Trumps succes skaber panik: Nu blander endnu en mangemilliardær sig i valgkampen

Milliardæren og New Yorks tidligere Michael Bloomberg blander sig nu i præsidentvalget og »truer« med at stille op for at gøre valgkampen vanskeligere for Trump og Sanders samt trække USA i en mere midtsøgende retning.

WASHINGTON: Kampen om at blive USAs næste præsident er nået en fase, hvor desperationen både hos republikanerne og demokraterne har nået nye højder. Sandsynligheden for at mangemilliardæren Donald Trump bliver republikanernes kandidat og socialisten Bernie Sanders bliver demokraternes foretrukne har ikke alene skabt panik i parti­ledelserne. Nu øjner en helt ny kandidat en mulighed.

Mangemilliardæren og New Yorks tidligere borgmester, den 73-årige Michael Bloomberg, har mere end antydet, at han vil stille op som uafhængig kandidat. Beslutningen træffes i marts, når han har set, hvordan de mere »etablerede« republikanere klarer sig, og når det står mere klart, om demokraternes spidskandidat, Hillary Clinton kan stå distancen, eller om Sanders virkelig skulle gå hen og blive dette partis spidskandidat.

Uafhængig kandidat

Bloomberg er en ægte blandingsvare mellem republikanske og demokratiske værdier. Derfor stiller han også op som uafhængig kandidat. Han er Wall Streets mand. Han er forretningsmanden, der kan hente erhvervslivets stemmer. Han er i modsætning til Trump mindre højrøstet og mindre pralende om sin formue. Han arbejder i det stille. Men han ligger også på demokraternes venstrefløj i forhold til en række emner: Han går ind for fri abort. Han går ind for kontrol med hvem, der kan købe våben. Han er tilhænger af at få gennemført en reform af landets immigrationslove, som ikke er populær hos republikanerne. Så alt det – sammen med det faktum, at USA aldrig har valgt en uafhængig kandidat – betyder, at han ved et traditionelt valg ikke har mange chancer. Men valgkampen er ikke normal. Bloomberg øjner en mulighed, hvis Trump og Sanders vinder deres respektive partiers kandidatur. For ifølge hans analyser vil vælgerne i så fald vende sig mod en tredje kandidat.

Kender begge partier

Bloomberg var borgmester i New York fra 2002 til 2013. Han har både været medlem af Det Republikanske Parti og Det Demokratiske Parti. Han kender således begge partier indefra. Han blev valgt som borgmester tre gange i træk, og i 2007 valgte han at blive uafhængig efter at have stillet op for republikanerne ved de foregående valg. Han siges at være god for 33 mia. dollar, hvilket placerer ham som en af verdens rigeste mænd og i den henseende langt overgår Trump i formue, der ligger på mellem seks og ti mia. dollar – afhængig af hvem man spørger.

Bloomberg tilhører den eksklusive klub omkring Microsoft-milliardæren Bill Gates, der har lovet at give hovedparten af deres formue væk til godgørende formål, inden de dør. Formuen er skabt gennem firmaet Bloomberg L. P., som er et gigantisk medie- og finansselskab, der i 2014 havde et overskud på ni mia. dollar. Og hans gamle universitet Johns Hopkins har nydt godt af Bloombergs filantropi. Universitetet har de seneste par år modtaget trecifrede millionbeløb i dollar til forskning inden for medicin og miljø, og hans filantropiske fond giver millioner væk til forskning inden for lungesygdomme og kampagner mod tobak også uden for USA.

Så det er en helt anderledes type end Trump, der i så fald stiller op. Det er en person, der mener, at hans formue skal bruges aktivt i samfundet, og det er nok også Bloombergs stærkeste kort – at han i offentligheden er kendt for at være en person, der deler ud af sin formue. Sammen med hans ry for at kunne balancere et budget. Han vendte et underskud i New York på seks mia. dollar til et overskud på tre mia. dollar, og han slår hårdt ned på kriminalitet, som han gjorde det i New York.

Clinton-effekten

Ifølge The New York Times, som var den, der havde nyheden, har Bloomberg allerede undersøgt chancerne, hvis Sanders og Trump bliver de to partiers præsidentkandidater. Og muligheden skulle være til stede, hævdes det. Men hvem truer han? I første omgang Sanders, fordi en del demokrater givetvis vil gå over til Bloomberg, fordi Sanders trods alt har en socialistisk vision, der ligger meget langt fra en del demokratiske vælgere.

Og det store spørgsmål er, om han også vil kunne hente vælgere fra republikanerne, hvis Trump bliver kandidaten. Det mener en del, fordi Bloomberg trods alt er en kandidat, der har vist sin styrke og kan administrere en offentlig økonomi. Og så regnes han for at være meget erhvervsvenlig. Spørgsmålet om abort og våbenkontrol vil blive hans største problem, men han vil til den tid givetvis forsøge at nedtone denne del af sin politik,

Det afgørende bliver, om Hillary Clinton vinder de kommende primærvalg. Hvis hun gør det, så stiller Bloomberg efter al sandsynlighed ikke op. For han vil ikke risikere et nederlag til hende, og han vil i øvrigt formentlig også stemme for hende, fordi hendes politik ikke ligger så langt fra hans. Han er en gammel Clinton-ven. Så alt afgøres af Clintons succes eller mangel på samme.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.