Tusk i optimistisk brev: Vi ser de første tegn på flygtningeløsning

EU og Tyrkiet viser velvilje forud for mandagens topmøde, og EU-præsident Tusk slår nu den hidtil mest optimistiske tone an omkring løsninger på krisen. De første penge fra EUs milliardfond for syriske flygtninge i Tyrkiet er langt om længe på vej, og Tyrkiet signalerer vilje til at tage illegale migranter retur.

Makedonske soldater patruljerer ved den græsk-makedonske grænse.
Makedonske soldater patruljerer ved den græsk-makedonske grænse.

BRUXELLES: Efter måneder med begrænsede fremskridt i samarbejdet mellem EU og Tyrkiet om håndteringen af flygtninge- og migrantkrisen er der op til mandagens topmøde mellem parterne ved at komme skub i de tiltag, som EU og Tyrkiet lovede hinanden tilbage i november.

Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, har efter en større rundrejse til Østrig, Balkan-landene, Grækenland og Tyrkiet fredag aften sendt et invitationsbrev til EU-landenes stats- og regeringschefer, hvor han slår den hidtil mest optimistiske tone an omkring at finde løsninger på krisen.

Ikke mindst viser Tyrkiet vilje til at tage illegale migranter retur.

»På mit møde med premierminister Davutoglu i Ankara torsdag enedes vi om, at der er gode fremskridt at rapportere om på en række af tiltagene i vores fælles handlingsplan, men også at antallet af illegale indvandringer fra Tyrkiet til Grækenland stadig er alt for højt. Vi mener begge, at vi kan reducere strømmen gennem hurtige tilbagesendelser i stor skala af alle migranter, der ikke har behov for international beskyttelse. Den politiske vilje er der, men der er en stor logistisk udfordring, hvor vi må støtte Grækenland,« skriver Donald Tusk.

Han tilføjer, at premierminister Davutoglu også har bekræftet, at Tyrkiet vil tage alle de migranter, som bliver stoppet i tyrkisk farvand, tilbage. Det var også et led i den aftale om en NATO-overvågningsmission i Det Ægæiske Hav, som blev indgået i februar.

Tidligere på ugen satte Grækenland gang i tilbagesendelsen af 308 illegale migranter, som var krydset gennem Tyrkiet, på vej mod Grækenland. Den tilbagesendelsesaftale har ellers ikke fungeret. En lignende tilbagetagelsesaftale med hele EU træder i kraft den 1. juni i år ifølge den fælles handlingsplan, som EU og Tyrkiet indgik i november, og meldingen fra Tusk må siges at være et tegn på, at der er håb om, at det kan komme til at fungere i et vist omgang.

EU-penge vej på til Tyrkiet

Samtidig rakte EU fredag hånden frem til Tyrkiet på to af de områder, hvor EU har lovet Tyrkiet noget.

De første penge fra EUs 22 milliarder kroner store flygtningefond til Tyrkiet skulle nu være på vej. Det drejer sig om i alt 95 millioner euro - ca. 700 millioner kroner - som vil blive givet til projekter, der skal sikre skolegang for syriske flygtningebørn i Tyrkiet samt til FNs World Food Programme, der skal sikre mad til de mange flygtninge i Tyrkiet.

EU-Kommissionen offentliggjorde desuden en rapport om Tyrkiets fremskridt i forhold til den visumliberalisering, der efter planen skal give tyrkere mulighed for at rejse ind i EU uden visum fra oktober i år. Ifølge rapporten er det fortsat en mulighed at afslutte processen mod visumliberalisering i oktober, selv om tidsplanen er stram, fordi der fortsat skal rettes op på en lang række områder.

Ikke mindst påpeges det, at der netop skal vises yderligere fremskridt i den tilbagetagelsesaftale, som Tyrkiet har med Grækenland.

Enighed - og så ikke helt

Tyrkiet har kædet tilbagetagelse af illegale migranter sammen med, at EU-landene til gengæld begynder at give nogle af de mange syriske flygtninge i Tyrkiet - der er flere end 2,5 millioner flygtninge i landet - legalt ophold i EU-landene ved at genbosætte dem.

Om mandagens topmøde også vil medføre en principaftale på dette punkt, er fortsat usikkert, men Hollands EU-formandskab gjorde det torsdag klart, at antallet, der ankommer til de græske øer skal meget længere ned i en længere periode, før en sådan genbosætning kan komme på tale.

Genbosætning er i høj grad en tysk-tyrkisk idé, som Tysklans kansler, Angela Merkel, gennem flere måneder har forsøgt at få de øvrige EU-lande med på. Merkel var fredag på besøg hos Frankrigs præsident François Hollande, og de var enige om, at der skal fælles løsninger til, men Hollande indikerede også, at han ikke er lun på idéen om genbosætning af syriske flygtninge.

»Vores mål må være, at flygtninge bliver så tæt på deres hjemegn som muligt, også i nabolande som Jordan, Libanon eller Tyrkiet,« sagde Hollande ifølge den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung, der tolker det som en afstandtagen fra Merkels plan om genbosætning.

Donald Tusk vurderer, at der nu er basis for at stoppe gennemstrømningen på den såkaldte Balkan-rute og slutter sit brev med en ganske optimistisk tone:

»For første gang siden begyndelsen på migrationskrisen kan jeg se en europæisk konsensus tage form. Det er en konsensus omkring en omfattende strategi, der - hvis loyalt implementeret - kan hjælpe på at bremse strømmen og tackle krisen.«

Tusks optimisme skal dog også ses i lyset af, at hans opgave netop er at skabe enighed blandt EU-landene, der at dømme efter de seneste dages udsagn ikke umiddelbart er helt så enige, som Tusk giver udtryk for.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.