Rådgiver: Trump vil ikke granske Clintons e-mail-sag

USA's kommende præsident vil ikke indlede ny undersøgelse af Hillary Clintons e-mails, siger Trump-rådgiver.

Washington. Donald Trump vil ikke iværksætte en ny efterforskning af Hillary Clintons såkaldte e-mail-sag.

Det bekræfter Trumps nære rådgiver Kellyanne Conway. Hun siger i et interview med tv-stationen MSNBC tirsdag, at USA's kommende præsident ikke vil forfølge sagen videre.

- Når den kommende præsident siger, allerede inden han er taget i ed, at han ikke vil forfølge denne sag, sender det et meget stærkt budskab, siger Conway på spørgsmålet om, hvorvidt andre dele af det republikanske parti kan slippe sagen.

Trump selv er endnu ikke kommet med en udmelding om, hvorvidt han vil indfri sit løfte om at lade en særlig anklager granske Clintons brug af en privat e-mail-server, da hun var udenrigsminister.

Ved Trumps valgmøder råbte hans tilhængere ofte "Spær hende inde!", når den republikanske præsidentkandidat omtalte e-mail-sagen.

Hans trussel om at sende sin politiske modstander i fængsel, som faldt under den anden tv-debat mellem de to præsidentkandidater, udløste fordømmelser fra flere sider.

Siden Trump overraskende blev valgt som USA's kommende præsident ved valget tidligere på måneden, har han undveget spørgsmål om sine tidligere udtalelser om e-mail-sagen.

Sagen kom frem, da New York Times i marts 2015 afslørede, at Clinton brugte en privat e-mailkonto som udenrigsminister. Det skete i perioden fra 2009 til 2013 og var et muligt brud på reglerne.

I juli i år konkluderede forbundspolitiet FBI, at Clinton håndterede de hemmelige oplysninger "ekstremt skødesløst", men at det skete i god tro.

Mindre end to uger inden præsidentvalget 8. november genåbnede FBI sagen efter fund af e-mails på en computer, som tilhører Clintons nære rådgiver. To dage inden valget meddelte FBI, at der ikke er grund til at sigte Clinton.

/ritzau/dpa

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.