Til kamp mod den uopdragne rubel

Den russiske valuta, rublen, har fået tæv på de finansielle markeder de seneste måneder. Godt man stadig har patriotiske sange og sort humor.

Den russiske sangerinde Masjani har fået et stort hit med nummeret »Jeg vil betale en rubel for en dollar«. Foto fra musikvideoen
Den russiske sangerinde Masjani har fået et stort hit med nummeret »Jeg vil betale en rubel for en dollar«. Foto fra musikvideoen

MOSKVA: Voksende priser på madvarer, ubetalelig boliglån og en skrumpende pensionsopsparing. Rubelkrisen rammer mange russiske familier hårdt. Blot det seneste halvandet år er den russiske valuta blevet omtrent halveret i værdi i forhold til både kroner og dollar.

De fortsatte fald fik i sidste uge russiske boligejere til at belejre bankfilialer i Moskva. Nogle hamrede med skeer på tomme gryder.

Andre mødte demonstrativt op klædt i imiterede fangedragter. De tilhører den mest uheldige gruppe af låntagere, der har taget boliglån i udenlandsk valuta. Mange kan umuligt afdrage hele gælden, når månedslønnen i rubler nu kun er det halve værd.

For halvandet år siden kostede en dollar i omegnen af 35 rubler. I dag står en enkelt af de grønne sedler i 76 rubler. Den vigtigste årsag er den faldende oliepris.

»Det kan godt være, at banken er ligeglad, men regeringen kan ikke være ligeglad med, at 20.000 familier kan blive hjemløse,« siger Snesjana Jarosjtjuk, talsperson fra en forening af låntagere i banken Delta Kredit, til avisen RBK.

Russisk stats-TV har forsøgt at mane til ro, selv om rublens daglige drama kan iagttages af enhver, der bevæger sig forbi de blinkende skilte uden for de russiske byers mange vekselboder. Den russiske præsidents talsmand, Dmitrij Peskov, har afvist, at der er tale om et »kollaps« i kursen. Det rigtige ord er »volatil«, meddelte Peskov i sidste uge.

Enkelte nægter helt at acceptere markedskræfternes prissætning af rublen. Sangerinden Masjani har indspillet et nummer, der hedder »Jeg vil betale en rubel for en dollar«. I musikvideoen, der er blevet set 700.000 gange på YouTube, optræder Masjani klædt i en kjole af rubelmønter dansende på en frodig eng.

»Dollar kan kun bruges til genbrug,« synger hun og vifter med en toiletrulle lavet af dollarpapir.

De er færreste i kommentarsporet køber dog det patriotiske ræsonnement. Mange fortæller Masjani, at de hjertens gerne vil sælge hende alle deres rubler, hvis de får en dollar igen per styk. En anden bruger har foreslået et nyt omkvæd til sangen: »Jeg vil betale en rubel for en dollar/ eller måske hundrede/ eller måske to hundrede/ eller måske et halvt kilo«.

Ironiske protester

Som vanligt i Rusland synes sort humor at være den mest skridsikre forsvarsteknik i nedgangstider. I millionbyen Rostov gik en gruppe studerende lørdag på gaden i en stærkt ironisk protest mod den »uopdragne« rubel.

»Slemme rubel: Hvor dybt er du faldet,« stod der på et skilt. »Rublen er ikke kollapset. Den bare volatil,« stod der på et andet skilt, der gik viralt på Twitter.

»Vi ønskede at lave en munter aktion, fordi ingen længere kan se uden humor på den situation, myndighederne har drevet os ned i,« sagde en af arrangørerne, Jana Gontjarova, til Radio Free Europe.

På de sociale medier er et hashtag, der oprindeligt blev brugt af den russiske premierminister til at beskrive, hvor godt det går i Rusland (#hergårdetgodt), blevet overtaget af borgere, der klager over fyringsrunder, hullede veje og stigende priser.

»Der er brug for nye pengesedler,« skriver en og vedlægger et billede af en selvopfundet ti millioner-rubelseddel med et portræt af en vred Putin.

En anden tweetede et billede af et par på kunstmuseum. Parret stopper op foran et guldaldermaleri, der viser en vekselbod fra dengang, da en dollar kostede 29 rubler.

Se den russiske musikvideo her.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.