Stormagter er blevet enige om delvis syrisk våbenhvile

Parter siger, at stridende grupper og regeringshær skal begynde at stoppe kampe inden for en uges tid.

München: En våbenhvile i Syrien mellem regeringshæren og en række oprørsgrupper er først på natten til fredag måske kommet et skridt nærmere virkelighed.

17 lande samt flere organisationer - heriblandt USA, Rusland, Tyskland og FN - er på mødet blevet enige om at forsøge at iværksætte en våbenhvile mellem de stridende parter i borgerkrigen.

Det oplyser blandt andre udenrigsministrene fra USA og Rusland på et pressemøde i München efter maratonforhandlinger i den sydtyske by.

Parterne er ifølge aftaleteksten blevet enige om, at "humanitær hjælp til de belejrede områder skal påbegyndes i denne uge, og at en arbejdsgruppe under ISSG (Den Internationale Støttegruppe for Syrien) inden for en uge skal udarbejde retningslinjer for et landsdækkende ophør af fjendtlighederne".

Aftalen om en mulig våbenhvile gælder kampe mellem Syriens regeringshær og en række såkaldte moderate oprørsgrupper, oplyser Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, ifølge dpa.

Dermed er ekstremistiske grupper som for eksempel Islamisk Stat og Jabhat al-Nusra ikke med i aftalen.

Ruslands udenrigsminister har da natten til fredag også ifølge Reuters forsikret, at Rusland vil fortsætte med at bombe disse grupper.

Foruden enigheden om at forsøge at iværksætte en våbenhvile indeholder aftalen fra München to andre hovedområder: Der skal skaffes humanitær adgang til belejrede byer, og de stridende parter skal genoptage fredsforhandlingerne i Genève hurtigst muligt.

De første fredsforhandlinger i to år mellem de krigsførende parter brød i sidste uge sammen i den schweiziske by.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, indrømmer natten til fredag - flankeret af Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, og FN's særlige udsending til Syrien, Staffan de Mistura - at aftalen indtil videre ikke er mere værd end det stykke papir, den er skrevet på.

- Den virkelige test bliver, om alle grupper i virkeligheden kan leve op til aftalens forpligtelser, siger Kerry ifølge dpa.

Rusland, der støtter Syriens omstridte præsident, Bashar al-Assad, siger, at det bliver en særdeles vanskelig opgave.

Konflikten i Syrien har stået på i fem år og har kostet over en kvart million mennesker livet og sendt millioner på flugt mod Syriens nabolande samt Europa.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.