22. februar 2006, 03:30 – opdateret 22. februar 2006, 08:37

»Allah kan ikke hjælpe jer. Men Mladic kan.«

Ordene faldt fra den bosnisk-serbiske general Ratko Mladic' egen mund i juli 1995 til en delegation af rædselsslagne bosniakker i den muslimske enklave Srebrenica i det østlige Bosnien, som den bosnisk-serbiske hær netop havde overtaget ved at skræmme nogle hundrede hollandske FN-soldater tilbage bag deres egen indhegning.

Og det var så sandt, så sandt. Efter FN havde svigtet de tusindvis af bosniakiske flygtninge i den muslimske enklave i Srebrenica i det østlige Bosnien, lå de bosniakiske liv næsten udelukkende i general Ratko Mladic' hænder.

Men at kunne redde liv er ikke nødvendigvis det samme som at gøre det. Og i de følgende dage lod Mladic og den bosnisk-serbiske politiske leder Radovan Karadzic soldaterne myrde op mod 10.000 mænd og drenge, hvorefter de gemte deres lig af vejen i massegrave.

For massakren i Srebrenica, den værste i Europa siden Anden Verdenskrig, og for den tre år lange udpining og ødelæggelse af den bosniske hovedstad Sarajevo og dens indbyggere, har den efterhånden 63-årige Mladic siden befundet sig øverst på listen over eftersøgte formodede krigsforbrydere. Ved den internationale krigsforbryderdomstol i Haag er han anklaget for massemord, medvirken til massemord og forbrydelser mod menneskeheden. Anklager, som hvis han virkelig er blevet anholdt, formodentlig vil føre til en dom på livstid, og at Ratko »Krigeren« aldrig vender tilbage til Balkan som en fri mand, men at han fremover må spille med sine muskler i en fængselscelle.

Knækkede verden i Srebenica
I Srebrenica knækkede Mladic på mærkværdig vis hele verden. Han brød alle regler og gjorde præcis, som det passede ham, og han slap afsted med det. Først havde han ladet granater regne ned over soldater og civile, og siden havde han taget hollandske soldater som gidsler og skræmt resten af dem, så de til sidst ikke stod mellem hans egen hær og de bosniakiske flygtninge, der befandt sig som i bunden af en ruse, uden mulighed for flugt.

Den øverstkommanderende for de hollandske FN-styrker i Srebrenica havde anmodet om NATO-luftstøtte til at bombe Mladic og hans mænd tilbage, men FN havde i første omgang givet afslag med den bureaukratiske begrundelse, at anmodningen var udfærdiget på en forkert formular. Da luftstøtten endelig blev bevilget, måtte jagerflyene lande, fordi de havde ventet så længe i luften på grønt lys, at de var ved at løbe tør for brændstof. Og da NATO-jagerne endelig nåede frem og havde smidt de første bomber, var serbernes trussel om at tage livet af 30 tilfangetagne hollandske FN-soldater nok til at få dem til at vende om. Det lignede mere end noget andet mangel på vilje, og alt sammen var det med til at få Mlacic og Karadzic til at føle sig usårlige, uovervindelige. Mange bosniakker har siden mistænkt det internationale samfund for mere eller mindre bevidst at have ført Srebrenicas befolkning til alteret som et sidste offer for at få løst problemet med de bosniakiske enklaver på »serbisk« territorium og få gjort en ende på krigen.

Men hvis der mellem serberne og det internationale samfund havde eksisteret uudtalt »slutspils-strategi«, så løb den i hvert fald af sporet i general Mladic' hænder. For hvad der måske, måske ikke, var planlagt som en massedeportation af bosniaker ud af områder, som serberne ville have kontrollen over inden freden og grænsedragningen efter krigen i Bosnien, endte i tragedie.

Mladic var den værst tænkelige person på det værst tænkelige sted i den værst tænkelige situation. Så da han en sommerdag for over ti år siden indtog Srebrenica, var alt håb i realiteten ude. Den dag forstummede al den skønsang om fred og fordragelighed, efterkrigstidens velnærede generationer var vokset op til i Vesteuropa.