Russisk minister: Erdogan og familien køber olie af Islamisk Stat

Striden mellem Rusland og Tyrkiet er blevet personlig.

MOSKVA: Trods internationale forsøg på at dæmpe gemytterne buldrer ordkrigen mellem Ruslands Vladimir Putin og Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan videre.

Nu hævder det russiske forsvarsministerium, at Erdogan og hans familie personligt er involveret i oliehandel med Islamisk Stat.

På et pressemøde i Moskva sagde Ruslands viceforsvarsminister, at Rusland kan bevise en direkte forbindelse mellem krigerne fra Islamisk Stat (IS) og den tyrkiske præsidents familie. Forbindelsen består angiveligt af olie.

»Tyrkiet er den største forbruger af olie, der stjæles fra Syrien og Irak. Ifølge vores information er den øverste politiske ledelse - præsident Erdogan og hans familie - involveret i denne forbryderiske forretning,« siger viceforsvarsminister Anatolij Antonov.

Rusland har raset mod Tyrkiet, siden et tyrkisk F-16 fly skød et russisk kampfly ned på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien i sidste uge.

Det er dog første gang Rusland direkte beskylder Erdogan og hans familie for at have forretningsinteresser forbundet med IS. De russiske generaler peger specifikt fingeren på Erdogans svigersøn, der er Tyrkiets energiminister.

»Måske er jeg for direkte, men man kan kun betro tyvagtige forretninger til ens nærmeste,« lød det fra Antonov på pressemødet.

De personlige anklager markerer et nyt lavpunkt i forholdet mellem Erdogan og Putin siden nedskydningen af det russiske fly for otte dage siden. Putin har siden gentagne gange afvist Erdogans ønske om et møde ansigt til ansigt.

Tyrkiets præsident afviser på sin side anklagerne. Han har kaldt Ruslands beskyldninger en »følelsesmæssig reaktion«. Hvis den slags anklager bevises, ville han straks træde tilbage som præsident, meddelte han.

»Vi er ikke æreløse, og den slags udvekslinger med terrorgrupper er umulig. Det skal alle vide,« sagde Erdogan mandag.

Tyrkiet har tidligere beskyldt Rusland for at være medansvarlig for de største civile tab i Syrien gennem bombetogter og støtten til Bashar al-Assads syriske regeringshær.

Både EU, USA og FN har forsøgt at mægle i den ophedede strid. I stedet har krisen siden sidste uge blokeret både handel og turisme og udløst en veritabel ordkrig mod Tyrkiet fra russisk side.

Konflikten er sprængfarlig, fordi et russisk sammenstød med NATO-landet Tyrkiet i værste fald kan trække resten af alliancen ind i en konflikt. Samtidig svækker fjendskabet mellem Tyrkiet og Rusland muligheden for en fælles vestlige-russisk indsats mod Islamisk Stat.

Desuden militariseres regionen omkring det nordlige Syrien yderligere. Russiske styrker har opstillet avanceret anti-luftskyts i Syrien nær grænsen til Tyrkiet.

Tyrkiet har svaret igen ved at opmarchere kampvogne i grænseområdet.

Tyrkiet nægter at undskylde for nedskydningen af det russiske SU-24 kampfly, der ifølge Tyrkiet kortvarigt fløj ind i tyrkisk luftrum.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.