Medlem af den konservative hovedbestyrelse Peter Norsk, der også er medicinprofessor og forhåbentlig mere nøgtern i sine vurderinger som videnskabsmand, end han er som politiker, trækker i Berlingskes »Breve fra læserne« en direkte parallel mellem udvisningen af de afviste irakiske asylsøgere og afvisningen af de tyske jøder i 1930erne.
15. juli 2009, 22:30
Medlem af den konservative hovedbestyrelse Peter Norsk, der også er medicinprofessor og forhåbentlig mere nøgtern i sine vurderinger som videnskabsmand, end han er som politiker, trækker i Berlingskes »Breve fra læserne« en direkte parallel mellem udvisningen af de afviste irakiske asylsøgere og afvisningen af de tyske jøder i 1930erne. Han er, som han skriver, deprimeret over, at historien gentager sig: vi sender »folk tilbage over grænsen, hvis eneste forbrydelse består i at ville leve som du og jeg«. Som videnskabsmand burde Norsk forstå, at når man undersøger et problem, så interesserer man sig ikke kun for ligheder, men også for forskelle. Den store forskel er, at de tyske jøder, der flygtede for nazisterne i 1930erne og blev afvist ved alle europæiske grænser, ikke ville leve »som du og jeg«; de flygtede fra et land, der med Nürnberglovene og den efterhånden iværksatte følgelovgivning fratog dem alle borgerrettigheder og systematisk trin for trin, kulminerende med drab og deportationer, gjorde det umuligt for dem at opretholde livet i Tyskland. Men Norsk har ganske ret i, at de afviste irakere bare vil »leve som du og jeg«. Det er der en hel del millioner, der gerne vil, og hvis Peter Norsk mener, at det ønske skal vi da åbne grænserne for, så var det måske ikke Det Konservative Folkeparti, men snarere Enhedslisten eller en eller anden sekt af drømmere, han skulle tilslutte sig.

































