Taiwans solsikkeparti på vej ind i parlamentet

Alt tyder på en sejr til oppositionen, når der i dag afholdes valg på Taiwan. Heavy metal-sangeren Freddy Lim og partiet New Power Party har på kort tid indtaget øens politiske scene. De unge vælgere vil have forandring, fortæller Lim til Berlingske.

Medstifter af partiet New Power Party og forsanger i heavy metal-bandet Chthonic, Freddy Lim, taler til sine tilhængere i Taipei, Taiwan. »Mange unge ønsker et nyt valg og et nyt sprog, de kan kommunikere med. De vil kunne deltage. Derfor er næsten alle NPPs vælgere yngre personer,« siger Freddy Lim.
Medstifter af partiet New Power Party og forsanger i heavy metal-bandet Chthonic, Freddy Lim, taler til sine tilhængere i Taipei, Taiwan. »Mange unge ønsker et nyt valg og et nyt sprog, de kan kommunikere med. De vil kunne deltage. Derfor er næsten alle NPPs vælgere yngre personer,« siger Freddy Lim.

BEIJING: Der er noget særligt på spil i Taipeis femte valgdistrikt. Et opgør af en mere symbolsk karakter end på resten af øen. Det er det nye mod det gamle. Venstre mod højre.

Opkomlingen mod veteranen. Og selvfølgelig for eller imod Kina. Så selv om duellen mellem Freddy Lim og Lin Yu-fang kun er en ud af mange, når der i dag afholdes præsident- og parlamentsvalg på Taiwan, bliver den fulgt nøje.

På papiret burde genvalg være en smal sag for 64-årige Lin Yu-fang. Han er kendt og vellidt i distriktet, kan fremhæve lokale politiske bedrifter – og så har hans parti, Kuomintang (KMT), traditionelt ualmindeligt godt fat i vælgerne i området. Dertil kommer, at hans modstander er forsanger i et heavy metal-band og aldrig har stillet op før.

Men Freddy Lims tatoveringer og lange hår ser ikke ud til at have skræmt vælgerne. Han er medstifter af partiet New Power Party (NPP), der på under et år har vokset sig så stort, at det sandsynligvis er parlamentets tredjestørste, når dagen er omme.

Opbakningen kommer først og fremmest fra Taiwans unge. Mange af dem hungrer efter et opgør med et politisk system fastlåst i en evig strid mellem KMT og det største oppositionsparti, DPP.

»Mange unge ønsker et nyt valg og et nyt sprog, de kan kommunikere på. De vil kunne deltage. Derfor er næsten alle NPPs vælgere yngre personer,« siger Freddy Lim.

Partiet har dybe rødder i den såkaldte solsikkebevægelse, der forrige sommer besatte Taiwans parlament i tre uger i protest imod en ny handelsaftale med Kina. Bevægelsen var en sammenblanding af adskillige ungdomsgrupper med en fælles Kina-kritisk agenda og et stærkt fokus på større politisk åbenhed og social lighed.

Kendte ansigter i debatten

Utilfredsheden blandt Taiwans unge er steget i takt med en truende økonomisk afmatning. I de otte år KMT har haft magten, er huspriserne steget med 46 pct., mens lønningerne er stagneret, og ungdomsarbejdsløsheden er forblevet høj. Og KMTs målsætning om, at Taiwan på et tidspunkt skal genforenes med Kina, kan få de fleste yngre taiwanere til at se rødt.

Den holdning tager NPP da også klart afstand fra. Taiwan er på alle måder et selvstændigt land og et demokrati, der ikke har noget at gøre med det kommunistiske styre inde på fastlandet, mener partiet.

Det er NPP ikke de første til at mene, men Freddy Lim og hans medkandidater har den fordel, at de allerede er kendte ansigter i debatten.

»De fleste af partiets kandidater var også en del af Solsikkebevægelsen, så allerede før de indledte deres politiske kampagne, var de ganske kendte. De er stjerner på sociale medier og kan nemt komme på TV eller i aviserne,« siger Wu Jiemin, forsker ved Institut for Sociologi ved Taiwans statslige forskningscenter, Academia Sinica.

Tæt kamp i det femte distrikt

Meningsmålingerne giver NPP omkring ti pct. af stemmerne. Partiet har i flere tilfælde bevidst valgt at stille op i distrikter, hvor KMT normalt vinder – for at slå dem på deres egen hjemmebane.

»For det første håber vi, at vi kan slå KMT, hvor de er stærkest, så de distrikter kan være med til at vælte dem. For det andet håber vi at blive en afgørende faktor i parlamentet,« siger Freddy Lim.

At KMT taber dagens valg, er der næppe nogen tvivl om. DPPs præsidentkandidat har under hele valgkampen været langt foran i meningsmålingerne. Samtidig tyder alt på, at KMT for første gang mister flertallet i parlamentet.

Men det er ikke sikkert, at DPP kan mønstre et flertal uden hjælp fra støttepartier som NPP. Det er netop, hvad Freddy Lim håber. Men først skal han vinde i Taipeis femte distrikt. Og her bliver det tæt.

Lin Yu-fang fra KMT kæmper med næb og kløer og er ikke bleg for at spille på sin modstanders udseende. Ved et vælgermøde opfordrede han til ikke at stemme på en person, der »har længere hår end en kvinde, og som er mentalt unormal«.

Freddy Lim svarede senere igen ved at kalde KMT for et dinosaurparti.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.