Svindelen

Det forbudte ord. Det var det ord, som finansfolkene ikke måtte bruge – »svindel«. Men det var ikke desto mindre, hvad der byggede boomet og finanskrisen. Så hvorfor er ingen topchefer i fængsel, og hvorfor går en vicejustitsminister pludselig af?

Bear Stearns var det amerikanske finanshus, der mest aggressivt ydede de boliglån, som udløste finanskrisen i 2008. Arkivfoto.
Bear Stearns var det amerikanske finanshus, der mest aggressivt ydede de boliglån, som udløste finanskrisen i 2008. Arkivfoto.

SANTA FE: Det var en ynk at se ham på TV. Journalisterne i programmet »Frontline« havde destilleret sagen ned til en pipettedråbe, og vicejustitsminister Lanny Breuer sad over for det spørgsmål, som han tydeligvis ikke kunne svare på:

Hvorfor han og hans folk i det amerikanske justitsministerium ikke havde rejst en eneste sag mod en bankchef?

Han forsøgte at svare; han forsøgte at sige, at »sagerne er komplicerede sager«, og at »de tager tid«, men svaret krympede sig hver gang for spørgsmålet.

Dagen efter udsendelsen trådte Breuer tilbage, og det er på sin egen bagvendte måde også et svar.

I disse dage for fem år siden balancerede finanshuset Bear Stearns på sammenbruddets rand, og få måneder senere brød verdensøkonomien sammen.

Finanskrisen blev den største økonomiske nedtur siden 1930erne, og Europa er endnu ikke ude af den. Alene i USA har krisen kostet samfundet 12,8 billioner dollar, vurderer en tænketank i en nylig rapport – godt 70.000 mia. kr. – og ledigheden i den vestlige verden er i gennemsnit steget med syv procentpoint.

Men var krisen virkelig bare en slags økonomisk force majeure, en pendant til et meteornedslag, og er det derfor, at ingen bankchefer er blevet retsforfulgt – eller er det andre og mere dunkle motiver, som holder retsopgøret tilbage?

Her er en historie, som tyder mere på det sidste end det første, og den handler om Bear Stearns.

Skrothandler blev topchef

Jimmy Cayne var en tidligere skrothandler, som forlod sin metier for at leve af at spille poker og bridge. I 1969 spillede han mod den daværende topchef fra Bear Stearns, og topchefen mente, at den unge mand var præcis det hormonale materiale, som finanshuset havde brug for.

Cayne var ren testosteron og ikke så meget andet, en mand, der ifølge William Cohans bog »House of Cards« var villig til at tage risici for deres egen skyld. Han kendte kun meget lidt til de komlicerede finansielle konstruktioner, som han slap løs, men hvis de gav penge – så var hans holdning: »Mere kul på«. Han var på Wall Street også kendt for sit hashmisbrug, og det var den mand, som i 1993 møvede sig ind i hjørnekontoret hos Bear Stearns.

Hans udnævnelse faldt sammen med en dramatisk ændring på markedet for boliglån i USA.

Traditionelt fungerede boliglån traditionelt. En boligkøber skulle have et lån, og han gik til en bank eller en kreditforening. Udlåneren lånte ham pengene og sad med lånet i løbetiden og tjente penge på renteindtægterne.

Det var et system, hvor det var i udlånerens interesse at sikre, at huskøberen var et godt papir.

Men samtidigt med, at Cayne blev topchef hos Bear Stearns, blev det gamle system sprængt i luften. Nu skulle boliglånene – som det hedder i finanskredse – securitiseres. Det vil sige, at udlåneren pakkede tusindvis af lån sammen i en pulje, som de derefter solgte til et finanshus, som sendte dem ud på markedet som obligationer eller mere eksotiske værdipapirer.

Og ingen var mere aggressive end Bear Stearns og Jimmy Cayne. I 2006 sad de på 11 pct. af markedet, og mellem 2003 og 2006 securitiserede Bear Stearns puljer med over en mio. huslån til en værdi af 212 mia. dollar eller omkring 1.100 mia. danske kroner.

Det kunne i sig selv være godt nok, hvis alle eller næsten alle huskøbere var gode papirer, som kunne tilbagebetale lånene, men her er kernen i finanskrisen: I det nye system havde hverken udlåner eller finanshuset et incitament til at sikre, at boligkøberen var et godt papir – for de fedtede lånet af på de investorer, som i sidste ende endte med obligationerne og de eksotiske værdipapirer.

Udlånerne og finanshusene tjente deres penge ved at lægge gebyrer på hele processen, f.eks. kunne et finanshus fire steder undervejs smække gebyrer på. Deres incitament var ikke længere kvalitet, men kvantitet. Jo flere lån, de kunne få gennem møllen, desto flere penge tjente de.

Vittigheder om lånene

Det var et system, som var støbt til at gå galt, og det gjorde det – som dokumenteret af en civil sag, som den lokale anklager i New York netop har anlagt.

Berlingske har gennemgået søgsmålet, som sammen med hundredevis af dokumenter, som TV- programmet Frontline har gravet frem, giver et billede af, hvor galt det gik.

Bear Stearns var i 00erne efter nogle alen det mest succesfulde finanshus på Wall Street. I tre år i træk – 2005, 2006 og 2007 – blev Bear Stearns i Fortune udnævnt til »det mest beundrede finanshus i USA«, i 2007 havde selskabet en indtægt på 16,1 mia. dollar, og mellem 2003 og 2007 blev overskuddet fordoblet, og i samme periode blev aktiekursen tredoblet.

Succesen var funderet i boliglån, og den var helt afhængig af, at Bear Stearns kunne blive ved med at finde boliglån, som selskabet kunne securitisere, og Bear Stearns og de andre finanshuse konkurrerede om at securitisere lånepuljerne. Men de kunne ikke sælge lånene videre, hvis de pågældende lån tydeligvis var usikre, og derfor måtte de – i det mindste formelt – have et kvalitetsstempel på lånepuljerne.

De hyrede kontrolselskaber til at gennemgå puljerne, og kontrollørerne foretog stikprøver blandt de hundredetusindvis af lån. En gruppe kontrollører fik flyttekasser med lån bragt ind i et mødeværelse, og så gik de i gang med at gennemgå dem.

Frontline talte med nogle af dem, og teamleder Tom Leonard fortalte, at det var normen, at lånene var under standard. »Ofte føg det med vittigheder mellem os. En af kontrollørerne fiskede et lån frem og grinede og sagde: »Her er en fyr, som før lejede til 500 dollar; nu får han et lån til 2.600 dollar om måneden.« En anden grinede og sagde: »Jeg har her en servitrice, som skriver, at hun tjener 12.000 dollar om måneden.« I mange tilfælde var over halvdelen af lånene under standard, fortalte Leonard, men de kunne ikke underkende dem.

For det første – hvis de underkendte lånene, slækkede banken bare kravene: »Jeg husker et job, hvor vi underkendte 50 pct. af lånene. Så kom banken tilbage og sagde, at lavmålet var sænket, og lånene kvalificerede,« fortalte Tom Leonard.

For det andet – så ville alle på Wall Street securitisere boliglån, og hvis ét finanshus underkendte lån, ville et andet med glæde tage dem, så kontrollørerne skulle ikke stille sig på tværs. De var ansat af banken, og banken ville have lånene godkendt.

Af sagsanlægget fremgår et eksempel, hvor 86 pct. af lånene i en pulje blev underkendt, men kontrolchefen beroligede banken. »Vi skal nok sørge for, at det går i orden,« skrev han. »Vi er ikke interesserede i at rokke båden.«

Krav om flere lån

Så ordren til de menige medarbejdere var tydelig: Find, godkend og securitiser boliglån.

Søgsmålet fremhæver et eksempel med en afdelingschef, som tydeligvis havde fået en røffel fra topcheferne i New York. Han skrev med versaler til sine folk:

»Jeg nægter at modtage flere e-mail (fra topcheferne, red.), som spørger, hvorfor vi ikke hver dag ekspederer flere lån. Hvis vi har over 500 lån her i kontoret, så skal vi finde en måde at finansiere dem på ... ellers er New York ikke glad. Jeg forventer mere end 500 lån hver dag, og jeg vil gøre hvad som helst for, at vi kan nå det mål.«

Hver måned skulle kontoret finde, godkende og securitisere boliglån for to mia. dollar, fastslog chefen i en opfølgende e-mail. Volumen var det afgørende, men det fortalte man ikke obligationskøberne. Bear Stearns videresolgte lånene med løfte om, at kontrollen havde været – citat: »intensiv«, »omhyggelig« og »robust«.

Bear Stearns vidste, at det var usandt. I søgsmålet optræder interne e-mail, hvor chefen for lånekontrollen skrev, at problemet nærmede sig »kriseniveau«; alt for mange lån var alt for dårlige, forklarede han topcheferne, men møllen malede videre, og lånene blev videresolgt som »omhyggelige« og »robuste«.

Der er kun ét ord for den slags, og det er et ord, som man ikke måtte bruge i systemet.

Som teamleder Tom Leonard fortalte til Frontline: »Vi kaldte det for »f-ordet« eller »f-bomben«. Vi kaldte det aldrig for »fraud«. (svindel, red.).«

Frontline: »Men det var svindel..?«

Leonard: »Det er svindel i din verden. Det er svindel i min verden. Men det er ikke svindel i bankverdenen.«

Den slags foregik ikke bare hos Bear Stearns. Securitisering af boliglån var det tømmer, som 00ernes boom var gjort af. Det var, hvad der byggede udekøkkener og købte sommerhus i Kroatien, og som i 00erne gjorde finansindustrien til den mægtigste industri. I 00erne tegnede den sig for 41 pct. af profitten i amerikansk erhvervsliv.

Men hvis Tom Leonard har ret – så var det i høj grad funderet på en »f-bombe«.

Men hvorfor har de amerikanske myndigheder så ikke rejst straffesag om svindel? Hvorfor har de ikke engang taget tilløb til det?

Tom Leonard stod tidligt i forløbet frem og fortalte om sine erfaringer, men han er aldrig blevet afhørt af FBI eller justitsministeriet; bankmyndighederne OTS har ikke henvist en eneste sag til anklagemyndigheden. FBI har haft sager klar, men vicejustitsminister Lanny Breuer nægtede at rejse dem, siger vicedirektøren for FBI, Kevin Perkins, i forsigtige vendinger til Frontline: »Vi ville diskutere ... well, beslutningen var somme tider frustrerende. Jeg var somme tider skuffet.«

Programmet talte med flere medarbejdere i justitsministeriet, som sagde, at Breuer var en stenmur af modstand, og at han slet ikke satte en efterforskning i gang. Der var ingen telefonaflytninger, ingen dokumentrevision, ingen kendelser, ingenting, og det undrer også nuværende og tidligere senatorer, både republikanere og demokrater.

Hvorfor ingenting?

Bekymring for bankerne

Breuers svar hele vejen igennem har været, at »sagerne er komplicerede« og »tager tid«, og at det er svært at bevise kriminelt forsæt, men ikke-svarene har fået andre til at se andre motiver.

Reuters fremhæver således, at Lanny Breuer indtil sin udnævnelse til vicejustitsminister var partner i et af de førende amerikanske advokatfirmaer, et firma, der repræsenterede fem af USAs største banker og boligudlånere. Han var personligt advokat for et selskab, som »rutinemæssigt forfalskede boliglån« for finansindustrien, som Reuters udtrykker det. En retsassessor i Massachussetts har bedt justitsministeriet vurdere, om Breuer som advokat var vidende om forfalskningen og forsøgte at obstruere efterforskningen.

Det er den mand, som siden finanskrisen har haft ansvaret for at retsforfølge banker i USA.

Det er også den mand, som sidste år i en tale til advokater i New York brystede sig af, at han var forsigtig med at efterforske banker. Han sagde, at han »bogstavelig talt lå vågen om natten ved tanken om de konsekvenser, som en retsforfølgelse kan få« for en bank.

Lanny Breuer var anklageren, som ikke ville anklage, og som til sidst blev tvunget til at gå af, fordi spørgsmålet blev for pianatigt:

Hvorfor ikke?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.