Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Tyrkiske medier skrev Fogh kræftsyg

NATOs generalsekretær er ifølge flere tyrkiske medier blevet opereret for prostatakræft i Ankara. Det har dog vist sig at være det pure opspind.

Tidligere på ugen blev NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, opereret for prostatakræft på Hacettepe Universitet i Ankara. Det rapporterer flere tyrkiske medier, men historien har vist sig at være en and.

Historien spredte sig torsdag og fredag som en steppebrand i de tyrkiske nyhedsmedier. Blandt andet kunne den store avis Milliyet fortælle, at generalsekretæren blev opereret af kirurgen Bülent Akdogan, der benyttede sig af den avancerede Green Light laser-metode.

Medierne beretter, at Anders Fogh Rasmussen ankom til Ankara mandag for at gennemgå forundersøgelser. Efter operationen nøjedes han med et kort hvil, inden han fløj tilbage til Bruxelles for at mødes med Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev.

Måske forvekslet med tyrker

Hvordan historien opstod, vides ikke, men meget tyder på, at de tyrkiske medier har forvekslet Anders Fogh Rasmussen med NATOs tyrkiske vicegeneralsekretær, Hüseyin Diriöz. En talsmand for det tyrkiske udenrigsministerium fortæller, at Hüseyin Diriöz ganske rigtigt har gennemgået en prostataoperation, og at han efter omstændighederne har det godt.

Over for Berlingske Nyhedsbureau afviser Anders Fogh Rasmussens særlige rådgiver, Jonas Torp, at generalsekretæren er blevet opereret.

Fogh Rasmussen er dog i Tyrkiet i denne uge. Torsdag ankom han til Ankara for at markere Tyrkiets 60 års jubilæum som NATO-medlem. Under sit ophold mødes han blandt andet med præsident Abdullah Gül udenrigsminister Ahmet Davutolu.