Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Somalia er nyt mål for jihad-turisme

Somalia er næppe den mest attraktive turistattraktion. Bortset fra når det gælder såkaldte 'jihad-turister,' der valfarter til det konfliktramte land.

Somalia kan næppe siges at være en eftertragtet turistdestination.

Uden en centralt fungerende regering, men med en overvældende vifte af klaner, militser, islamistiske bevægelser og pirater, kan man nemlig langt fra kalde nationen på Afrikas Horn for paradis på jord. Medmindre man altså er på "jihad-turisme," og er på udkig efter det perfekte sted at blive uddannet som terrorist.

Det skriver France 24.

Udtrykket "jihad-turisme" dukkede for første gang op i et nyhedsindslag i slutningen af 2010, hvor de amerikanske diplomattelegrammer, som blev blotlagt af WikiLeaks, citerede en amerikansk diplomat i Østafrika for at bekymre sig om "en vis mængde af den såkaldte jihad-turisme til det sydlige Somalia."

I et telegram fra et fortroligt møde advarede den daværende FN-repræsentant for Somalia, mauretanske Ahmedou Ould-Abdallah, i januar 2010 om at Somalia var ved at blive en "kuvøse" for terrorister, "herunder dem, der har amerikanske, britiske og europæiske pas," skriver France 24.

I et andet lækket telegram, afviser højtstående britiske embedsmænd en anmodning om at sende fredsbevarende soldater til den østafrikanske nation med det korte svar:

"Der er ikke nok fred at bevare i Somalia".

Ekstremismens højborge

Freden er endnu ikke kommet til Somalia, hvor afrikanske soldater fra Den Afrikanske Union kæmper i den islamiske gruppe al-Shabaabs højborge i det sydlige og centrale Somalia. Al-Shabaab var oprindeligt en militant del af koalitionen Den Islamiske Domstol i Somalia, der gik i opløsning i 2006.

På trods af voldsomme angreb fra etiopiske styrker og regeringsstyrker er al-Shabaab på ingen måde en opbrugt kraft, og rapporter tyder ifølge France 24 på, at amerikanske og europæiske statsborgere fortsat lader sig rekruttere af den islamiske gruppe.

Læs også: Hvad Berlingske skriver om Somalia

Kort før jul blev den britiske statsborger Jermaine Grant således pågrebet i den kenyanske kystby Mombasa, hvor han blev sigtet for besiddelse af eksplosive materialer, der efter sigende skulle bruges til en bombe. Anholdelsen af Jermaine Grant kom netop, som de kenyanske myndigheder udstedte en arrestordre på en anden britisk statsborger, Natalie Faye Webb, som også menes at have forbindelser til den islamiske gruppe, der siden februar 2008 har været på den amerikanske liste over terrororganisationer.

I mellemtiden er en tidligere amerikansk soldat i Maryland, USA, blevet anklaget for at forsøge at blive en del af al-Shabaab og for at yde materiel støtte til gruppen. I et ni sider langt anklageskrift skriver de amerikanske anklagere, at Craig Baxam, en 24-årig konvertit, rejste til Kenya, hvorfra han agtede at nå frem til et område styret af al-Shabaab i nabolandet Somalia.

Amerikaneren blev pågrebet og anholdt i Kenya, hvor han blev sat på et fly og sendt tilbage til USA, hvor han i øjeblikket står over for en retssag. Ifølge anklageskriftet "havde han ingen reelle religiøse tilhørsforhold," før han opdagede islam på en religiøs internetside, hvorefter han konverterede til islam, kort tid efter at han i juli 2011 forlod den amerikanske hær.

Af anklageskriftet fremgår det yderligere, at Craig Baxam "ønskede at migrere til Somalia for at forsvare sharialovgivning i henhold til al-Shabaab."

Somalia konkurrerer med Pakistan 

Indtil for ganske nylig var Somalia en nem destination på jihad-turisternes rute, siger Katherine Zimmerman fra det Washington-baserede "American Enterprise Institute" til France 24.

"I modsætning til Afghanistan og Pakistan, var der ikke megen udenlandsk militærtilstedeværelse. Rejser til Somalia var nemme, landets grænser er skrøbelige og fly fra Kenya, har stort set været ikke været kontrollerede," udtaler Katherine Zimmerman til France 24.

Da det er blevet sværere for utilfredse unge, der ønsker at begå jihad, at komme ind i militante pakistanske stammeområder, hvilket blandt andet underbygges af vidnesbyrd fra den såkaldte Times Square-bombemand Faisal Shahzad samt af David Headley, en pakistansk-amerikaner anklaget for at have taget del i angrebene i Mumbai i 2008.

Somalia, derimod, er højt på jihad-propagandalisten.

- Al Qaeda udpeger gentagne gange Somalia, som en af de regioner, hvor muslimer opfordres til at kæmpe jihad, udtaler Katherine Zimmerman til det franske medie, hvorefter hun uddyber, at kampene i Somalia er ved at blive stemplet som en "ægte jihad."