4. juli 2009, 17:13 – opdateret 4. juli 2009, 20:16

Hun var et mirakel.

Silke meldte sin ankomst midt under en flytning med tre blebørn under tre år, papkasser og stress til op over begge ører.

Ken Tinglef måtte holde pause med en øl og et par gåture rundt om sig selv. Dorte lod kasser være kasser og kørte til læge.

• Web-tv: Historien om Silke

Den positive graviditetstest burde være en umulighed. Dortes æggeledere var, havde sygehuset sagt, hermetisk lukkede efter en sprængt blindtarm. Parrets tre andre børn – tvillingerne Freja og Lykke på ni måneder og storesøster Lærke på knap tre år – var blevet til i fertilitetsklinikkens reagensglas.

Hun burde have været en umulighed. Men Silke tog fusen på dem alle.

»Aldrig« eksisterede ikke i Silkes univers. Umuligheder heller ikke. At være for lille til noget – som at binde sine egne sko, kravle ud af sin tremmeseng eller cykle på en rigtig cykel – eksisterede ikke.

Hun observerede nysgerrigt sine omgivelser, især sine tre ældre søstre. Og så gjorde hun som dem. Drak af kopper, tog sit tøj på og fumlede med snørebåndene.

»SELV!« kunne hun råbe i en myndig irettesættelse af sin far, hvis han forsøgte at hjælpe med skoene. Eller hun kunne sætte hele familiens nerver på højkant, når hun tumlede lige direkte hen til mors ridehest. Eller kaldte ude fra haven stående med et stolt øre-til-øre-smil et par meter over jorden på rutsjebanens top.

Hun var »evigglad«. Som mariehønen i sangen, der blev hendes yndlings-godnatsang. Hun var født sådan. Da hun sidst i oktober 2006 blev lagt op på sin mors mave – fem tykmavede kilo tung – løftede hun selv hovedet og så nysgerrigt op på sin mor:

»Hun var så tillidsfuld. Klar til at gå ud i verden fra første dag. Hun troede på verden,« siger Dorte og Ken.

To år og fire måneder inde i Silkes liv blev Ken og Dorte Tinglef udskrevet fra samme hospital i Herning.

Uden deres mirakel. Uden Silke.

MED FIRE BØRN i huset mellem to og seks år kendte Ken og Dorte alle tegnene på omgangssyge, da først Silke, så Lærke og til sidst Lykke begyndte at kaste op i februar. Det var næsten rutine. Ken og Dorte delte sygedagene op imellem sig og gik i pendulfart til vaskemaskinen.

Silke kastede op første gang tirsdag den 17. februar. Onsdag holdt Dorte hende hjemme i familiens to etagers parcelhus i landsbyen Snejbjerg ved Herning. Dorte knipsede et billede af Silke den dag i hendes forsøg på at børste tænder selv.

Torsdag var familiens mindste frisk igen, men i dagplejen stod dagens program på fastelavn med slik og kager, så Silke blev kørt ud til en mere nænsom diæt hos mormor og morfar i nabolandsbyen. Fredag var Silke i dagpleje igen, og da Ken hentede hende fredag eftermiddag, havde hun spist rigeligt. Maven var endnu ikke helt i orden, sagde dagplejeren, men Silke havde ikke kastet mere op.

Dorte, der er fysioterapeut på et bosted for autistiske voksne, havde to døgnvagter den fredag og lørdag, så Ken passede sine døtre sammen med et par hjælpende hænder fra farmor. Lykke, den ene tvilling, var stadig syg. Hun var den af husets småpiger, der havde haft det dårligst. Lørdag eftermiddag lå Lykke på gulvet i et rum ved siden af køkkenet, da Silke kom løbende ind mod hende.

»Og pludselig, nærmest midt i sit løb, kaster Silke op. Det hele. Helt uhæmmet,« siger Ken.

Han studsede over det.

Både over voldsomheden og pludseligheden i opkastningen der kom, mens Silke var i fuld fart. Han tænkte, at hun måtte have leget for voldsomt. Han nævnte det over for Dorte i telefonen, men havde egentlig snarere hæftet sig ved, at Silke lørdag aften så sit snit til at krybe op på fars skød og putte sig ind til ham i sofaen, mens de større børn fik nattøj på.

Ken indstillede sig på, at han skulle bære en sovende Silke i seng. Men så vendte hun sig op mod ham og stak ham sit største gavtyvesmil. Natten kunne vente. Hun havde det godt igen. Især dér i fars arme.

Det var imod alle sengetidsprincipper. I dag er det blevet Kens dyrebareste, sidste minde.

MORGENMADEN KOM OP IGEN. Så snart familien havde spist dagens første måltid, kastede Silke det hele op igen. Og igen. Og igen. Som søndagen gik, kastede Silke op snart hver halve time, snart hver tyvende minut.

»Til at begynde med var der lidt at kaste op af. Men efterhånden var der ingenting,« siger Ken.

»Det lugtede ikke engang af opkast. Det vand, vi fik i hende, nåede end ikke at komme ned i maven,« siger Dorte.

Dorte, der kom hjem fra sin døgnvagt klokken ni om morgenen, lå og sad med Silke hele søndagen. Undertiden rejste Silke sig og gik hen til køleskabet, stillede sig op på tæerne for at tage mælk eller vand. Hun var sulten og tørstig. Men hver gang, forældrene forsøgte sig med vand, med yoghurt eller med cola og TUC-kiks for at få lidt salt og sukker i hende, bukkede Silkes krop sammen i opkastninger.

»Til sidst lå hun bare ude i køkkenet ved akvariet og kiggede op på fiskene. Hun blev mere og mere svag. Man er underligt til mode. Man ved snart ikke, hvad man skal stille op. De andre piger kastede op et par gange, og det var så det. Ved Silke stod det på en hel dag, hvor hun ikke fik så meget som en mundfuld vand ned,« siger Ken.

Silke kastede op 20, måske 25 gange. To gange i løbet af søndagen gav de hende et bad. Da var den lille pige så tørstig, at hun forsøgte at drikke badevandet med sæbe i. Og opkastningerne fortsatte bagefter.

»Det viste sig, at det var blod, hun kastede op der sidst på eftermiddagen, men jeg vidste slet ikke, at det ser sådan ud,« siger Ken Tinglef.

Han har billedet af Silke, som hun lå på sin hyggepude ved akvariet den sene eftermiddag, inde i hovedet. Et billede, der får gråden til at trænge sig på, og hans stemme til næsten at forsvinde:

»Hun lå og vendte nærmest det hvide ud af øjnene. Gled ind og ud af døsen. Hun græd ikke. Det var hun ikke et barn, der gjorde. Men jeg ser hele tiden for mig de øjne, hun gav mig, « siger han. Han frygtede, at hun var ved at gå i feberkrampe. Forældrene havde haft en skræmmende oplevelse fire måneder tidligere, hvor kramper uden varsel ramte Silke.

»Det var sådan et fuldstændigt opgivende blik. Sådan ‘hjælp mig’.«

HVORNÅR HAR MAN BRUG for lægen?

Dorte og Ken Tinglef taler selv om det. Om at nogen måske ringer til vagtlægen, når de »skal have et plaster på«. Men Ken og Dorte føler sig ikke i den kategori. De har haft mindst tre børn i blealderen over de seneste seks år. Antallet af sygedage med fire førskolebørn i huset kan end ikke tælles. Dorte arbejder med syge i sin hverdag, Ken med folkeskolebørn. Og parret fra Herning-kanten bryder sig ikke om at ligge systemet til last.

Så da Dorte lidt før klokken 18 den søndag bad Ken om at ringe til vagtlægen, var det fordi, hun var alvorligt bekymret. Alle deres erfaringer med de andre tre børn kom til kort over for Silke. Dorte følte sig utryg ved at stå med ansvaret alene. Ken, der følte sig helt rådvild, var enig: Når man ikke længere ved sine levende råd, må man som forælder spørge eksperten. Man spørger den, der ved bedst.

OPKALDET FRA SNEJBERG gik igennem til vagtlægen klokken 17.55. Det blev en samtale, optaget på bånd, hvor Kens stemme mødte en venlig, men også myndig kvindestemme i den anden ende. Berlingske Tidende har haft adgang til den fem minutter og 28 sekunder lange båndoptagelse.

Ken Tinglef begyndte med at forklare, at de havde omgangssyge i huset. At toårige Silkes indledende opkastninger tirsdag-onsdag fik ende, men at hun er begyndt igen aftenen før, om lørdagen. Da de kom frem til, hvilken væske Silke indtog, forløb samtalen således:

Lægen: »Ja. Drikker hun?« Ken: »Ja, det vil hun gerne. Men det kommer op lige så hurtigt, som hun får det.« Lægen: »Ja, hvad drikker hun?« Ken: »Jamen, det er både kogt vand og cola og … og så videre. Hun har også fået lidt Cultura yoghurt, men…« Lægen (bryder ind): »Og vandladning? Tisser hun i bleen, eller er hun …?« Ken: »Ja, det har hun gjort. Men det bliver mindre og mindre jo.« Lægen: »Ja. Nu skal du høre engang. For det ER stadigvæk omgangssyge.«

Lægen forklarede nu, at Ken og Dorte skulle sætte colaen, yoghurt osv. på hylden. De skulle give hende almindeligt vand. Ken forsøgte at protestere:

Ken: »Men det kommer op … Det kommer altså op lige så hurtigt, som hun får det ned …« Lægen: »Ja, men det, der er tricket, det er at blive ved. Kommer det hele op, så venter vi 20 minutter. Man siger: Okay, nu har hun kastet op. Fint nok, Silke, så venter vi 20 minutter, så må du få én mundfuld. Så venter vi 20 minutter, så må du få en mundfuld til.«

[…] Ken: »Okay?« Lægen: »Så er det sådan … Hvis I ikke kommer igennem med det her … Hvis I på trods af, at I forsøger alt, hvad I kan med bitte-bitte små portioner.« Ken (afbryder): »Men det har vi faktisk gjort!« Lægen: »Jamen, det tror jeg gerne (griner), ik’ også! Men hvis det er, at I ikke kommer igennem med det her, og I kan se, at vandladningen bliver mindre og mindre, at der ikke rigtig kommer noget, så må man jo indlægge hende og give hende væske direkte ind i blodårerne, ik’ også? Men du siger, at hun tisser stadigvæk – mindre end hun plejer, men …« Ken (afbryder): »Men det er blevet mindre … Det bliver mindre og mindre …« Lægen: »Jamen, det vil det jo gøre, ik’også. For hun får jo mindre. Men så længe, der stadig kommer lidt en gang imellem, så får hun jo væske nok.«

[…]

Lægen afsluttede med et »God kamp!«

DA KEN LAGDE RØRET PÅ, følte han sig løbet over ende. Hans tanke ved opringningen var, at de som minimum måtte have Silke med ind til konsultation. Han havde endda tænkt tanken, at Silke burde indlægges, så et drop med væske, salt og sukker kunne blive lagt. Men det blev han ligesom »talt væk fra«, følte han bagefter. Lægen var slet ikke i de baner, så det var måske en tåbelig tanke? Det er jo hende, der var eksperten, og hun havde sikkert haft tusinder af samtaler lig denne.

Han gik ind og refererede samtalen for Dorte.

»Er det i orden?« Han kiggede spørgende på hende, der sad hos Silke.

»Nej, det synes jeg faktisk ikke, det er. Jeg er ked af at skulle stå med det her ansvar alene,« svarede hun dengang. I dag, når Dorte hører båndoptagelsen igennem, er hun stadig målløs over, hvordan Ken bliver »verfet af«:

»I dag kan jeg høre, at vagtlægen slet ikke hører, hvad der bliver sagt. Hun spørger ikke ind til Silke og hendes symptomer. Og det må jo være vagtlægens allervigtigste opgave. Ellers har hun jo ikke en jordisk chance for at vurdere sagen ordentligt. Hun aner ikke, om vi er hysteriske forældre eller nogle meget afslappede forældre. Men derfor er det jo netop dobbelt så vigtigt, at hun spørger grundigt ind. For hvordan kan hun ellers skelne?«

MENS KEN TOG SIG af de tre største piger, satte Dorte derfor alarmen på sin mobiltelefon til at ringe hvert tyvende minut. Og hun tog Silke i armene og med op i seng, mens Ken gjorde sig klar til en nat på gæstesengen.

Silke vred og vendte sig det meste af natten. Aldrig rigtig helt sovende. Dorte lå vågen ved siden af. På vagt, hvis nu Silke skulle kaste op, mens hun lå ned. Flere gange var Silke oppe og sidde i sengen for at drikke en mundfuld vand eller to. Og efterhånden slappede Dorte mere af. Efter vagtlægesamtalen døde Silkes opkastninger ud. Ud på morgenstunden faldt Silke endelig i søvn i sine forældres seng.

SILKE SOV STADIG, da Dorte stod op og hjalp de større piger og Ken af sted efter morgenmaden. Ken kiggede på Silke, da han hentede sit tøj i soveværelset. Hun trak vejret tungt og roligt, mens han strøg hende over håret.

Da Ken og børnene var tumlet ud af huset, lagde Dorte sig ind til sin yngste datter. Mor og barn havde knap sovet om natten. Dorte tog en kort lur sammen med Silke, før hun stod op og så sit snit til at tage et hurtigt bad, før Silke ville vågne igen. Jo længere, Silke kunne sove, jo bedre, tænkte Dorte.

»Det er sådan noget, jeg bebrejder mig selv i dag. At jeg overhovedet lod hende være alene i de fem-ti minutter. Vagtlægen havde intet sagt om, at vi skulle vække hende med jævne mellemrum. Nu tænker jeg jo på, om hun allerede var ved at forlade os dér.«

DORTE SÅ KRAMPERNE i Silkes krop, så snart hun trådte ud af badeværelset. Barnet rystede mellem dynerne. Det lignede feberkrampe, men kramperne sitrede kun i Silkes ene side, og hun havde ikke haft feber de seneste dage.

I en og samme bevægelse flåede Dorte tøjet af Silke, fandt de stikpiller med Stesolid, som de fik udleveret, da Silke havde feberkrampe sidst, og ringede 112.

Klokken var 11.14.

Dorte havde set sit barn i krampe før. Men hendes fornemmelse var anderledes denne gang. Hun fik ringet til Ken, der flåede jakke og taske ned fra væggen, løb fra sin gårdvagt på skolen og drønede de otte-ti kilometer hjem i bil.

Ambulancen kom ni minutter efter Dortes nødopkald. Efter ti minutter på stedet var de klar til at køre med en narkosesygeplejerske bagi. Silke reagerede ikke på medicinen, sagde de. Dorte blev bedt om at sætte sig foran, for dette var en »Kørsel 1«. Den type, der foregår så hurtigt, som forholdene tillader.

Ambulancens hvin skar sig gennem det midtjyske landskab på vej mod Herning. Dorte kunne se narkosesygeplejersken arbejde med Silke bagi vognen. Hun ventilerede Silke. Gav hende mere stesolid i endetarmen for at stoppe kramperne. Dorte undrede sig over, at sygeplejersken ikke brugte en indsprøjtning for at få kramperne dæmpet hurtigere. Eller generelt foretog sig mere. Silke var stadig bevidstløs. Kramperne sitrede på mindst femtende minut i Silkes krop.

»Har fortsat kramper […] På intet tidspunkt været vågen,« står der i de notater, der er gjort om ambulanceturen.

DET ER ALMEN VIDEN hos læger, at et langvarigt krampeanfald skal stoppes. Og at det bedst sker på en intensivafdeling. Ellers risikerer patienten organsvigt, hjerneskade eller død.

Men da ambulancen med Silke ankom til Herning Sygehus, faldt tempoet. Der var ro på. En reservelæge og en sygeplejerske tog imod. Reservelægen noterede:

»I modtagelsen fortsat trækninger af venstre skulder og lidt påvirket respiration […] Ingen kontakt, påvirket af stesolid, let påskyndet (hurtig, red.) respiration, som efter stesolid givet i modtagelsen bedres og bliver rolig. Til den blege side med en anelse grå rande under øjnene. Men ellers normal hudturgor (hudens elasticitet, red.), og ingen mistanke om dehydratio (dehydrering, red.)«

Reservelægen tilkaldte sin overlæge til at vurdere Silkes tilstand. Trods fraværet af feber kunne dette være feberkrampe, var overlægens første gæt. Der kunne også være en »metabolisk bagvedliggende sygdom«, noterede lægerne: En stofskiftesygdom. Men det kunne også være noget helt tredje. Kun blodprøver kunne løfte sløret herfor.

Reservelæge afprøvede Silkes reflekser. Silke reagerede kun svagt, noterede hun.

Klokken 12.30 overtog overlægen notaterne. Hun bemærkede, Silkes hænder og fødder var kolde, men mente, at det skyldtes nedkølingen i ambulancen. På trods af at Silke nu havde ligget tre kvarter under to dyner.

Mens lægerne gik inde hos Silke og lagde drop på pigen i sengen, sagde overlægen ifølge forældrene flere gange til reservelægen, at »nu skal vi altså til konference«. Lægerne forlod stuen ved 13.15-tiden, efter at overlægen havde foretaget en sidste vurdering:

»Blodsukker 5,9, pæn saturation (iltmætning, red.), puls 149, blodtryk 81/64. Vi afventer blodprøver.«

Men laboranterne, der skulle tage de afgørende blodprøver, kom ikke.

Dorte spurgte flere gange, om Silke skulle blive ved med at være så slap. Det var mange timer siden, hun havde set sin datter ved bevidsthed. Ken bemærkede, at Silke end ikke havde helt lukkede øjne. Hun lå med det hvide vendt ud af øjnene. Det var naturligt, mente sygeplejerskerne, når et barn havde fået så meget stesolid på så kort tid.

DER VAR NU GÅET halvanden time, siden de ankom med fuld udrykning. Men intet var forandret. Silke lå stadig ubevægelig uden andet end et drop i sin sygeseng, og det lægelige personale var til møde.

Ken og Dorte fik rester fra frokosten, for »det kunne godt trække ud«, sagde en sygeplejerske. De spurgte til Silkes blodtryk. Til hendes blodtal, hendes puls, hendes vejrtrækning. Det hele var i orden, fik forældrene at vide. Ken følte sig rolig. Når lægerne var gået, måtte tingene være under kontrol.

Dorte derimod havde bange anelser. Hun følte sig utryg hele tiden. Tænkte, at Silke måtte have taget skade allerede. At en toårig lå så ukontaktbar så længe, det virkede helt, helt forkert. Omvendt var det jo ikke hende, der var lægen. Måske var hun – som fysioterapeut, der havde arbejdet med at genoptræne hjerneskadede – miljøpåvirket. Ken var knap så ængstelig. I hans tanker var Silke en stærk lille livsbombe, og hun var i de bedste hænder nu. I lægernes hænder.

Den tillid begyndte at falde fra hinanden klokken 13.24. Før den brast helt.

DET VAR LANGT OVER FROKOSTTID, da laboranterne dukkede op for at tage blodprøver. To kvinder med deres lille rullevogn.

De fumlede med Silkes ene arm. Forsøgte at stikke igen og igen i den toårige pige. Uden held.

Sygeplejersken var ved at udfylde nogle papirer. Så det var kun Dorte, der iagttog Silke blive blå. Blå om læberne og bleg. Det var Dorte, der opdagede, at Silkes hjerte var gået i stå.

»Nu bliver hun altså blå!« råbte hun.

Laboranterne kiggede op. Sygeplejersken løftede et rør og skreg ind i det. Og mens folk kom væltende fra højre og venstre ind på den lille stue, blev forældrene fejet ud ad døren.

Inde hos Silke begyndte lægerne at støde. Tre portører gav på skift hjertemassage. Læge på læge på læge fyldte sin del af rummet omkring Silke i sengen med ordrer, medicin og koncentrerede blikke på instrumenterne i rummet.

»De skal nok klare det her. De skal nok få styr på det,« sagde Ken.

»Nej, de får ikke styr på det. For de har ikke styr på det!« græd hun.

»Vi arbejder på sagen.« Det var beskeden, forældrene fik, mens læger og sygeplejersker hastede ind og ud.

»Og hvad andet kunne de sige? De kunne jo ikke sige, at hun ville klare den, for det var efterhånden åbenlyst, at det gjorde hun ikke,« siger Dorte Tinglef.

ET FORSØG PÅ GENOPLIVNING er voldsomt. På et barn ubærligt. Ingen forældre burde se deres lille datter i den situation.

Men hvis de skal, er det de små ting; de små vigtige, vigtige øjeblikke, et særligt hensyn, et klem, de har at bære videre i hjertet bagefter.

Efter et kvarter, måske tyve minutters genoplivning af Silke, kom overlægen ud til Dorte og Ken. De var ikke længere sikre på, om Silke ville overleve, sagde hun. Så ville Ken og Dorte ind på stuen?

Dorte gik ind til sin datter med det samme. Ken forsøgte at samle sig, før han fulgte efter.

På stuen stod 20, måske flere, læger og sygeplejersker omkring Silke. I hjørnet stod de to laboranter forstenet med deres lille vogn.

Lægerne prøvede og prøvede sig frem uden at vide, hvad der ville virke.

»Der er ikke noget, der umiddelbart i historien kan forklare pigens svære metaboliske acidose eller hendes svære hyper-kaliæmi«, noteredes det i journalen. Oversat; de kunne nu se, at Silkes blod var alt for surt og indeholdt alt for meget kalium, men hvorfor vidste de ikke. For ingen blodprøver, ingen tal, ingen diagnose var blevet lavet i tide.

De famlede i blinde.

»Vi skal have forældrene hen til hende,« sagde en læge i rummet. Det var børnehjertelægen. Den læge, som Ken og Dorte i dag tænker tilbage på med størst taknemmelighed.

For Silke bevægede sin hånd på et tidspunkt. Børnehjertelægen kaldte øjeblikkeligt Dorte hen til Silke, så hun kunne tage sin datters hånd og mærke hende klemme sin. Lige dér og i al tiden bagefter har den gestus betydet alt for Dorte.

»Så sagde han: ‘Det er godt nok ikke meget… men lige nu må vi tage, hvad vi kan få’. For det skulle jo være hendes mor, der holdt hendes hånd på det tidspunkt. Ikke en læge eller en sygeplejerske. Det skulle være hendes mor.«

Med Dorte ved Silkes hånd og Ken, der aede sin datters silkebløde hår, gik genoplivningsforsøget ind i sin anden time. Silkes hjerte gik i stå, så fik hun adrenalin, pulsen kom i gang, men så faldt den igen. Hendes hjerte ville ikke.

Det var hjertelægen, der efter to timer og 23 minutter tog beslutningen med ordene:

»Prøv at stoppe, alle sammen. Vi skal se, om hun er her endnu.«

Og det var Silke ikke.

DE SANG »MARIEHØNEN EVIGGLAD« i kirken.

Det var den 28. februar i år. I kisten lå Silke i den Tornerose-kjole, hun skulle have haft på til fastelavn.

Sygehuspræsten, der var hos Ken, Dorte og børnene, da de skulle sige farvel til Silke, holdt også prædikenen. Han talte til kirkens børn om, at Silke nu skulle sove i 100 år. Som Tornerose. Han talte om mariehøner, der flyver op til Vorherre. Og han talte til kirkens voksne om, at den eneste trøst kan være, at der ingen trøst er. Ingen kunne gøre andet end at være der.

På Silkes grav står en sten med en mariehøne på. Den lille bille sover. I en plastiklomme ligger en tegning fra storesøster Lykke.

Hvordan forklarer man sine tre små piger, at lillesøster ikke kommer hjem? Hvordan reagerer man, når børnene leger, at alle deres bamser er døde og skal begraves?

»Hvorfor dør man af ‘hjerteforstoppelse’?«, »Hvordan kan man dø af at kaste op?« har børnene spurgt. Og »Skal jeg også op på kirkegården og ligge, næste gang jeg kaster op?« Det er spørgsmål, som Ken og Dorte knap nok kan svare på.

For hvordan forklarer man sig selv; hvordan forklarer lægerne, at en toårig sund og rask lille pige dør af opkastninger og et krampeanfald, når det er omgivet af læger?

Forældrene forstår ikke, at vagtlægen ikke ville se Silke, da hun havde det dårligst. At narkosesygeplejersken i ambulancen ingen indsprøjtning gav mod kramperne, selvom det ifølge sagkundskaben er magtpåliggende at få dem stoppet. Og på trods af, at Silke ankom med fuld udrykning, og at lægerne havde over halvanden time til at undersøge hende fra ende til anden, fik den toårige hidtil raske pige hjertestop – uden at nogen i dag kan eller umiddelbart har undersøgelser nok til at forklare hvorfor.

Ingen læge, sygeplejerske eller laborant nåede at tage de prøver, der kunne give Ken og Dorte svar. De står tilbage med udsagn som »Uforklarligt afebrilt krampetilfælde hos en pige« i Silkes journal.

Men dør en lille pige af det?

EMBEDSLÆGEN i Region Midtjylland gik omgående ind i sagen om Silke.

Embedslæge Børge Sommer oplyser til Berlingske Tidende, at han ser med alvor på sagen, men at han kun udtaler sig om proceduren i den pågående tilsynssag og i øvrigt afventer prøveresultater og udtalelser fra de involverede læger og sygeplejersker. Han regner med at kunne afslutte sagen efter sommerferien.

Per Østergaard Jensen, cheflæge på bl.a. Herning Sygehus, siger, at man efter sin egen interne undersøgelse ikke har fundet fejl, men afventer nu embedslægens og Patientklagenævnets afgørelse.

DER ER BLEVET STILLE I HUSET i Snejbjerg, føler Ken og Dorte.

Der er et vakum. Helt fysisk. Og i tankerne.

»Vi ved, at der er begået fejl. Hvis de bare ville sige undskyld. Bare et undskyld. Vi skal leve med denne følelse af ’kunne vi have gjort mere for Silke?’ resten af vores dage. Men vi er jo opdraget med at have tillid til systemet. Derfor er det så vigtigt. Hvis de bare ville tage ansvaret,« siger Dorte Tinglef.

De tre små piger i huset har deres måde at tackle Silkes forsvinden på. En vil helst sove i Silkes seng. En anden tror, at Silke ikke kunne lide dem mere og er gået hjemmefra. Seksårige Lærke er mest bekymret for noget andet. Nu, hvor dagene er blevet lange, ser hun aldrig mere stjernerne på himlen. Dorte har lovet at vække hende og tage hende med ud i haven en sen aften. Kigge ud på den mørke himmel og pege den stjerne ud, hvor Silke nu bor.

Måske går Silke tur deroppe. Evigglad.

Det ville være et mirakel.

Hvordan oplevede du mødet med vagtlægen? Fortæl din historie her