Vaccineskandale ryster Kina

Syg af medicin. To millioner gamle og ulovligt opbevarede vacciner til over 300 mio. kr. er blevet solgt i Kina. En farmaceut og hendes datter er hovedpersoner. Vrede forældre vil vide, hvordan det kunne ske.

På et sundhedscenter i den autonome sydkinesiske region Guangxi forbereder en ansat en vaccination af et barn. Her er vaccinen godkendt, men uden for det offentlige sundhedsvæsen flyder det med illegal og forældet medicin. Foto: Tan Kaixing/EPA
På et sundhedscenter i den autonome sydkinesiske region Guangxi forbereder en ansat en vaccination af et barn. Her er vaccinen godkendt, men uden for det offentlige sundhedsvæsen flyder det med illegal og forældet medicin. Foto: Tan Kaixing/EPA

BEIJING: Det seneste stykke tids helt store debatemne i Kina har hverken handlet om terror i Belgien eller det sidste nye fra Trump i USA.

Forargelse og vrede er reaktionen på en skandale, der begyndte at rulle forrige weekend. Her kom det frem, at to millioner gamle og ulovligt opbevarede vacciner har fundet vej til det kinesiske marked og er blevet solgt i to ud af tre provinser.

Hvor mange, der har brugt vaccinerne, er endnu uklart, men at omfanget er enormt, hersker der ingen tvivl om.

Værdien af de ulovlige vacciner er på mindst 310 mio. kr. og muligvis over en halv mia. kr.

130 personer er allerede anholdt og mange flere efterlyst. Blandt de anholdte er en kvindelig farmaceut og hendes datter, der menes at være sagens hovedpersoner. De står anklaget for siden 2010 at have solgt vacciner uden at have licens til det. Vaccinerne købte de i store mængder, da de var ved at nå deres udløbsdato. Derefter blev de solgt videre med en ny dato på. Udbuddet bestod af 25 forskellige slags vacciner til både børn og voksne, herunder mod hepatitis, meningitis og polio.

Vaccinerne blev hverken opbevaret eller transporteret på lovlig vis.

Allerede tilbage i 2009 blev den anholdte farmaceut pågrebet første gang.

Hun fik en betinget dom på tre år, men fortsatte ufortrødent sin indbringende forretning. Siden blev datteren også involveret.

Viser det sig, at vaccinerne har kostet menneskeliv, risikerer mor og datter at blive idømt fængsel på livstid eller dødsstraf. Politiet i Shandong-provinsen, hvor det hele startede, er nu på udkig efter 300 kunder og leverandører i forbindelse med efterforskningen.

Også flere medicinalvirksomheder er i søgelyset. Ifølge det statslige kinesiske nyheds­bureau, Xinhua, kan bivirkninger afledt af vaccinerne potentielt forårsage invaliditet eller være skyld i dødsfald.

En mindre dramatisk risikovurdering har Verdenssundhedsorganisationen, der har udtalt, at gamle vacciner som udgangspunkt ikke bør være farlige. Men de kan meget vel have mistet deres effekt og beskyttelse imod sygdomme.

Vrede forældre

De kinesiske myndigheder har haft travlt med at understrege, at vaccinerne i det mindste ikke var falske. Men folkestemningen er ikke venlig stemt over for landets autoriteter på området. Og den blev ikke bedre, da en fireårig dreng tidligere på ugen døde få dage efter at have fået en poliovaccine.

»Jeg har en søn på tre år, der ikke måtte komme i børnehave, hvis han ikke var blevet vaccineret. Så det er ikke, fordi man har noget valg,« sukker 30-årige Zhong Xifang fra Guangdong-provinsen. Som forældre landet over er hun rasende over sagen og myndig­hedernes håndtering.

»Kilden til alt det her er en enkelt person og måske hendes datter. Hvordan kan det lade sig gøre? Det kan det kun, fordi rigtigt mange har tjent penge på det,« siger hun.

Vreden mod myndighederne handler især om, at offentligheden kunne være blevet advaret langt tidligere. Den anholdte hovedmistænkte og hendes datter har siddet fængslet siden april sidste år. Det vil sige, at myndighederne har været vidende om handlen med de potentielt farlige vacciner i mindst et år, men alligevel forholdt sig tavse.

På internetfora og sociale medier har frustrationerne fået frit løb. En af de mest delte kommentarer kommer fra den kinesiske skuespiller Zhang Ziyi, der af frygt for de kinesiske vacciner har fået sine børn vaccineret i USA.

»Der er så mange tilfælde af falske vacciner. Hvor er det nationale system, der skal regulere området? Hvorfor dukker der så mange tilfælde op, uden noget bliver gjort?« spørger hun på sin profil på det sociale medie Weibo.

Mange af de vrede kommentarer sammen­ligner den verserende sag med tidligere skandaler. Det er langt fra første gang, at de kinesiske borgere og forbrugere er vidner til uhyggelige afsløringer om skadelige eller falske produkter. Det har sendt kinesernes tillid til varer »Made in China« i bund, hvilket er dårligt nyt for økonomien og for den kinesiske regerings plan om at øge det hjemlige forbrug.

»Den her sag om vaccinesikkerhed har fået stor opmærksomhed og viser, at der er store huller i reguleringen,« lyder det fra Kinas premierminister, Li Keqiang.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.