Jeg kan se jeg i nedenståede fik staver Edith Thingstrups navn med et "h" for lidt. Jeg beklager.

Edith Tingstrup er et neoliberalt vrøvlehoved, der tilmed har den frækhed at betegne sig som borgerlig selvom der intet borgerligt, mådeholdent og anstændigt er ved at ønske verden tilbage til Charles Dickens tid og dengang H. C. Andersen skrev om den lille pige med svovlstikkerne.

Fejlagtigt tror hun således at det er ejerne og ledelsen i f. eks. Danfoss, der skaber værdierne. Men det er aldeles forkert. Det er faktisk almen dannelse at vide, at værdierne i Danfoss er samfundsskabte, da det jo er samfundet, der både leverer efterspørgslen efter Danfoss produkter, og den arbejdskraft Danfoss udbytter. Det er således samfundet der fylder Danfoss lommer og ikke omvendt. Derfor tilkommer det naturligvis også samfundet at bestemme over Danfoss profit, og hvor stor en del af den Danfoss skal have lov til at beholde.

At det er ledelsen og ejerne der skaber værdierne er med andre ord neoliberalt gas, klassepolitik og ren ideologi, der blot skal legitimere kapitalisternes ret til profitten. Men kilden til profit er nu engang udbytningen af arbejdskraften. Det er faktisk almendannelse at vide, at under kapitalisme kan arbejdskraften købes til en pris, der er lavere end værdien af det den producere. Var dette ikke tilfældet ville heller ingen rationel kapitalist da nogensinde drømme om at købe arbejdskraft.

Den teoretiske og empiriske forskning viser da også at profit opstår i samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Derfor har medarbejderne naturligvis også et legitim krav på en andel af overskuddet - enten som direkte overskudsdeling, eller i form af medarbejderaktier eller ved at en del af den opnåede profit simpelthen via skatter og afgifter føres tilbage til kilden - dvs. til samfundet.

Den neoliberale påstand om at kapitalisterne løber en risiko og profitten derfor kan opfattes som en risikopræmie er ligeledes overdrevet, uden hold i virkeligheden og udtryk for klassepolitik og ren ideologi. I Danmark har vi et solidt socialt sikkerhedsnet, der sikrer at ingen behøver at gå sulten i seng, mangle tøj eller tag over hovedet. Så også for kapitalister, der er gået ned med deres helt egoistiske projekter, er der hjælp at hente og ingen reel risiko for at stå på gaden og skulle sove under en bro. Hertil kommer at vi jo har en hel industri af advokater og revisorer, der ikke laver andet end at rådgive kapitalister om hvordan de, ved hjælp af konefinter, skuffeselskaber og fonde i ind- og udland, kan slippe for at betale deres tab hvis de går ned og i stedet tørre dem af på det omgivende samfund, så livet på første klasse kan forsætte.

Alt i alt er den 1800-tals røverkapitalisme som Edith Tingstrup og den lille gruppe af religiøse og neoliberale kapitalister og fremmedgjorte flipproletarer står for en usympatisk konstruktion, der producerer massiv social uretfærdighed, og konstant søger profitten privatiseret, og tabene kollektiviseret.

Den er naturligvis uforenelig med globalt og nationalt ansvar, mådehold og anstændighed, og derfor uforenelig med en moderne og bæredygtig borgerlighed.

Sidst men ikke mindst er der grund til at tage fat i Edith Tingstrups forestilling om at privat produktion er billigere end offentlig produktion. Også det er udtryk for ren ideologi og klassepolitik. Allerede Pareto (var det vist) viste, at opfattede vi verden som et walrasiansk ligningssystem, så kunne der ikke føres bevis for, at markedet var bedre til at løse systemet end det offentlige. Hertil kommer naturligvis at kapitalister qua deres profitmaksimerende natur hader konkurrence (bare se på vanskelighederne med at etablere effektiv konkurrence på det indre marked). De forsøger nemlig alle at differentiere deres produkter via f. eks. branding så de fremstår unikke overfor forbrugeren, og de derigennem kan opnå en mere monopolligende status og derved en højere profit.

Slutteligen skal det med hensyn til produktionen under statskapitalisme som vejen mod det kommunistiske samfund bemærkes, at det vist i dag er generelt accepteret, at de problemer man dengang løb ind i dag snildt vil kunne løses med de kommunikationsmidler, og den regne- og computerkraft samfundene råder over. Dragsteds spørgsmål er derfor helt rimeligt og ganske fornuftigt.

" Den danske stat driver i forvejen en af verdens mest effektive pumpevirksomheder. Den pumper milliarder op af skatteborgerens lommer. Uden nødvendigvis at yde noget til gengæld."
Således skriver fru Thingstrup.
Fruen har således ikke opdaget, at der findes veje at køre på, biblioteker, børnehaver, plejehjem, skoler, gymnasier, universiteter, folkepension, politi, sygehuse, søredningstjeneste, og utallige andre ting, som finansieres med de skatter og afgifter, der opkræves.
På den baggrund må det være tilladt at konstatere, at fruens uvidenhed er relativt fuldkommen.
Med hensyn til private kontra offentlige virksomheder, så synes jeg nok at man for de privates vedkommende skal gå lidt stille med dørene. Tænk lige en gang på bankerne.
Og hvorfor er DSB i den grad kommet ud på et skråplan? Fordi DSB er blevet privatiseret i ideologiens hellige navn.
Og à propos det private kan jeg lige en passant nævne, at en af mine døtre, som arbejder inden for det forkætrede offentlige sygehusvæsen, kan berette om den ene patient efter den anden, som må behandles der for komplikationer opstået ved behandling på privathospital.
Lige så tåbeligt enøjet kommunisterne i Enhedslisten tror på kommunismens lyksaligheder, lige så tåbeligt enhøjet tror liberalisterne på, at privat foretagsomhed er det eneste saliggørende.
Selvfølgelig skal det offentlige ikke drive produktionsvirksomheder à la Danfoss. Men private skal heller ikke drive offentlig servicevirksomhed. Lad mig blot nævne, at det kostede Køge Kommune mellem 40 og 50 millioner kr. at lade et privat firma drive jobcenter.
Til sidst et fromt ønske: Gid Fanden havde al ideologisk begrundet betontænkning! Den står i den grad i vejen for sund fornuft og praktiske løsninger.

at Pelle Haleløs ikke nævner DSB. Der har vi jo næsten det bedste eksempel på en perfekt offentlig virksomhed med tog til tid og pris, samt en dygtig og snarrådig ledelse, der virk'lig tar' beskæftigelsesproblemet alvorligt. Selv for journalister, der ikke er ansat. DSB i front, Waterfront.

Det er da lidt underligt at Dragsted nu pludselig mener at statens sundshedsvæsen er blandt de bedst drevne i verden. I årevis har Enhedslisten kritiseret bevillingerne til sundshedsvæsenet, og nærmest omtalt det som e fallitbo.

Staten driver ikke pumpevirksomhed - den driver tumpevirksomhed!