Sean Penn og det relative monster

Sean Penn mødte hemmeligt »el Chapo« og ser i et interview verden med hans øjne. Det er en uskøn verden, som får narkobaronen til at tage sig godt ud. Og det er også en relativisering, som vil noget.

Magasinet Rolling Stone har, efter at den mexikanske narkobaron Joaquin »Chapo« Guzman igen er pågrebet oven på sin seneste spekatkulære flugt fra et fængsel, offentliggjort et stort interview. som skuespilleren Sean Penn lavede med ham under flugten.
Magasinet Rolling Stone har, efter at den mexikanske narkobaron Joaquin »Chapo« Guzman igen er pågrebet oven på sin seneste spekatkulære flugt fra et fængsel, offentliggjort et stort interview. som skuespilleren Sean Penn lavede med ham under flugten.

Det tog skuespilleren Sean Penn 14 timer at nå frem til »el Chapo«.

Først fløj han fra Los Angeles til en lufthavn i en mellemstor mexicansk by. Så kørte han. Så fløj han. Så kørte han i ni timer gennem tæt jungle og nåede til sidst frem til en rydning, hvor verdens største narkobaron – en lille tæt mand i blåmønstret silkeskjorte – tog imod ham.

Det var en lang rejse fra frihed til en farlig forbryder på flugt, men selve den fysiske rejse er ikke den længste rejse i Penns artikel. Og forbryderen er heller ikke den farligste dimension. Den længste rejse, den farligste dimension, er derimod den måde, som Sean Penn vender narrativet og kameravinklen og ser verden – ikke udefra og på »el Chapo«, men fra »el Chapo« og mod os.

Og det er en ubehagelig oplevelse.

Kilroy

Fredag aften dansk tid anholdt mexicanske marineinfanterister Joaquin »el Chapo« Guzman. »Missionen er fuldført. Vi har ham,« tweetede præsident Pena Nieto. Han behøvede ikke identificere »ham«, for det var en given sag. Siden »el Chapo« flygtede fra et flugtsikkert fængsel i juli – på motorcykel gennem en halvanden kilometer lang tunnel under fængslet – har hele Mexico leget Kilroy; »el Chapo« var snart her, så der, og der var ikke en uge uden et nyt militært raid mod et »hemmeligt gemmested«.

Fredag fik de ham, og lørdag føjede magasinet Rolling Stone så til nyheden. Sean Penn havde i efteråret foretaget et interview med »el Chapo«, og søndag offentliggjorde magasinet interviewet. 10.000 ord skrevet i en stil, som Hunter S. Thompson ville genkende, inklusive prut, tequila og en fransk filosof, men selv stilen kan ikke maskere, hvad det reelt er:

Et scoop – en nyhed af den slags, som ikke bare er en nyhed, men som også truer med at møblere rundt på elementerne.

60.000 døde

For før artiklen var »el Chapo«, hvad han også er: En forbryderkonge med en stor og blodig andel i de 60.000 dødsfald og 30.000 forsvindener, som narkokrigen i Mexico har kostet siden 2006 – og en forbryderkonge, som regerer et imperium med en større omsætning end Facebook. Han gør business på fire kontinenter, til lands, til vand, i luften og under vandet, og han sælger mindst halvdelen af den kokain, heroin, marihuana og methamfetamin, som bliver smuglet ind i USA.

Før artiklen var »el Chapo« hvad han også er – et monster – men det er vi også, når vinklen bliver vendt, og »el Chapo« betragter verden. For han er i det mindste ærlig, noterer Sean Penn. Vestlig politik er et studie i kynisme og uhæderlig varedeklaration, og vestlige forretningsfolk, som sælger cigaretter, slik, alkohol og sodavand kunne aldrig finde på at annoncere, at de sælger noget sundhedsnedbrydeligt bras.

»El Chapo« er derimod ærlig i sin uærlighed. Han er en forbryder, og han sælger noget bras, som han aldrig selv kunne finde på at bruge. Og han er rigtig god til det, praler baronen: »Jeg distribuerer mere heroin, methamfetamin, kokain og marihuana end nogen anden person i verden Jeg har en flåde af ubåde, fly, lastbiler og skibe.«

Vi lever i en verden, hvor det udelukkende handler om penge og magt. »El Chapo« trives i det økosystem, og han har en mistro eller mishag over for alle, som siger, at de ikke opererer efter de kvaliteter. Han kan slet ikke forholde sig til, at Sean Penn laver interviewet og skriver artiklen til Rolling Stone uden honorar, og han opregner til baggrund navne på politikere, myndigheder og virksomheder, som modtager hans penge eller hvidvasker dem, og som samtidigt fører sig frem som renheden selv og som »tough on crime«.

Hver måned misbruger knap 25 mio. amerikanere narkotika, tallet er stigende, og hvis ikke markedet havde været der – hvis ikke forbrugerne efterspurgte hans produkt, hvis ikke myndighederne forbød det, hvis ikke myndigheder og politikere tog imod hans bestikkelsespenge, hvis ikke bankerne hvidvaskede dem – så ville han ikke være i business, siger »el Chapo«.

Han hævder ikke, at han er et ulykkeligt produkt af omstændighederne eller en lille mand i et stort spil. Men han hævder, at omstændighederne er der, og at han spiller dem som en mesterspiller, og hvis han ikke var der, ville en anden træde ind og gøre det samme, for omstændighederne er uændrede, og verden bliver ikke bedre.

Dermed minder han om Tony Montana, narkobossen i filmen »Scarface,« som Penn citerer for en tirade mod en flok måbende restaurantgæster: »I har ikke nødderne til at være den, som I gerne vil være. I har brug for folk som mig. I kan pege jeres fedtede fingre ad mig og sige: »Ham der – han er den onde«. For det gør jer til de gode. Men I er ikke gode. I ved bare, hvordan man dukker sig og lyver (…) Jeg siger altid sandheden. Selv når jeg lyver.«

Monster

Det er Sean Penns pointe og »el Chapos« pointe – at han er god nok i sin ondskab – og det er den samme pointe, som vi iklædt et flor af religiøse alibier også får fra terrorister og fra kalif Baghdadi. De spiller de kort, som Vesten har givet dem, og de spiller dem godt og åbent, og de relativiserer deres forbrydelse i forhold til den forbrydelse, som verden i øvrigt er.

Det er en fristende postmodernistisk pointe, som imidlertid kun lykkes, når den sammenligner sig selv med de mest korrumperende elementer. »El Chapo« er kun mere ærlig sammenlignet med undtagelsen – med en korrumperet politiker eller en bankdirektør, som under lag af regnskabssminke hvidvasker blodpenge; han er ikke mere ærlig end reglen, som ikke distribuerer heroin, bestikker og slår ihjel. Og hans system, som lever af forbrydelsen, er ikke mere ærligt end det system, som bekæmper den, og hans statiske syn på verden er ikke bedre end et progressivt syn på en bedre verden.

De fleste eksperter er enige om, at USA ikke kan retsforfølge Sean Penn for at interviewe den mest eftersøgte mand på den vestlige halvkugle – journalister interviewede Osama bin Laden uden retslige konsekvenser – men det betyder ikke, at han ikke kan klandres for at relativisere en endnu vigtigere pointe end sin egen:

At selv et ærligt monster til syvende og sidst er netop dét – et monster.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.