Tysk udenrigsminister om begrebet velfærdsturisme: »Kynisk«

Den danske og den tyske udenrigsminister er enige om at forsvare arbejdskraftens frie bevægelighed i EU, men ser hver deres problemer, der skal løses.

Den danske udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) var torsdag på tiltrædelsesbesøg i Berlin hos sin tyske kollega, Frank-Walter Steinmeier (SPD). Foto: AFP PHOTO / ODD ANDERSEN
Den danske udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) var torsdag på tiltrædelsesbesøg i Berlin hos sin tyske kollega, Frank-Walter Steinmeier (SPD). Foto: AFP PHOTO / ODD ANDERSEN
BERLIN: Danmark og Tyskland hører til blandt de europæiske lande, der har sat østeuropæisk indvandring på den europæiske dagsorden, men begrebet »velfærdsturisme« tager den nye tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier (SPD), afstand fra. Den tyske regering er optaget af at støtte de tyske byer, der har en særlig høj grad af sociale udgifter til især fattige bulgarere og rumænere, sagde den næsten nyudnævnte udenrigsminister på et pressemøde i Berlin torsdag med sin ligeledes nytiltrådte danske kollega, Holger K. Nielsen (SF).

»Jeg finder det noget kynisk, når nogen taler om socialturisme, men vi må ikke ignorere, at nogen områder også i Tyskland er belastet af tilvandring. Der er to ting, vi skal være opmærksomme på. Det har vi snakket om her til morgen. At vi opretholder den frie bevægelighed for arbejdstagere, som er vokset gennem den europæiske integration, og for det andet, at vi søger at hjælpe de områder, der er særligt ramt,« sagde Frank-Walter Steinmeier.

SPDs regeringsmakker CSU fra Bayern har de seneste uger sat strøm til den tyske debat om indvandring af arbejdskraft fra Østeuropa, der ventes at vokse efter 1. januar, hvor de sidste barrierer for bulgarere og rumænere er fjernet i Tyskland og en række andre EU-lande. CSU advarer mod indvandring til »de sociale systemer«. SPD kritiserer dem. Som arbejdstagere og skattebetalere har europæiske borgere ret til sociale ydelser i andre EU-lande, men tallene viser, at rumænere og bulgarere modtager dem nogenlunde lige så ofte som tyskere. Eksperter ser derfor ingen velfærdsturisme i større stil.

Særligt mange fattige bulgare og rumænere rejser dog til bestemte områder i byer som Berlin, Mannheim og Duisburg, der derfor melder om stærkt stigende udgifter. I den tyske regeringsaftale står samtidig, at regeringen vil modarbejde misbrug og mindske incitamentet til at rejse ind for at benytte social ydelser.

Holger K. Nielsen erklærede sin fulde støtte til den frie bevægelighed, men er samtidig bekymret på det danske velfærdssystems vegne.

»Jeg er enig med Frank-Walter om, at retten til fri bevægelighed for folk i arbejdsstyrken er en hjørnesten i EU, som vi skal respektere. Det er en meget positiv del af den europæiske integration. Men der er også problemer. Måske især i de nordiske og nordeuropæiske lande med vores velfærdssystemer. Der kan opstå problemer med at bevare og forsvare disse velfærdssystemer. Men den debat, som vi har i Danmark nu, må ikke foregå på bekostning af retten til fri bevægelighed for mennesker inden for Europa,« sagde Holger K. Nielsen.

En opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet i Danmark, som Berlingske omtaler i dag, viser, at indvandrere fra EUs øst- og centraleuropæiske lande modtager offentlige ydelser nogenlunde lige så ofte som danskere. Ifølge Holger K. Nielsen har Danmark da heller ikke aktuelt et problem med "velfærdsturisme".

"Som det er nu, kan man ikke sige, at vi har et stort problem, men vi kan få det. Det kan udfordre os. Men velfærdsturisme, som nogen der bare kommer op til Danmark for at hæve velfærdsydelser, det er ikke noget problem. For der er krav til, at man skal arbejde. Der er krav i EU-reglerne om, at man ikke bare kan gøre det uden at man har et job først. Men det er jo det, som forskellige domme også måske udfordrer," siger Holger K. Nielsen.

Europaminister Nick Hækkerup (S) har for nylig tilsluttet sig en opfordring fra fire EU-lande, Tyskland, Storbritannien, Holland og Østrig, der i sommer skrev til EU-Kommissionen med en bekymring for socialturisme, selvom tal fra Storbritannien peger på, at arbejdstagerne østfra benytter socialsystemet mindre end briterne. Holger K. Nielsen støtter brevet.

"Det er regeringens holdning, at vi støtter den diskussion. Det er jo en diskussion, der er. Det er jo ikke på den måde et stort initiativ. Det er nogle lande, der ligesom siger: Hør her, vi har et problem her. Vi har på den ene side retten til den frie bevægelighed for arbejdskraft, og så har vi nogle velfærdssystemer, der måske kan blive udfordret af det. Det er vi nødt til at diskutere på en eller anden fornuftig måde," siger Holger K. Nielsen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.