Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nye 30er-problemer

Groft Sagt kender en effektiv måde at stoppe stigningen i tilgangen af 30er-par med sex-problemer på; man skal bare ordinere brugerbetaling på sex-klinikken...

Som det fremgår af seniorudvikler (ja, antallet af uigennemskuelige titler stiger dag for dag) Mike van der Poels udmærkede statistiske gennemgang i Berlingskes »Opinion« i går, er det grebet ud af luften, at kvinder og mænd i 30erne har svært ved at finde sammen. Men så let skal 30er-individerne og alle vi andre ikke slippe. Når først maskinen, der producerer pseudo-problemer, er sat i gang, er dens kværnen ikke til at stoppe igen. Nu skal vi så bildes ind, at »Par i trediverne kæmper med sexlivet«. Påstanden bygger på det spinkle forhold, at et par offentligt finansierede sex-klinikker kan notere en voldsomt forøget tilgang af par i aldersgruppen 31 til 40 år, der ikke kan finde ud af det. Overlæge Astrid Højgaard fra den ene af de to klinikker forklarer Berlingske, at årsagen til sexproblemerne for den stakkels aldersgruppe er, at »30erne er blevet den periode i livet, hvor vi topper karrieremæssigt«.

Groft sagt føler sig ikke helt tryg ved overlæger, der konkluderer på grundlag af private formodninger, som oven i købet kun omfatter en mindre end mikroskopisk del af befolkningen. I øvrigt kender Groft sagt gudskelov ingen, der topper karrieremæssigt i 30erne, for der må være tale om nogle temmelig stillestående typer. Derimod kender vi en effektiv måde at stoppe stigningen i tilgangen af 30er-par med sex-problemer på; man skal bare ordinere brugerbetaling på sex-klinikken.

 

Deltager du i debatter på nettet?
Svar på et par hurtige spørgsmål fra Syddansk Universitet om hvorfor her.