Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Søvndal besøger libysk overgangs- regering

Udenrigsminister Villy Søvndal er netop ankommet til Libyen, hvor han blandt andet skal diskutere landets demokratiske udvikling.

Danmarks udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er mandag morgen rejst til Libyen, hvor han skal mødes med ledende repræsentanter for den libyske overgangsregering og det libyske Overgangsråd, NTC.

Det oplyser Udenrigsministeriet.

På besøgets dagsorden er blandt andet Danmarks støtte til Libyens overgang til demokrati, menneskerettigheder, regional sikkerhed samt stabilitet og udvikling af forholdet mellem Danmark og Libyen. Desuden skal Villy Søvndal åbne det nye danske repræsentations- og programstøttekontor i Libyens hovedstad Tripoli.

Et stort øjeblik

Søvndal kalder besøget et stort øjeblik.

- Jeg glæder mig utrolig meget til at besøge Libyen og opleve situationen i Tripoli. Efter alt hvad der er gået forud, bliver det et stort øjeblik, siger Søvndal i en pressemeddelelse.

- Det arabiske forår er en helt central udvikling – måske den allervigtigste udenrigspolitiske udvikling i vores tid. For Libyen har det arabiske forår betydet et opgør med 42 år med Gaddafi, hvor demokratiet og de fundamentale menneskerettigheder har haft trange kår. Libyen skal nu bygges op fra bunden som et helt nyt land. Det er en nærmest overvældende udfordring. Nemt bliver det ikke. Og derfor glæder jeg mig til at høre om libyske forventninger til den demokratiske proces, og om hvad de vil bruge friheden og den demokratiske mulighed til, siger han.