Lovgive omkring kultur. Noget mere sindsygt kan der vel ikke tænkes. Nazisterne gjorde det,Kommunisterne gjorde det, og nu skal det kulturradikale Danmark også til at gøre det.

Mon det har haft væsentlig indflydelse på valget af Obama til præsident for USA, at sorte mænd har spillet rollen som præsident i adskillige amerikanske film?
Kan en befolknings holdninger kan ændres i ønsket retning ved påvirkning gennem TV-underholdning, hvor et medlevende publikums empati og sympati er givet ved de medvirkendes roller?
Bliver nogle af følelserne overført permanent til skuespillernes identitet?

Hvis en skuespiller har ydre til at portrættere skurkeroller, risikerer han at få tæsk på kroen, når han møder påvirkelige mennesker, der stadig fyldes af retfærdig harme over hans seneste fiktive slyngelstreger?
Tyskere mødes ofte med særlig mistro og modvilje af folk, der lige har set en krigsfilm?

Mange mennesker har tilsyneladende svag beskyttelse mod påvirkning af deres følelser.
De magter måske ikke helt at skelne mellem objektive begrundelser og ren fantasi, når det gælder berettigelsen af deres følelser.

Når man udnytter sådanne svagheder for at påvirke en politik balance, viser man ringeagt for mennesker generelt og især for vælgerne i demokratiet, som bør begrunde deres valg med sund fornuft.

Glem film og moderne teater; operaerne kan det der med mangfoldighed. Det er vigtigt at vi får udbredt operaen til folket, som gennem operaen vil blive indført i den etniske og kulturelle mangfoldighed i de mest henrivende æstetiske rammer.

Lad os blot lægge ud med Verdis "Othello". Her har vi en ædel neger som helt - ganske vist af et lidt hidsigt gemyt -, et etnisk blandet ægteskab og en hvid skurk.

Og vi kan fortsætte med Verdi: "Attila" - her er titelpersonen ganske vist etnisk ikke-europæer, men desværre er han også skurken. Operaen kan imidlertid minde os om det betænkelige ved at sætte etiketter på folk: Briterne omtalte konsekvent vort nabofolk tyskerne som "hunnere" under Første Verdenskrig. Så er der "Jerusalem" - der er nogler tyrker (eller palæstinensere - eller hvad sådan nogle nu hed dengang) med. Ganske vist slutter operaen med, at korsridderne erobrer Jerusalem, men man kan jo godt fikse den op med en lykkeligere slutning. Og bemærk - der er ingen jøder med i handlingen. "Nabucco" udgør selvfølgelig et problem, ikke blot på grund af de jødiske personer, men også som følge af handlingen. En behændig librettist kunne dog nok skrive handlingen om, således at jøderne bliver ofret til Baal i sidste akt. Og "Aida" - masser af egyptere og en etiopisk prinsesse; ikke en eneste hvid mand - ikke engang om skurk.

Puccini er heller ikke tabt bag af en vogn, når det drejer sig om mangfoldighedens lyse sider. ”Madame Butterfly” – her har vi en smuk, selvopofrende japansk kvinde og en amerikansk nidding – en hvid, amerikansk mand blottet for følelser og forståelse af en fremmed kultur. Og ”Turandot” – hun er ganske vist en noget excentrisk størrelse – og kineser, ikke at forglemme (det er jo mangfoldighed, vi her beskæftiger os med) – men hun udvikler sig menneskeligt; gør Pinkerton det i ”Madame Butterfly”? – Jeg spørger bare.

Og Mozart: ”Thamos, konge af Egypten”; igen masser af egyptere, ja- det kunne vel dårligt undgås. ”Bortførelsen fra seraillet” – den er lidt tvivlsom; tyrkerne fremstår måske ikke i de bedste lys. Til gengæld kan vi glæde os over koret af janitsharer: kristne, der er konverteret til islam.

Händels ”Xerxes” – igen en mand fra Mellemøsten, som viser evne og vilje til at sætte sig ud over sine fordomme og udvikle sig menneskeligt. Og Bizets ”Carmen” – med festlige sigøjnere. Hvornår har vi sidst set festlige sigøjnere på en dansk scene? Ja, jeg tillader mig blot at spørge.

Og jeg kunne blive ved – men jeg tror, at jeg har gjort mit budskab klart: Operaen udpeger vejen ind i mangfoldigheden. Jeg kan kun opfordre den herostratiske Uffe Elbæk til at fjerne al støtte fra film og teater og lægge den over på operaen. Lad os får operaen ud på de små provinsteatre, i forsamlingshusene. Det er operaen, som i bogstaveligste betydning synger mangfoldighedens evangelium ind i menneskers hjerter.

Center for Kunst og Interkultur er et beskæftigelseprojekt for højt betalte bistandsklienter. Kulturberigelsen kommer helt gratis som f.ex begivenheden på skadestuen i Odense.