Søvndal: Retsforfølg bødlerne i Bahrain

Myndighederne i Bahrain har udsat den dansk-bahrainske aktivist, Abdulhadi al-Khawaja, for omfattende tortur.

ARKIVFOTO. Den livstidsfængslede, danske statsborger Abdulhadi al-Khawaja
ARKIVFOTO. Den livstidsfængslede, danske statsborger Abdulhadi al-Khawaja

Danmark skruer nu bissen på i sagen om den dansk-bahrainske menneskeretighedsaktivist, Abdulhadi al-Khawaja, der i Bahrain er idømt fængsel på livstid efter demonstrationer mod landets enevældige regime.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) vil i morgen kritisere behandlingen af den kendte aktivist, når han mødes med sin udenrigsminister-kollega fra Bahrain i Tyskland til en international konference om Afghanistan. Og Villy Søvndal vil rejse et nyt krav over for styret i den lille golfstat - nemlig at de ansvarlige for en langvarig og systematisk tortur mod al-Khawaja bliver retsforfulgt.

»De ansvarlige skal retsforfølges, og det vil jeg gøre klart for Bahrains udenrigsminister, som jeg får lejlighed til at møde i morgen (mandag, red.),« siger Villy Søvndal.

Den omfattende tortur fremgår af en uafhængig undersøgelsesrapport, som dokumenterer alle de former for overgreb og mishandling, al-Khawaja har stået igennem, siden han blev arresteret i april.

Blandt andet har sikkerhedsstyrkerne voldtaget den dansk-bahrainske aktivist, der har dansk statsborgerskab efter at have været politisk flygtning i Danmark i 1990erne. Ifølge rapporten har den 49-årige aktivist både fået alvorlige fysiske og psykiske skader af torturen.

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har gentagne gange opfordret den danske regering til at tilbagekalde Storkorset af Dannebrog, som Bahrains konge fik overrakt af dronning Margrethe i februar. Den opfordring aktualiseres nu, hvor torturen er uafhængigt dokumenteret, mener generalsekretær i den danske afdeling af Amnesty International.

»Nu har vi sort på hvidt, at den danske statsborger Abdulhadi al-Khawaja har været udsat for tortur, skinhenrettelser, seksuel mishandling, vold og nedværdigende behandling. Den danske regering må tage alle diplomatiske muligheder i brug for at få omstødt al-Khawaja livstidsdom og få ham løsladt uden betingelser. Han er definitionen på en politisk fange, der er tortureret og dømt alene på baggrund af sin fredelige kamp for reformer og menneskerettigheder,« siger Lars Normann Jørgensen.

Indtil videre har 3.730 danskere via Amnesty Internationals hjemmeside skrevet et brev til Bahrains konge med en opfordring om at frigive al-Khawaja.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.