Rejsebureauer advarer danskere om Indien

Efter en gruppevoldtægt af en 51-årig dansk kvinde i Indien beder flere danske rejsebureauer nu deres kunder om at passe særligt på, når de rejser til landet.

INDIEN: En gruppevoldtægt af en 51-årig dansk kvinde i Indien får nu flere rejsebureauer til at bede deres kunder om at passe særligt på, når de rejser til landet.

»Vi tager det meget alvorligt. Vi taler altid med vores kunder om de aktuelle forhold, som de skal være opmærksomme på i de lande, de rejser til. Men nu har vi specifikt i lyset af den tragiske hændelse indskærpet over for vores rejsekonsulenter, at det er et emne, der skal tales om, når der er kvinder, der rejser til Indien,« fortæller Niels Amstrup, direktør for Jysk Rejsebureau, som sidste år arrangerede 943 ture til Indien.

Rejsebureauet har desuden taget kontakt til de kunder, som skal af sted inden for den nærmeste fremtid for at sikre sig, at de kender til forholdene.

Inden for de seneste år har Indien været plaget af en serie af gruppevoldtægter, men indtil nu har Jysk Rejsebureau ikke oplevet et fald i interessen for rejser til landet. Dog frygter Niels Amstrup, at det vil ændre sig nu, når det er gået ud over en dansk kvinde.

»Det kommer pludselig meget tæt på. Jeg kunne godt forestille mig, at det vil påvirke rejsemønsteret i en kortere eller længere periode. Inden for det seneste år til halvandet er folk begyndt at spørge mere ind til sikkerheden, når de planlægger rejser til Indien – det gælder især kvinder,« siger direktøren.

Også pressechef i Albatros, Steen Albrechtsen, der arrangerede 2.500 rejser til Indien sidste år, melder om et øget fokus på sikkerheden.

»Vi har netop i anledningen af gruppevoldtægten fremhævet over for vores rejsevejledere, at der nu er en sag, de skal være ekstra opmærksomme på og orientere kunderne om. Risikoen for voldtægt er nok ikke blevet voldsomt meget større, men det giver anledning til, at vi sætter mere fokus på det,« siger han.

Albatros’ Indien-rejser foregår i grupper med en rejseleder tilknyttet, så målgruppen er ikke udsat for en lige så stor risiko som folk, der rejser alene, vurderer Steen Albrechtsen.

»Vi advarer altid folk om, at hvis de skal begive sig ud på egne opdagelser, så skal de altid høre med rejselederen først og altid gå i grupper. Det punkt på vores vejledningsliste har vi fremhævet ekstra over for vores rejseledere nu,« siger han.

Rejsebureauet Kilroy arrangerer typisk ture for de 18-25-årige, som skal ud på længere rejser, og 300 rejsende skønnes sidste år at have lagt vejen forbi Indien, fortæller commercial manager Sarah Crone.

»Vi går ikke ud og fraråder folk at rejse af sted nu, men vi vil sørge for at sige til vores kommende kunder, at de skal være ekstra påpasselige, når de rejser til Indien. Det vil helt sikkert være en del af dialogen fremover. Det er jo vores vigtigste job at klæde de unge ordentligt på til deres ture,« siger hun.

Den 51-årige kvinde blev voldtaget af en gruppe mænd i den indiske hovedstad, New Delhi, tirsdag aften. 15 mænd er anholdt.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.