Henrik Dahl: Modenhed viser sig bl.a. ved, at man ud af takt og finfølelse lader være med at tage et humoristisk stik, det ellers ville være oplagt at tage.
18. januar 2012, 22:30
Det tænkte jeg første gang så tidligt som i sluthalvfemserne. Situationen var den, at jeg var politisk aktiv i Nyt Europa med blandt andre Lone Dybkjær. En dag, da hun stod og manglede noget skriftligt materiale, flere andre i bestyrelsen var i besiddelse af, meldte jeg mig frivilligt til at cykle over på Marienborg og give det til hende, fordi jeg boede nærmest.
Og selvom det brændte på tungen og jeg skulle kæmpe for ikke at spytte det ud, undlod jeg modent at sige noget om cykelhjelme. Senere samme år var jeg gæst i DR TVs nytårskavalkade. Der krævede programmet, at alle deltagere skulle skåle i champagne til sidst, og selvom jeg tilfældigvis stod ved siden af Hans Engell, blev jeg igen overmandet af modenhed og lod være med at sige: »Tag nu en taxi hjem!«. Nu vil jeg igen lade mig styre af min støt voksende modenhed og undlade at kommentere, at Socialdemokraterne er imod en skærpelse af straffen for sexchikane.



































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten