Tørsten kan sætte Mellemøsten i brand

Tidens tørke i Mellemøsten er den værste i 900 år, og vandmanglen i den konfliktfyldte region ser kun ud til at blive forværret i fremtiden. En enkelt nation har imidlertid formået at slukke tørsten.

foto: JIM HOLLANDER/EPA
foto: JIM HOLLANDER/EPA

TEL AVIV: Siden 1998 har hele den østlige middelhavsregion været ramt af den værste tørke i noget, der ligner 900 år.

Sådan lyder konklusionen i en stor og aktuel NASA-undersøgelse, der især baserer sig på analyser af ringe i træer fra lande omkring Middelhavet.

Den aktuelle tørke i nationer som Tyrkiet, Syrien, Libanon, Israel og Jordan er ifølge NASA ca. 50 procent mere alvorlig end nogen anden tørkeperiode i regionen i de seneste 500 år samt mellem ti og 20 procent værre end den strengeste af slagsen siden 1100-tallet.

Ifølge World Resources Institute har den nuværende tørke tilmed været en central faktor i udløsningen af borgerkrigen i Syrien, for manglen på vand tvang i årene op til borgerkrigens start i 2011 1,5 mio. mennesker fra landområder og ind til de store byer, hvilket forstærkede destabiliseringen af landet.

Og i prognoserne ligger der desværre ikke megen trøst. Vandmanglen ser blot ud til at blive forstærket i de kommende årtier, forårsaget af en potent cocktail af fortsatte klima­forandringer og stigende befolkninger i regionen.

Så giftig er cocktailen, at den ifølge en amerikansk regeringsrapport vil udsætte Nordafrika og Mellemøsten for endnu større risiko for politisk ustabilitet og statskollaps, end tilfældet allerede er i dag.

Det grønne Israel

Der er imidlertid en enkelt nation i regionen, som i et halvt århundrede har arbejdet mål­rettet på at løse den kolossale vandudfordring, og stort set løst problemet, og det er Israel.

Selv om Israels befolkning er blevet tre­doblet siden midten af 1960erne, er landets forbrug af de få naturlige vandressourcer, man har til rådighed, stort set på samme niveau i dag som dengang.

Alligevel er omtrent halvdelen af den beskedne nation grøn og præget af intensivt, højteknologisk landbrug, og man er mere end selvforsynende med æg, mejeriprodukter, grøntsager, frugter og langt det meste kød. Kun korn må importeres i større stil.

Som den 71-årige Chelo Tunik fra kibbutzen Hatzerim på den nordlige kant af Israels Negev-ørken udtrykker det:

»Da jeg var ung, var området her omkring næsten som en ørken. I dag er det grønt. Det er i mine øjne et mirakel.«

Omkring kibbutzen falder der kun omkring 100 mm regn om året, og bare få kilometer længere mod syd, hvor ørkenen for alvor begynder, er den gennemsnitlige årlige nedbør kun50 mm.

Under et nyligt besøg i kibbutzen fik Berlingske lejlighed til at se en af de centrale hemmeligheder bag den grønne revolution i Israel. Det handler om mikrovanding, også kaldet smartdryp-teknologi.

Overalt på marker og i frugtplantager i den centrale og nedbørsfattige del af landet bugter tynde plasticrør sig rundt over eller under jorden. Titusinder af kilometer af dem.

Fra små og intelligent designede huller i rørene drypper vand stilfærdigt ud i en nøje kontrolleret proces, som sikrer præcis de mængder af rent vand til planterne, som de har brug for. Det vil sige helt uden at oversvømme markerne.

Bag produktet står virksomheden Netafim, der blev grundlagt i 1965, netop i den dengang knastørre kibbutz Hatzerim.

Under vores besøg i kibbutzen lægger Netafims marketingchef, Natan Barak, – en trind og lattermild mand – ikke fingrene imellem, da han beskriver den landbrugsrevolution, som hans virksomhed har medvirket til at skabe i ikke bare Israel, men også på eksportmarkeder som Sydafrika, Mexico, Tyrkiet og Italien.

»Jeg mener, at vi burde kandidere til at få Nobels Fredspris,« siger han uden blusel, hvorefter han sammenligner sin virksomheds indsats med Moses’ mirakuløse evne til at få vand til at strømme ud af klipperne i den egyptiske ørken.

Noget er der trods alt om snakken, for med mikrovanding reducerer man ikke blot vandforbruget til omtrent det halve i forhold til konventionel vanding. Høstudbyttet stiger angiveligt også. Netafim er da også en israelsk stolthed, kendt af ethvert større skolebarn i landet og i dag verdens største virksomhed på sit felt.

Vandmotorveje

Netafims mikrovandingssystem kræver imidlertid investeringer af den enkelte landmand – mellem 5.000 og 20.000 kr. pr. hektar, afhængig af vandingssystem og afgrødetype. Hvilket helt naturligt afskærer utallige landmænd i mindre velbeslåede egne af verden end Israel fra at se deres udpinte jorde forvandle sig til frodige og grønne marker.

Og så skal der trods vandbesparelsen stadig en god portion vand til markerne. Hvilket har den konsekvens, at man må nøjes med at bede til regnguderne, hvis der ikke er mulighed for at skaffe tilstrækkelige mængder vand til kunstvanding til en rimelig pris.

Men også vandforsyningen er der i den grad styr på i Israel. I hvert fald så længe, man undlader at spørge i de palæstinensiske bosættelser.

I 1953 igangsatte Israels første premier­minister, David Ben-Gurion, et gigantisk infrastrukturprojekt i den unge nation: Opførelsen af et nationalt vandtransport­system, der især skulle bringe vand fra Genesaret Sø i nord helt ned til den nordlige del af Negev-ørkenen.

Det tog over ti år at gennemføre projektet, men i dag er det – med talrige udbygninger siden – det livgivende og på mange måder højteknologiske hjerte i den ellers tørkeramte nation.

På sin rejse fra bl.a. Genesaret Sø gennem tusinder af kilometer rør er der et over­ordnet vandspild på bare tre procent, hævder det nationale vandfirma Mekorot, der har ansvaret for transport af op mod 75 pct. af alt vand til landbrug, forbrugere og industri i Israel. Det er angiveligt så langt den laveste spildprocent i verden.

Samtidig sørger man for at rense og genudnytte ca. 60 procent af spildevand fra landbrug og over 85 procent fra husholdninger, ligesom vandtransportsystemet i dag får en særdeles omfattende tilførsel af kunstigt afsaltet vand fra både Middelhavet og fra brakvand i og omkring den delvist salt­holdige Genesaret Sø.

I det hele taget er der næsten ingen grænser for, hvad israelerne sætter i værk for at gøre sig selvforsynende med den dyrebare væske. F.eks. har man op til 1,5 km dybe vandboringer, ligesom man med jævne mellem­rum fra fly »sår« skyer med små­partikler, hvilket kan forøge nedbøren med op til 15 procent.

Alligevel er vandprisen ret lav i forbrugerleddet – omkring ti kr. pr. kubikmeter.

Samtidig fastslår David Sapir, vand­ingeniør i Mekorot, at man har forpligtet sig til at sikre stabil tilførsel af rent vand til samme pris til palæstinensere på bl.a. Vestbredden, i Østjerusalem og i Gazastriben.

Kort efter taler Berlingske imidlertid med en palæstinenser, der hævder, at virkeligheden er mere nuanceret. Ifølge manden, der ønsker at være anonym, er vandtrykket i palæstinensiske bosættelser ofte så lavt, at man må bruge maskiner til at pumpe vandet op i bygninger – en proces, der i høj grad fordyrer vandprisen.

Vandkampen

Men vandforsyningen har også haft en anden pris – en nærmest vedvarende vandkamp mellem Israel og de lige så tørlagte nabolande i Libanon, Syrien og Jordan.

I 1948 invaderede Syrien det dengang nyfødte Israel og overtog i den forbindelse den nordøstlige kyst af den vitale Genesaret Sø. Men under Seksdageskrigen i 1967 gen­erobrede israelske tropper hele søen, hvorved de fik kontrol med ikke bare søen, men også store dele af Jordan-floden.

I Syrien og Jordan har man imidlertid bygget dæmninger, der tilbageholder en del af vandet i Jordan-floden og en række af dens bifloder – alt sammen medvirkende til, at niveauet i Genesaret Sø med jævne mellemrum falder faretruende.

I fremtiden kan klimaforandringer med mere udbredt tørke end i dag imidlertid skabe endnu større konflikter i regionen. Ifølge det internationale institut for bæredygtig udvikling (IISD) risikerer vand­niveauet i Jordan-floden at falde med hele 80 procent frem mod år 2100.

Men Israel er klar, for i dag afsalter landet mere havvand end nogen anden nation. En stabil selvforsyning er altafgørende for de godt otte millioner tørstige indbyggere i landet.

Berlingske var inviteret til Israel af Europe Israel Press Association (EIPA).

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.