Groft sagt::

Niels alene i verden

Claes Kastholm Hansen: Først gjorde den radikale leder, Margrethe Vestager, sig til grin ved at påstå, at den undskyldning, den stakkels Tøger Seidenfaden er kommet til at give et eller andet antal muslimer, overhovedet ikke begrænser Politikens redaktionelle frihed, fordi der står i undskyldningen, at det gør den ikke!

 Dernæst forsøger partiets næstformand, Zenia Stampe, at træde ud af den totale anonymitet ved at melde københavnspolitiets drabschef, Ove Dahl, til politiet for racisme, fordi han har peget på den kendsgerning, at Danmark bliver invaderet af brutale østeuropæiske kriminelle og med henvisning til en modbydelig, aktuel mordsag har sagt: »Rumænerne er skruppelløse. De står ihjel for et par hundrede kroner. Det er en helt anden kultur«. Nu har Dahl trukket sin ellers helt rigtige udtalelse tilbage og dermed udvist forståelse for, at statsadvokaten har masser af rigtige sager at tage sig af. Zenia Stampe har så også været nødt til at trække sin meningsløse anmeldelse tilbage. Og det var så det. Hun tror muligvis, at hun har kæmpet for det gode. Men med den infantile demonstration har hun kun opnået at udstille sin egen sproglige forarmelse, idet hun åbenbart end ikke forstår, at drabschefens udtalelse som alle sproglige ytringer skulle forstås i en kontekst. Hvis der udover Niels Helveg endnu skulle være et menneske tilbage hos De Radikale med et realistisk forhold til virkeligheden, må vedkommende føle sig som Niels alene i verden.