Svensk avis beskyldes for selv at mørklægge sexovergreb i sommer

Allerede i august havde den svenske avis Dagens Nyheter kendskab til de masse-sexovergreb ved en udendørskoncert i Stockholm, som avisen i dag beskylder politiet for at mørklægge. Det skriver et svensk aktivistmedie.

Pressefoto fra ungdomsfestivalen »We are STHLM« 2015.
Pressefoto fra ungdomsfestivalen »We are STHLM« 2015.

Den svenske avis Dagens Nyheter har afsløret, hvordan svensk politi søgte at forhindre offentligheden i at få kendskab til et stort antal sexovergreb begået af udenlandske mænd ved udendørskoncerten »We are STHLM« i august i Stockholm. Avisen har talt med flere politifolk, som siger at interne politirapporter om det store antal overgreb blev forsøgt mørklagt.

Ifølge Dagens Nyheters oplysninger blev mere end 200 unge mænd, primært flygtninge fra Afghanistan, fjernet fra koncerten pga. problematisk opførsel. Politiet var til stede ved koncerten i meget stort tal og klar med en plan for at gribe ind, fordi man allerede i 2014 så et stort antal sex-overgreb ved koncerten - også dengang uden at advare offentligheden.

Men mørklægningen er ikke kun foregået fra politiets side, skriver netmediet Nyheter Idag, som anklager Dagens Nyheter for at have truffet en politisk betinget beslutning om ikke at skrive om de seksuelle overgreb, selvom en journalist på avisen fik kendskab til dem kort tid efter koncerten.

Nyheter Idag skriver, at man har læst en mailkorrespondence og et antal SMS-beskeder mellem en journalist på Dagens Nyheter og en mand, der selv var til stede ved koncerten og ringede til journalisten for at få hende til at skrive om det.

Dette vidne og potentielle journalistkilde navngives ikke af Nyheter Idag, men beskrives som en psykolog, der tidligere i kraft af sit arbejde har samarbejdet med politiet. Og ifølge Nyheter Idag dæmpedes journalistens interesse betydeligt, da det blev nævnt at overgrebsmændene var fra Afghanistan og Syrien

Den unavngivne psykolog siger til Nyheter Idag, at han fortalte journalisten, hvordan grupper af unge mænd forulempede kvinder ved koncerten.

»Hun blev meget interesseret og lyttede til mig, indtil jeg fortalte at alle de mænd som var i varetægt hos politiet, var fra Afghanistan og Syrien. Jeg oplevede at hun ændrede tonefald. Men hun sagde også, at jeg skulle kontakte politiet,« bliver han citeret for i Nyheter Idag.

Dagens Nyheter afviser blankt, at avisen skulle have haft en politisk grund til ikke at skrive om sagen, som avisens journalist fik kendskab til i sommer.

»Oplysningerne om, at Dagens Nyheter skulle begive sig af med mørklægning er løgnagtige. At unge kvinder udsættes for systematiske overgreb er en så vigtig sag, at det er en klokkeklar nyhed for DN at rapportere,« skriver redaktionschef Caspar Opitz i en længere tilbagevisning af anklagerne på Dn.se.

Ifølge Opitz var det ikke muligt at få bekræftet tippet om sexovergrebene fra andre kilder, og derfor blev historien ikke skrevet. Men efter overgrebene i Køln nytårsnat fik et medlem af avisens lederkollegium den ide at undersøge tippet om udendørskoncerten fra august igen. Journalisten sendte således 6. januar en mail til psykologen om de kan tales ved igen, skriver Nyheter Idag.

Avisen Expressen skriver i dag, at DN-journalisten, som fik tippet i sommer, er blevet hetzet seksuelt på sociale medier på nettet efter Nyheter Idags artikel. Expressen gør desuden læseren opmærksom på, at Chang Frick, der har skrevet om mørklægningssagen på Nyheter Idag, er tidligere medlem af Sverigedemokraterne.

Den ansvarlige redaktør og ejer af Nyheter Idag er Jakob Bergman, som selv siger at han er medlem af Piratpartiet. Andre i Piratpartiet tager dog afstand til det erklærede »alternative« nyhedssite, netop på grund af Chang Frick og hans tilknytning til SD.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.