Spionage-anklager har bragt EU i oprør

Europa-Parlamentet afkræver »fuld klarhed« over afsløring af, at USA tilsyneladende har aflyttet EU-kontorer i USA. Merkels regering oprørt over britisk deltagelse i overvågning af civile.

»Det vil få alvorlig indvirkning på forholdet mellem USA og EU, hvis afsløringen er sand,« siger formanden for EU-Parlamentet, Martin Schulz.
»Det vil få alvorlig indvirkning på forholdet mellem USA og EU, hvis afsløringen er sand,« siger formanden for EU-Parlamentet, Martin Schulz.

LONDON: Ét er, at USA aflytter og overvåger Kina og Rusland – men sine egne venner og allierede i EU?

Formanden for EU-Parlamentet, Martin Schulz, kræver »fuld klarhed« fra USA efter weekendens afsløring af, at amerikanernes nationale sikkerhedstjeneste NSA angiveligt har aflyttet EU-kontorer i USA.

Det tyske magasin Der Spiegel citerede lørdag et hemmeligt stemplet dokument, der peger på, at USA har udspioneret EUs kontorer i New York og Washington. Martin Schulz siger, at hvis afsløringen er sand, vil det få »alvorlig indvirkning« på forholdet mellem EU og USA.

Ifølge Der Spiegel har magasinet fået dokumentet, der er fra 2010, fra NSA-lækkeren Edward Snowden, der er på flugt fra de amerikanske myndigheder, og som nu i over en uge menes at have skjult sig i transit­området i Moskva Lufthavn. Snowden, der af USA anklages for spionage og forræderi, har bedt Ecuador om asyl, men kan ikke nå frem til det sydamerikanske land for formelt at anmode om asyl, da USA har inddraget hans pas.

Ifølge det nye lækkede dokument – som Der Spiegel siger stammer fra NSA – har den nationale sikkerhedstjeneste udspioneret EUs interne computernetværk i Washington og de 27 EU-landes FN-kontor i New York. Dokumentet udpeger angiveligt EU som »et mål«.

Det er ikke kendt, hvilke informationer de amerikanske spioner har fået, men blandt andet detaljer om europæiske positioner omkring handel og militære spørgsmål kan have været nyttig viden for USA i forhold til forhandlinger mellem Washington og de europæiske regeringer.

»På vegne af Europa-Parlamentet forlanger jeg fuld klarhed og yderligere informationer meget hurtigt fra de amerikanske myndigheder, som vedrører disse anklager,« lyder det i en erklæring fra Martin Schulz.

Der Spiegel citerer også Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn: »Hvis disse rapporter er sande, er det ulækkert. USA ville være bedre tjent med at overvåge sine efterretningstjenester end sine allierede.«

USA er dog ikke det eneste land, der har –fået ballade med egne allierede efter den seneste tids massive læk om udbredt overvågning. Lækagen fra Edward Snowden har afsløret, at den amerikanske tjeneste NSA har arbejdet tæt sammen med den britiske GCHQ i sin udbredte overvågning af civile borgeres telefonopkald, sms-beskeder og færdsel på internettet.

Tysk vrede over britisk overvågning

Den tyske regering udtrykker stor vrede på vegne af sine tyske borgere over Storbritanniens program for overvågning af global telefon- og internettrafik og udfordrer direkte den britiske regering over hele grundlaget for GCHQs projekt »Tempora«.

Den tyske justitsminister, Sabine Leutheusser-Schnarrenberger, har i to breve afkrævet den britiske regering en forklaring. Hun har beskrevet de hemmelige aflytninger som en katastrofe, der lyder »som et Hollywood-mareridt« og advarer de britiske ministre om, at frie demokratiske samfund ikke trives i et samarbejde, hvor stater afskærmer deres handlinger »bag et slør af hemmeligholdelse«.

Den britiske udenrigsminister, William Hague, har forsvaret det amerikansk-britiske spionageprogram og har fastholdt, at det ligger inden for lovens rammer, og at det er nødvendigt at agere i hemmelighed for at stoppe terrorister.

Lækkeren Snowden anklages for brud på tre paragraffer, der hver især kan give op til ti års fængsel. Lørdag ringede USAs vicepremierminister, Joe Biden, til Ecuadors venstreorienterede præsident, Rafael Correa, for at få Correa til at afvise asylanmodningen fra Snowden. Ecuador holder dog muligheden for asyl åben, men påpeger, at loven kræver, at en ansøger først skal »opholde sig på ecuadoriansk territorium«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.