»Selv en god livmoder kan bære et dårligt barn«

Newtown har afsagt sin dom: Nancy Lanza er skyldig. Hun ladede eller skød ikke, men hun var Adam Lanzas mor – og det gør hende ansvarlig. Men hvor skyldig er hun? Amerikanerne tager i den kommende uge favntag med en svær våbendebat.

Det er et simpelt spørgsmål: Hvor mange mennesker dræbte Adam Lanza?

Og så er det alligevel ikke så simpelt.

Ved højtidelighederne i Newtown i Connecticut ringede kirkeklokkerne 26 gange, ved lokale mindesmærker er der 26 kors eller 26 hjerter, ved kirkegården i Sandy Hook hang der op til jul 26 røde strømper, og i nyhedsudsendelser blev tallet gentaget igen og igen. Seksogtyve.

Men Adam Lanza slog 27 mennesker ihjel, og forskellen på 26 og 27 er forskellen på at være en morders offer og en morders mor. For Adam Lanzas mor var hans første offer. Hun lå i sin seng, han skød hende flere gange i hovedet, og hvis hun overhovedet registrerede noget i det øjeblik, så var det hendes sidste syn her i livet. At hendes søn skød hende.

Alligevel tæller hun ikke i tabsopgørelsen, ikke rigtigt, og deri ligger en indstævning: Du fødte ham, du opfostrede ham, og du er medskyldig.

Som bloggeren Susie Madrak har udtrykt det:

»Det er den lille beskidte hemmelighed i den idylliske by i New England: De giver Nancy Lanza skylden for massemordet. Hun er hans mor, hun skulle have forudset det, hun skulle ikke have haft våben i huset, og hun skulle slet ikke have lært ham at skyde.«

Men hvor skyldig er Nancy Lanza?

Hvor meget kunne hun have forudset?

Og på et større plan – hvor skyldige er andre forældre til mordere?

For Newtown er ikke ene om at pege fingre ad mødre eller fædre. Det er en automatreaktion efter et massemord – og som en talsmand for en organisation for mordofre har sagt til NBC News: »Efter et mord er det som om, at alle konkluderer, at familien må være medskyldig – at æblet ikke falder langt fra stammen,« forklarede Renny Cushing.

Da Jared Loughner for to år siden i Tucson dræbte seks og sårede 12, bl.a. kongresmedlem Gabrielle Gifford, anklagede selv øvrighedspersoner forældrene.

»Han kommer fra en dårligt fungerende familie,« sagde den lokale sherif, og en kendt senator brugte forældrene som en del af sin valgkamp: »Hvor var forældrene henne? Hvor var de henne?«

Ken og Lois Robinson har fortalt til NBC, hvordan de tidligere var populære skolelærere i en lille by i Texas, men så myrdede deres mentalt syge søn fem mennesker – og alt ændrede sig.

»Vi var ikke længere de lokale skolelærere. Vi var en massemorders forældre.«

Susan Klebold fortalte i 2004 til New York Times om tiden efter skoleskydningen i Columbine. Hendes søn, Eric, var en af gerningsmændene, og som hun fortalte: »En advokat sagde til os, at Eric var død, og folk kunne ikke hade ham, og derfor ville de hade os i stedet.«

Og det gjorde de – og Eric havde forudset det, som forældrene har forklaret i en bog.

Han efterlod sin mor en note med teksten: »Selv en god livmoder kan bære et dårligt barn«.

Nogle gange er hadet til forældrene sikkert velbegrundet, andre gange helt ubegrundet, men de fleste gange er det spundet i en tågezone af rygter og løgn, af bagklogskab og af den kærlighed, som forældrene følte over for et menneske, som ikke i andres øjne var kærligheden værd, og Nancy Lanza befinder sig i den zone.

Bagefter er det nemt at se, hvad hun skulle have gjort anderledes, men i real time er det mere kompliceret.

Hun vidste, at Adam ikke var som de andre. Hun vidste det allerede fra første klasse og måske tidligere. Familien flyttede i 1998 fra New Hampshire til Newtown i Connecticut, og Adam begyndte i første klasse på Sandy Hook Elementary, den skole som han 14 år senere angreb.

Som lærere og andre forældre har fortalt til Wall Street Journal – Adam var begavet, men kunne ikke finde sig til rette i skolen, og Nancy Lanza blev indkaldt til samtaler med lærere, terapeuter, skoleinspektører og psykologer.

»Hun havde mange og lange samtaler med dem,« siger en anden forælder til avisen, og i fjerde klasse trak hun Adam ud af skolen og hjemmeskolede ham i en kort overgang.

Det er uvist, hvornår Adam Lanza fik stillet en diagnose, men af skoledokumenterne fremgår det, at han led af Aspergers – en mildere form for autisme – at han ikke kunne føle smerte, og at lærerne derfor skulle holde ekstra øje med, om han gjorde skade på sig selv.

Altid var det Nancy, der sørgede for ham. De fleste medier beskriver faderen, Peter, som en god mand, men også som en erhvervsmand, som havde travlt med at gøre karriere hos finansgiganten GE Capital. Hun havde omvendt lagt sin karriere som børsmægler på hylden og var hjemmegående, og hun havde ansvaret. Hun holdt møderne med skolerne og psykologerne, og hun var der, når Adam fik sine hysteriske anfald, og i 2009 blev hun alene om det hele.

Adam var 17 år på det tidspunkt, og hvis man skal tro skilsmissepapirerne, gik Nancy og Peter Lanza fra hinanden i ro og orden. Ægteskabet var »uløseligt brudt sammen,« fremgår det, men de involverede advokater har fortalt til Huffington Post, at forældrene var stilfærdige og forretningsagtige under skilsmisseforhandlingerne, og at de begge kerede sig om, at Adam fik den bedst tænkelige pleje.

Peter Lanza skulle betale 289.800 dollar om året i underholdsbidrag – det svarer til 1,6 mio. kr., og han skulle betale hvert år ind til 2023, og beløbet ville blive reguleret op i forhold til omkostningsniveauet. Han betalte også familiens sygeforsikring, og han betalte lånet på Nancy Lanzas pragtvilla ud.


Så ingen led økonomisk nød, og Adam havde også i månederne efter skilsmissen kontakt med faderen, som flyttede en times kørsel væk. Men i 2010 blev forbindelsen brudt, formentlig fordi Peter Lanza på det tidspunkt fandt en ny kæreste, som han flyttede sammen med og senere giftede sig med, skriver Wall Street Journal. I 2010 afbrød Adam også forbindelsen til sin storebror, Ryan, som flyttede til New York for at indlede sin egen erhvervskarriere.

I gymnasiet trak Adam sig mere og mere ind i en skal; radmager, mærkelig, tavs, venneløs og altid genstand for et grin, når lærerne pludselig bad ham svare på et spørgsmål, og han krympede sig under opmærksomheden.

I 2010 forlod han gymnasiet, og Nancy Lanza hjemmeskolede ham igen, og som en bekendt – og en forælder til et andet autistisk barn – siger til Daily Beast:

»Dermed gjorde hun det 50 millioner gange sværere for sig selv.«

Nu var de kun de to hjemme i huset på højen, Nancy Lanza og Adam Lanza, og det sidste og tragiske kapitel kunne begynde.

Hun begik to fejl. Hun skulle have søgt hjælp, og hun skulle ikke have haft våben.

Adam var tydeligvis mere, end hun kunne klare. Venner har sagt til forskellige medier, at hun blev mere og mere frustreret over, at hun ikke kom nogen vegne med ham. Hun blev – som enhver forælder med et sygt eller handicappet barn gør – ved med at håbe på et mirakel: At han en dag ville bryde ud af sin trance og blive som en ganske almindelig 20-årig. Men det skete ikke.

Adam forblev bare den uudgrundelige Adam: 190 centimeter høj, 50 kilo tynd og med voldelige computerspil og en egen verden, som Nancy Lanza ikke kunne trænge ind i, og derfor er det ikke helt umuligt at begribe, hvorfor hun blev ved med at tage ham med til den ene ting, som de trods alt fandt en fælles fornøjelse i: Skydning.

På skydebanen – hver med en pistol eller en riffel – kom de endelig nærmere hinanden.

Var det forklarligt eller uansvarligt?

Kommentatoren Michael Tomasky mener det sidste. Som han har skrevet:

»Ingen mor ser en potentiel massemorder, når hun betragter sin søn, men hør nu her … Adam matchede profilen på en massemorder. Han var en enspænder fyldt med vrede, og hun fortalte sin venner, at hun var bekymret for ham. Og så oplærte hun ham ikke desto mindre til at være en skarpskytte … Jeg beklager, men det lugter langt væk af uansvarligt forældreskab.«

En uvidenskabelig måling på sitet debate.org er enig. 75 pct. af respondenterne siger, at Nancy Lanza er medskyldig, og hvis man læser nogle af svarene igennem, hører man de samme argumenter som hos Michael Tomasky: Hun var medskyldig, fordi hun havde våben, som Adam fik fingre i, og hun var medskyldig, fordi hun lærte ham at skyde.

Men med deres vrede mod Nancy Lanza besvarer amerikanerne deres egne spørgsmål i våbendebatten, uden nødvendigvis at ville det.

For hun havde anskaffet sig sine fem skydevåben ganske lovligt, hun havde våbentilladelse, og hun havde købt dem hos en autoriseret forhandler. Ifølge en talsmand for statspolitiet i Connecticut opbevarede hun dem efter forskrifterne, i et aflåst kælderskab, som Adam fandt nøglen til, men omvendt er der ikke i USA nogen lov, som siger, at familiemedlemmer til psykisk syge ikke må eje våben.

Hun var med andre ord en regelret våbenejer, hun gjorde, hvad hun skulle, kunne og burde, og hvis hun er skyldig, så er de samme amerikanere, der fordømmer hende, per logik også. For de har tilladt de våben, som hun købte, og de har hæget om den lov og de politikere, som gav hende ret til at købe dem, og dermed er hun ikke bare et offer for sin søn, men også for sit eget land.

Men hvorfor blev hun et offer? Hvad skete der i de sidste dage?

Til sidst fik hun tilsyneladende nok. Amerikanske medier er uenige om, hvad der helt præcist foregik, og politiet vil endnu ikke sige noget, men flere medier hævder, at Nancy Lanza gav op. Hun indså, at hun ikke længere alene kunne tumle sin store søn, og hun undersøgte muligheden for at flytte til en anden stat, som havde specielle universiteter eller institutioner for autistiske elever – og hun var tæt på at virkeliggøre sin plan.

Adam Lanza fik nys om det, og han opfattede det som om, han skulle anbringes – og som det ultimative forræderi.

Og 14. december dræbte han, og han dræbte syvogtyve mennesker.

Berlingske stiller i denne uge skarpt på kampen om amerikanernes våben. Læs mere her.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.