Spaniens »hæslige« venstrefløjskvinder

Tonen i Spaniens politiske debat er ikke for tøsepiger. Forleden undrede en kommentator sig således over, at kvinder fra den separatistiske venstrefløj altid er så »grimme, hæslige og antiæstetiske«.

Anna Gabriel kæmper som talskvinde for separatistpartiet CUP for et uafhængigt og antikapitalistisk Catalonien. Forleden kom CUP-politikeren sammen med andre kvindelige separatister under ukærlig behandling i den konservative avis ABC, hvor en klummeskribent stillede spørgsmålet: »Hvorfor skal disse separatist-madammer, hvad enten de er baskere eller catalanere, altid være så frygtelig grimme?«
Anna Gabriel kæmper som talskvinde for separatistpartiet CUP for et uafhængigt og antikapitalistisk Catalonien. Forleden kom CUP-politikeren sammen med andre kvindelige separatister under ukærlig behandling i den konservative avis ABC, hvor en klummeskribent stillede spørgsmålet: »Hvorfor skal disse separatist-madammer, hvad enten de er baskere eller catalanere, altid være så frygtelig grimme?«

BARCELONA: Anna Gabriel og Inés Arrimadas kunne næppe være mere forskellige. Mens talskvinden for separatistpartiet CUP kæmper for et ikke blot uafhængigt, men også antikapitalistisk Catalonien, går repræsentanten for Ciudadanos ind for et forenet Spanien på liberal reformkurs. Og hvad angår frisure – hvilket i denne sammenhæng er det væsentlige – synes Arrimadas at bruge hvert ledigt øjeblik på at føntørre og børste løs på sin, mens Gabriel er under bestyrket mistanke for at klippe pandehår med en hæksaks.

En ting har de imidlertid til fælles: De er begge som fremtrædende kvinder i et politisk landskab under hurtig forandring yndlingsofre for sexistiske kommentarer i sociale såvel som traditionelle medier. Og da CUP-politikeren forleden blev taget under ukærlig behandling i den konservative avis ABC, følte Arrimadas sig nødsaget til at komme hende til undsætning.

»Uanset ideologiske skel. Det er uanstændigt at fornærme en kvinde på grund af hendes fysik,« skrev Ciudadanos-politikeren, der selv rutinemæssigt må se sig betegnet som et hjernedødt sexobjekt, rasende på Twitter.

Hæslige og småfede

Baggrunden for søstersolidariteten var en klumme skrevet af Antonio Burgos. Under overskriften »Dem med pandehåret« undrede den sydspanske journalist sig, med Gabriel som eksempel, over udseendet hos mange kvindelige medlemmer af de venstreorienterede uafhængighedspartier.

»Hvorfor skal disse separatist-madammer, hvad enten de er baskere eller catalanere, altid være så frygtelig grimme,« spurgte Burgos retorisk og svarede:

»Det er, som om de, snarere end at løsrive sig fra Spanien, vil have os til at smide dem ud. Fordi de er så hæslige og antiæstetiske.«

Bredsiden er blot den seneste i en stadig mere intens mandchauvinistisk ordkrig, der især føres fra højre mod venstre. Eksempelvis måtte TV-stationen La Sexta bortvise en debatdeltager, efter at han for åben skærm og face-to-face havde betegnet Barcelonas borgmester, Ada Colau, som »temmelig småtyk« af en social frontkæmper at være. Og hendes Madrid-kollega, 71-årige Manuela Carmena, beskyldes i allerede nævnte ABC for at have en tøjstil som en »postfunktionær fra 1940erne«.

Ofte rettes skytset også den anden vej. Som når de konservatives angivelige plan B om at bringe vicepremierminister Soraya Sáenz de Santamaria på banen som ny regeringsleder – med henvisning til det berømte Velázquez-billede af et par små og kornfede prinsesser – betegnes som »Operación Menina«. Men hvorfor denne optrapning i et land, der indtil for nylig var kendt for sine syvmilefremskridt på ligestillingsområdet?

Laveste fællesnævner

»Kvinder fylder stadig mere og har stadig mere magt i Spanien. Det fører naturligt nok til en del grynten i Cro-Magnon-segmentet,« siger den politiske image-ekspert, Patrycia Centeno, til El País.

Det er den ene side af sagen. Den anden er, at de sociale mediers bekvemme anonymitet samt de traditionelles desperate jagt på klik og seertal – ligesom i mange andre europæiske lande – har forgiftet tonen i den offentlige debat. En tendens, som i øvrigt også går ud over mandlige politikere.

Eksempelvis må lederne af socialistiske PSOE og Ciudadanos, Pedro Sánchez og Albert Rivera, jævnligt høre for, at deres udseende er bedre end deres politiske tæft. Og Antonio Burgos forsøger såmænd også efter bedste evne at dele sol og vind lige i sin klumme, når han spørger, hvorfor »en mand så grim som Oriol Junqueras (leder af nationalistpartiet ERC, der er blind på det ene øje. red.) skal kræve catalansk selvstændighed.«

I den disciplin er de konservatives grand old woman, Celia Villalobos, imidlertid ukronet dronning. Da parlamentets viceforkvinde forleden blev bedt om at kommentere en mandlig Podemos-politikers rastakrøller, svarede hun med en tyk andalusisk accent, som ifølge partifæller undskylder alt:

»Jeg har intet mod den frisure. Så længe håret er rent, og vi andre ikke bliver inficeret med lus og lopper.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.