Sexet fransk minister vækker hede følelser

Emmanuel Macron, der forleden anmeldte en afrikansk jurastuderende for sexchikane, vækker med sin excentriske personlighed begær hos både kvinder og mænd.

Den 36-årige økonomiminister Emmanuel Macron har et usædvanligt karriereforløb bag sig og også et usædvanligt privatliv. Han lever sammen med en 20 år ældre kvinde, der i teenageårene var hans fransklærer.
Den 36-årige økonomiminister Emmanuel Macron har et usædvanligt karriereforløb bag sig og også et usædvanligt privatliv. Han lever sammen med en 20 år ældre kvinde, der i teenageårene var hans fransklærer.

BARCELONA: Det begyndte for et halvt år siden, og i første omgang valgte Emmanuel Macron at ignorere kærlighedserklæringerne i sin overfyldte indbakke. Men efterhånden steg både antallet af henvendelser og saftigheden af dem eksplosivt, og til sidst blev det for meget for den unge økonomiminister, der i slutningen af februar meldte sin ihærdige stalker til politiet.

Bag chikanen stod en lettere sindsforvirret 29-årig jurastuderende bosat i Montpellier og med rødder i det vestafrikanske land Gabon. En ransagning af hendes lejlighed afslørede, at hun var totalt besat af Macron, kunne Midi Libre forleden fortælle. Bl.a. havde man fundet en mængde erotiske fotos, »hvis detaljer vi ikke kan komme nærmere ind på«, som en efterforsker med gallisk galanteri formulerede det overfor den sydfranske avis.

Kvinden, der er anses for ufarlig, slipper formentlig med en alvorlig irettesættelse. Og her kunne historien være sluttet, hvis den ikke handlede om lige netop økonomiministeren, der før har været udsat for såvel amourøs som anden kulørt interesse.

Skamløst liberal

Det vakte både opsigt og forargelse, da præsident François Hollande i sommeren 2014 udpegede den på det tidspunkt blot 36-årige Macron som bannerfører for sine reformer af fransk økonomi. Med en fortid i investeringsbanken Rothschild lignede han en provokation mod venstrefløjen i det regerende socialistparti, der i forvejen var rasende over præsidentens liberale kovending.

Sarkastiske bemærkninger om, at det mislykkede forsøg på at indføre en millionærskat ville gøre Frankrig til et »Cuba uden sol«, øgede ikke ligefrem populariteten. Og selv højrefløjspolitikere som den konservative præsidentkandidat François Fillon rynkede på næsen, da Macron efter nogle måneder på posten udtalte, at alle unge franskmænd burde stræbe efter at blive milliardærer.

Den for en socialist næsten skamløst liberale profil er blot et blandt flere usædvanlige personlighedstræk hos den mere end almindeligt vel- og multibegavede minister. Udover bankkarrieren har Macron, inden han gik ind i politik, nået at være skatteinspektør. Han har desuden en universitetsgrad i filosofi og ti års klaverstudier på konservatoriet bag sig og dyrker i sin fritid såvel fransk kickboxing som fodbold.

Gift med 20 år ældre kvinde

Lægger man dertil et distingveret udseende med velplejede bakkenbarter og en tøjstil domineret af tætsiddende jakkesæt og sylespidse sko, får man et alternativt sexsymbol, der vel at mærke ikke kun virker tiltrækkende på kvinder.

I hvert fald sprang også den tidligere konservative kulturminister, Frédéric Mitterand, i et TV-interview sidste år ud som fan. Mitterand, der er nevø af den tidligere socialistiske præsident og åbenlyst homoseksuel, afslørede, at han havde haft heftige seksuelle fantasier om premierminister Manuel Valls. Og tilføjede, at det næste regeringsmedlem, der stod for tur til en omgang i hans drømmeseng, uden tvivl var den unge økonomiminister.

Macron synes dog at være udmærket tilfreds med sit nuværende kærlighedsliv, der heller ikke er helt almindeligt. Som teenager indledte han et forhold til sin 20 år ældre fransklærer, og de er fortsat sammen. Hendes seks børnebørn fungerer som det afkom, han aldrig selv har ønsket at få, og alt tyder på, at han er lykkeligt gift. I hvert fald kan hverken unge, afrikanske studerende eller halvgamle eks-kulturministre åbenbart friste det mest sexede medlem af Frankrigs regering.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.