»Vi standser ikke, før missionen er fuldført«

FN klandrer Israel for »bevidst at overtræde folkeretten«. Premierminister Netanyahu helmer ikke, før Hamas’ tunneller er ødelagt.

I går blev den israelske soldat Guy Algranati begravet i Tel Aviv. Han blev dræbt i en af de berygtede tunneller, som palæstinenserne har gravet mellem Gaza og Israel. I de seneste uger er 56 israelske soldater blevet dræbt, mens flere end 400 er blevet såret. Foto: Nir Elias
I går blev den israelske soldat Guy Algranati begravet i Tel Aviv. Han blev dræbt i en af de berygtede tunneller, som palæstinenserne har gravet mellem Gaza og Israel. I de seneste uger er 56 israelske soldater blevet dræbt, mens flere end 400 er blevet såret. Foto: Nir Elias

BEIRUT: Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, besvarede i går internationalt pres for at indgå en våbenhvile ved at sige, at Israels militær ikke trækker sig ud af Gaza, før det har ødelagt Hamas’ tunneller.

»Vi står fast på at fuldende den mission, med eller uden en våbenhvile,« sagde Netanyahu på et regeringsmøde i Tel Aviv.

Samtidig er der i Israel ved at opstå en ny konsensus omkring en gentænkning Israels strategi i Gaza. Midtsøgende analytikere og kommentatorer har længe efterlyst en ny plan – »en rekonstruktion for afvæbning i Gaza« – som politikerne inklusive Netanyahu ifølge kilder er begyndt at lytte til.

FNs menneskerettighedskommissær, Navi Pillay, øgede i går presset på Israel ved at klandre den jødiske stat for at angribe hjem, skoler, hospitaler og FN-ledede flygtningecentre i Gaza. Kommissæren fordømte, hvad hun udlagde som Israels »bevidste overskridelse« af folkeretten under Gaza-konflikten:

»Det virker, som om der er en bevidst overskridelse af de forpligtelser, som international ret lægger på Israel,« sagde hun og kritiserede samtidig i stærke vendinger Hamas for at affyre raketter fra »tætbefolkede områder«.

FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, fordømte onsdag på det skarpeste drabet på mindst 15 palæstinensere, der søgte ly på en FN-drevet skole i Gaza. FN sagde, at deres indtryk var, at israelske granater ramte skolen. USA fordømte også angrebet. Og Hamas talsmanden Fawzi Barhoum sagde:

»Sådan en massakre kræver et jordskælvs-lignende svar.«

Ifølge Israel blev deres styrker angrebet af palæstinensiske krigere i nærheden af skolen, hvorpå de skød tilbage mod angriberne. I den nordlige by Beit Lahiya landede israelske granater tæt ved endnu en FN-drevet skole, og mindst 30 palæstinensere, der havde søgt ly på skolen, blev såret af granatsplinter og knust glas. Israels militær vurderede onsdag, at det vil tage dem adskillige dage at ødelægge Hamas’ netværk af tunneller.

»Jeg vil ikke gå med til noget forslag, der ikke tillader Israels militær at færdiggøre denne vigtige opgave,« uddybede Netanyahu, der har indkaldt yderligere 16.000 reservesoldater og lader muligheden for at udvide Gaza-krigen stå åben til trods for den internationale kritik.

Meningsmålinger i Israel viser, at over 90 procent af befolkningen støtter krigen i Gaza. Men samtidig forsøger markante midtsøgende stemmer i stigende grad at råbe den israelske befolkning og politikerne op for at sætte en stopper for Gaza-offensiven. De mener ikke, at den kan skabe en holdbar løsning.

Ari Shavit, en af Israels mest anerkendte kommentatorer og en kendt TV-vært, formulerede det i går således i en kommentar:

»Vi har været her før – for præcis otte år siden i sommeren 2006, da det israelske militærs bestræbelser på at besejre Hizbollah i Libanon og standse militsens raketild mislykkedes. Vi så truslen i øjnene. Vi blev klar over, hvor farlig kombinationen af ballistiske missiler, guerillakrig og en fjende, der skjuler sig bag civile, er.«

Men for Shavit at se har Israel endnu ikke draget konklusionen:

»I de syv fede år siden 2007 fik vi os selv til at glemme, hvad vi lærte i Den Anden Libanon Krig,« siger han og tilføjer, at nu har Israel »ikke noget valg«:

»Vi bliver nødt til at finde en kreativ løsning for Gaza og en fredsløsning for Vestbredden,« konkluderer han.

Den israelske anerkendte forfatter David Grossman er inde på lignende tanker i et rost indlæg i The New York Times. Han taler som Ari Shavit om »den boble«, som Israel har levet i, og fortsætter med at sige, at denne krig er anderledes, fordi den »retter mange israeleres opmærksomhed mod den mekanisme, der ligger til grund for den håbløse og dødeligt gentagne situation«.

Ifølge Grossman har Gaza-krigen ført til, at »Israel er ved at blive voksen.» Han konkluderer, at der ikke er nogen militær løsning på den »reelle lidelse i Gaza«:

»Så længe den kvælning, som Gaza oplever, ikke afhjælpes, vil vi i Israel heller ikke være i stand til at ånde frit. Israel har vidst dette i årtier,« skriver Grossman.

Israel på vej ind i det uvisse

Ifølge kilder tæt på regeringen er selv premierminister Netanyahu begyndt at tale om sociale og økonomiske lempelser af de israelske restriktioner på handel og rejser ind og ud af Gaza.

Han brugte i foråret måneder på at undsige den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, der indgik en samlingsregering med Hamas. Men Netanyahu overvejer nu tilsyneladende, at en samlingsregering med Hamas ledet af Abbas kan være en måde at håndtere Hamas på. Kritikere af Netanyahus linje mener imidlertid stadig, at han ikke har en langsigtet strategi for Gaza.

Israels politiske ledere overvejer både en våbenhvile og en optrapning af konflikten. Et israelsk team af forhandlere rejste onsdag til Cairo, men parterne står stadig langt fra hinanden. Flere talsmænd for Hamas erklærede torsdag, at Hamas var ved at vinde Gaza-konflikten:

»Palæstinenserne vil i nær fremtid markere deres sejr,« lød det fra Mahmoud al-Zahar, og Fawzi Barhoum fortsatte:

»Netanyahu leder sin hær ind i det uvisse. Hans allierede har trukket ham ind i en fejlslagen operation, hvis udfald, han ikke kan gøre sig begreb om.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.