hende, det er hun for lille til.

KEN: Nå.

LÆGEN: Det dur ikke!

KEN: Okay...

LÆGEN: Så det er sådan, at hvis I ikke kommer igennem med det her, hvis det er sådan, at I på trods af, at I forsøger alt, hvad I kan med bitte, bitte, bitte små portioner væske…

KEN: Ja, men det har vi faktisk gjort!

LÆGEN: (Griner) Ja, det tror jeg gerne, ikke også… Men hvis det er sådan, at I ikke kommer igennem med det her, og I kan se, at vandladningen bliver mindre og mindre og til sidst slet ikke rigtig kommer noget, men så må man jo indlægge hende, og så give hende noget væske direkte ind i blodårerne, ikke også.

KEN: Jo.

LÆGEN: Men du siger, at hun tisser stadigvæk?

KEN: Jo.

LÆGEN: Mindre end hun plejer?

KEN: Jamen, det er blevet mindre, det bliver mindre og mindre.

LÆGEN: Ja, men det vil det jo gøre, ikke også, for hun FÅR jo mindre. Men så længe der stadigvæk kommer lidt engang imellem…

KEN: Ja.

LÆGEN: Så får hun jo væske nok.

KEN: Ja, jeg vil sige det sådan, at det lugter lidt hen ad, at det er det fra i går, hun lever på.

LÆGEN: Ja, men der er stor chance for, at I kommer igennem med det her, ikke også.

KEN: Ja.

LÆGEN: Bitte, bitte små mundfulde. Cultura og alt det andet det ligger I lige på hylden, det er alt for tidligt og også colaen. Det er bare helt almindeligt vand, det her det drejer sig om. Og hvis ikke der i morgen, når hun vågner, er en våd ble der, så skal I have snakket med jeres egen læge, for så kan hun være en af dem, der skal ind omkring forbi og have lidt væske, ikke også. Det er heldigvis sjældent, man kommer næsten altid igennem.

KEN: Vi prøver at gøre det sådan og så ser vi til i morgen tidlig.

LÆGEN: Og det er i orden, og hvis det bliver værre her henover aften, så er du velkommen til at ringe igen.

KEN: Okay.

LÆGEN: Det er bare i orden.

KEN: Jeg siger tak for det.

LÆGEN: Go kamp! (griner).

KEN: Jo tak.

LÆGEN: Hej.

KEN: Hej.