Rusland-ekspert: Putin er færdig med sin overmodige ven, Assad

Klare uoverensstemmelser mellem Rusland og Syriens præsident er en af grundene til, at hovedparten af de russiske styrker overraskende trækkes ud af Syrien fra i dag. Det vurderer seniorforsker Flemming Splidsboel. Tilbagetrækningen betyder, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, står svækket ved fredsforhandlinger i Geneve.

For knap et halvt år siden satte Rusland militært ind i Syrien for at redde en allieret, den syriske præsident Bashar al-Assad.

Med voldsomme bombardementer har russerne hjulpet Assad med at generobre omkring 10.000 kvadratkilometer land efter eget udsagn, men nu er det slut. Nu må Assad selv levere.

På et møde i Kreml mandag aften fortalte Ruslands præsident, Vladimir Putin, at »hovedparten« af landets styrker trækkes tilbage fra 15. marts, og den udmelding skal blandt andet ses i lyset af et noget anstrengt forhold mellem Putin og Assad.

Det vurderer Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med fokus på Rusland:

»Rusland har reddet Assad-styret, men nu må Assad selv levere. Rusland er færdige. Det er bemærkelsesværdigt, at Rusland ikke venter til forhandlingerne i Genève er færdige, men i stedet sender Assad alene ind til forhandlingerne, om man så må sige.«

Rusland har mistet tålmodigheden

En FN-fredsproces er lige nu i gang i Genève. Efter meldingen fra Putin mandag, har oppositionsgrupper været hurtige til endnu en gang at slå fast, at Assad ikke kan være en del af en overgangsløsning.

»Jeg tror, Rusland har mistet tålmodigheden med Assad, og jeg tror, Assad har været for stædig. Assad sagde for nylig, at han gerne vil generobre hele det syriske territorium, og han har nok nærmest troet, at nu ville russerne være der »for good«. Men Rusland er ikke villig til at sætte det hele ind og forpligte sig på stort set ubestemt tid.«

»Rusland har ment, Assad var deres bedste bud og hjulpet ham, men Ruslands ambassadør i Paris foreslog allerede eksil for ham for flere år siden. I et interview hen over jul talte Putin igen indirekte om eksil for Assad, og jeg er ikke i tvivl om, at Rusland har forsøgt at presse ham til det temmelig hårdt i flere år,« siger Flemming Splidsboel.

Rusland har demonstreret sine evner på verdensscenen

Rusland ønsker, at Assad står stærkt, men de to lande er altså ikke enige om, hvad der skal ske, vurderer han. Brugen af kemiske våben mod en syriske befolkning har ifølge Flemming Splidsboel også slidt på forholdet.

»Det er jeg sikker på, russerne var rasende over. De er trætte af ham. Assad er blevet overmodig og tror, han har russerne til at gøre det beskidte arbejde, men nu har russerne fået nok,« siger han.

Flemming Splidsboel mener desuden som andre eksperter og iagttagere, at Putin trækker de russiske tropper hjem, fordi Putin i høj grad har opnået det, han ville. Rusland har i første omgang reddet Assad, og så har Putin vist, at Rusland kan spille en militær rolle på verdensscenen.

»Det har været et stort skridt for Rusland at engagere sig i en krig på den her måde uden for det gamle Sovjetunionen. Desuden har Putin haft lejlighed til at demonstrere, hvad det russiske forsvar kan,« siger Flemming Splidsboel.

Med en tilbagetrækning nu sørger Putin desuden for, at han selv bestemmer hvor og hvornår. Det er svært at trække tropperne hjem, når det går ned ad bakke. Lige nu er Rusland på toppen, da fredsforhandlingerne netop er startet, pointerer Flemming Splidsboel.

Et prorussisk styre

Putin har ikke sat nogen slutdato på, hvornår hovedparten af de russiske styrker vil have forladt Syrien, og Rusland er da også fortsat til stede på sidelinjen ved fredsforhandlingerne i Genève, der fortsætter i dag.

»Det afgørende bliver nu at se, hvad der kommer til at ske i Genève. Rusland står ligesom USA på sidelinjen, så Assad er ikke helt alene, men han har ikke længere samme rygdækning,« siger Flemming Splidsboel.

Han tror, Rusland føler sig sikre på, at en løsning kommer til at indebære et prorussisk styre i Syrien. Dog uden at det nødvendigvis behøver være med Assad i spidsen.

Der har været borgerkrig i Syrien foråret 2011, hvor Bashar al-Assad med stor brutalitet nedkæmpede en folkelig opstand.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.