Claes Kastholm Hansen: På dansk er netop udkommet bind fem af den forfatter Karl Ove Knausgårds »Min kamp«, et seks binds værk, hvori Knausgaard breder sig umådeholdent om sit ganske banale liv og sine ikke specielt originale tanker.
27. januar 2012, 22:30
Dybest set et kunstfjendtligt produkt, der i grunden blot er en intellektuel og bondestudentikos variant af »Rapport fra en gulvspand« og de andre »arbejderlitteratur«-udgydelser fra 1970erne. Men de danske anmeldere er så begejstrede, at de er ved at falde ned af stolen - og hvis de virkelig gjorde, ville det formentlig være deres livs mest dramatiske oplevelse. I Berlingske erklærer Per Krogh Hansen, at man kan overhovedet ikke lægge bogen fra sig, men da den er på 704 sider, har han nu nok alligevel været nødt til at lægge den fra sig af og til. Og i Jyllands-Posten hidser Jakob Levinsen, der ellers som anmelder og kommentator åbenbarer et sind som forsuret jord, sig op til én lang jubelfanfare, der fik undertegnede »anmelder« til at mindes den skønne polske satiriker Stanislaw Jerzy Lec: »Den berømte og frygtede litteraturkritiker møder i flyet en læser, der erklærer, at han glæder sig til at læse den bog, som kritikeren i sin anmeldelse i går kaldte genial og uforglemmelig. Nå, svarer kritikeren, hvad var det for en bog?«



































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten