Stor dansk interesse for tysk stramning af EU-borgeres jobssøgning

Venstre vil se på, om en tysk begrænsning af job­søgende EU-borgeres ophold i Tyskland skal have konsekvenser for Danmark. Justitsministeren følger nøje arbejdet i den tyske regering, der kan ende med at skuffe danske borgerlige partier.

Kalin på 45 år i sin hjemmelavede bolig i Frankfurt am Main i Tyskland. Nu vil den tyske regering skærpe vilkårene for jobsøgende EU-borgere. Foto: Andreas Arnold/EPA
Kalin på 45 år i sin hjemmelavede bolig i Frankfurt am Main i Tyskland. Nu vil den tyske regering skærpe vilkårene for jobsøgende EU-borgere. Foto: Andreas Arnold/EPA
KØBENHAVN/BERLIN: Med sin plan om at begrænse jobsøgende EU-borgeres ophold i Tyskland lægger den tyske regering op til at stramme sin praksis og dermed gå længere, end man gør i Danmark. Det vurderer Dorte Sindbjerg Martinsen, professor ved Institut for Statskundskab og viceinstitutleder ved Københavns Universitet.

»Jeg vil udlægge det sådan, at Justitsministeriet fortolker reglerne anderledes. På den måde vil der være en forskel på, hvad der er praksis i Danmark for nuværende, og hvordan den fremtidige praksis bliver i Tyskland,« siger hun.

Tyskland er underlagt de samme EU-regler som Danmark, og det er endnu uklart, hvordan den tyske regering vil stramme sin udvisningspraksis.

»Man må formode, at Tyskland lægger nogle skønsmæssige formuleringer ind, som Danmark også gør. Der kommer tit og ofte til at være et råderum nationalt til at kunne udvise borgere,« siger hun.

Venstre: Danmark bliver en magnet

Venstres udlændingeordfører, Karsten Lauritzen, mener, det kan blive et problem for Danmark, hvis Tyskland skærper sine regler mere end Danmark.

»Hvis der er forskellige regler i Tyskland og i Danmark, bliver Danmark i større grad en magnet for EU-borgere, der bare vil udnytte de velfærdsrettigheder, man får og ikke vil yde noget til velfærdssamfundet,« siger han. Karsten Lauritzen vil derfor nærstudere den tyske lovpakke, der ventes at blive enighed om i regeringen sidst på måneden.

»EU-retten er jo den samme i Danmark som i Tyskland. Derfor giver det nogle muligheder, når man kan løse et politisk problem ved bare at kopiere et andet EU-lands lovgivning,« siger han.

De Konservatives udlændingeordfører, Tom Behnke, vil ikke begrænse opholdsretten for EU-borgere, der kan forsørge sig selv.

»Jeg mener, at vi i højere grad skal bruge kræfter på at sætte ind imod de EU-borgere, som er her under indtryk af, at de er turister, men som i virkeligheden render rundt og betler. Før i tiden havde vi en regel i Norden, hvor man kunne sende subsistensløse uden en krone på lommen ud af Danmark med et indrejseforbud. Men med EU er den mulighed forsvundet. Men hvis man kan forsørge sig selv, så har jeg ikke noget problem med, at andre EU-borgere er her mere end seks måneder,« siger han.

Tyskland fokuserer på at hindre misbrug

Justitsministeriet har ikke tal for hvor mange EU-borgere, der opholder sig i Danmark som jobsøgende. Det skyldes, at en EU-borger med ret til ophold som jobsøgende ikke skal ansøge om registreringsbevis. Justitsminister Karen Hækkerup (S) følger det tyske arbejde nøje.

»Jeg er spændt på at se det konkrete indhold af det tyske forslag om tidsbegrænset ophold for arbejdssøgende EU-borgere, som forventes offentliggjort i slutningen af august. For det er klart, at vi følger med i udviklingen i andre medlemsstater på det her område,« hedder det i en skriftlig kommentar til Berlingske.

De danske borgerlige partier har tidligere henvist til Tyskland som en forventet støtte i kampen for at begrænse visse sociale udbetalinger til andre EU-landes borgere.

Ikke mindst efter, at kansler Angela Merkel i foråret understregede, at EU ikke er en socialunion. Også Storbritannien håber på at få støtte fra Tyskland. Spørgsmålet er, om de bliver skuffede.

Internt i den tyske regering har CSU fra Bayern presset på, men de tyske medier, der har set og omtalt regeringens plan, har ikke berettet om krav om ændringer i EU-retten, så man kan begrænse retten til for eksempel børnecheck, sådan som danske borgerlige partier gerne vil.

Den tyske regering fokuserer efter eget udsagn på at bekæmpe misbrug, og de tyske myndigheder understreger, at den frie bevægelighed er et gode, som ikke skal »anfægtes«.

Dansk Arbejdsgiverforening, der har kritiseret den borgerlige retorik, har netop glædet sig over, at den tyske regering vil bekæmpe snyd og svindel inden for de gældende EU-regler. Nu venter man spændt på den endelige afklaring i den tyske regering.

Professor Dorte Sindbjerg Martinsen siger, at alle landene er meget interesserede i, hvad der sker i gruppen af strammerlande.

»Man holder særligt øje med, hvad der er på vej i Tyskland, Holland, Østrig og Storbritannien, som var med i et firelande-brev, som opfordrede til at finde nye politiske muligheder for at kunne imødegå svig og snyd i spørgsmålet om velfærdsturisme.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.