Henrik Dahl: En kategori af menneskeheden, som jeg altid har følt, det var svært at tackle, er det opmærksomhedssøgende barn.
20. januar 2012, 22:30
Hvorfor skal der skydes med 120-decibel-strålekanon i hele huset? Ikke fordi det på nogen måde morer barnet, men fordi det derved kommer i centrum. Så vidt jeg kan se, er der ikke nogen måde, hvorpå man kan vinde over det opmærksomhedssøgende barn (medmindre man bare lukker det inde i lejligheden og går i biografen, for eksempel). Lader man larmen fortsætte, føjer man barnet, for det får opmærksomheden, selvom man ikke siger det. Og skrider man ind, føjer man det også, fordi den negative opmærksomhed er lige så meget værd som den positive. Når Christian Lollike vil opføre Anders Breiviks manifest på CaféTeatret, er han et opmærksomhedssøgende barn i en voksen mands krop. Det giver ham ikke i sig selv nogen glæde. Det medfører bare, at han bliver talt om. Derved gør han sig selv til en parodi på en kunstner, fordi de gode af slagsen faktisk har noget at sige og brænder for det, mens han ikke opfylder nogen af kravene. På den anden side: at opføre noget på CaféTeatret er nøjagtig lige så godt som at holde det hemmeligt. Så skal vi ikke bare snakke om noget andet?





































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten