Rompuy deler gaverne ud på forhånd

En fransk øgruppe og en central ungarsk provins er blandt modtagerne af særlige tilskud i det foreslåede EU-budget. Diplomater undrer sig over EU-formandens strategi.

Herman Van Rompuy deler gaver ud inden EU-budgettet er på plads.
Herman Van Rompuy deler gaver ud inden EU-budgettet er på plads.

I vanskelige forhandlinger er det altid godt at have noget smørelse, der kan få de store kameler til at glide ned, men i Bruxelles har EU-præsident Herman Van Rompuy noget overraskende delt smørelse ud på forhånd.

Uden at have en aftale på plads.

I det forslag, som Van Rompuy har præsenteret for de 27 stats- og regeringschefer, øremærkes flere milliarder kroner til helt konkrete områder i EU.

De knap 200.000 beboere på den lille øgruppe Mayotte, der befinder sig ud for Afrikas østkyst, kan se frem til en check på 1,5 mia. kr., hvis udspillet vedtages. Eller en "envelope", som det hedder på EU-sprog. På dansk en "kuvert".

Mayotte er en fransk koloni med sociale problemer, som ligger den socialistiske præsident Francois Hollandes hjerte nær. Omvendt skal den franske præsident acceptere en generelt lavere landbrugsstøtte. Pengene, der formodentlig især er engangsudbetalinger, kommer fra EUs strukturfonde, hvor der i krisens navn skal indføres et loft over, hvor meget hver region kan få ekstra i det nye budget for de næste syv år.

Men den regel gælder bare ikke den ungarske region Közép-Magyarország, hvor hovedstaden Budapest ligger.

Den ungarske premierminister Viktor Orban ser ud til at blive én af det nye budgets store nettotabere, og ni milliarder kroner direkte til den centrale region er et plaster på såret.

Der er også "kuverter" til Italiens mindre udviklede og Grækenlands mere udviklede regioner på 7,5 mia. kr. hver.

Den største konkrete udbetaling i budgetforslaget går dog til Spanien, der har udsigt til 21 milliarder kroner. Fordelt på både mindre og mere udviklede regioner og et særligt beløb til de to spanske enklaver på den marokkanske kyst Ceuta og Melilla.

En specifik liste med særlige uddelinger er ikke unormal i EUs budgetter, men det undrer diplomater tæt på forhandlingerne, at Herman Van Rompuy spiller listen ud så tidligt i forløbet.

Normalt er det noget, der kommer på bordet hen imod slutningen. En gave, der først er på bordet, kan være meget svær at trække tilbage, og hvis forhandlingerne om budgettet udskydes til næste forår, er det ikke sikkert, at taknemmeligheden holder sig frisk.

Danmark er ikke nævnt, men det behøver ikke nødvendigvis at være dårligt nyt. Det kan skyldes, at den danske regering går efter en større gevinst, nemlig en permanent bonus i form af en rabat på det danske EU-kontingent på en milliarder kroner om året.

Det kan selvfølgelig også bare være, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) må vende tomhændet hjem.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.