Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Søvndal får løfter om Libyens fremtid

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) roser Libyens fremskridt og får under et besøg i landet løfter om, at landet ikke udvikler sig til en shariastat.

Tripoli: Under et besøg i Libyen mødtes udenrigsminister Villy Søvndal (SF) her til eftermiddag med formanden for landets overgangsregering, Mustafa Abdul Jalil, der forsikrede den danske gæst om, at det nye, Gaddafi-frie Libyen ikke bliver en Sharia-stat.

- Jeg spurgte Jalil, hvad hans bemækninger om sharia i Libyens nye grundlov betyder i forhold til demokrati og kvindersrettigheder, og han siger, at der ikke er nogen konflikt. Vi refererer til vores kulturelle baggrund, når vi siger sharia, og vi ønsker ikke en ekstrem udgave af sharia, forklarede Jalil under vores samtale, siger Villy Søvndal, der for første gang besøger Libyen efter den otte måneder lange borgerkrig, der sluttede sidste år med diktatoren Muammar Gaddafis fald.

- Så jeg er ikke i tvivl om, at det er Jalils ønske, at Libyen skal baseres på en moderat udgave af islam og jeg tror også, at det er libyernes ønske, understreger Villy Søvndal.

Jalil, der i efteråret vakte furore i Vesten med en tale, hvor han blandt talte for en ophævelse af forbudet mod flerkoneri, bekræftede efter samtalen med den danske udenrigsminister på et kort pressemøde, at Libyen skal være et moderat islamisk land.

Opmuntrende

Sammen med resten af SF tog Villy Søvndal en historisk beslutning, da de sidste år i marts støttede Danmarks deltagelse i Libyen-krigen.

Den beslutning har Villy Søvndal sidenhen flere gange understreget var helt rigtig. Og det har han fået bekræftet under sit besøg i det nordafrikanske land.

- Det er kun fire måneder siden, at krigen sluttede, og det er stærkt opmuntrende at se, hvad libyerne har opnået af fremskridt siden da, siger Villy Søvndal.