Rick Santorum tager det tungere skyts i brug mod sin modstander, Mitt Romney i ny kampagnevideo.
15. februar 2012, 21:54
En ny front er åbnet i slagsmålet i den republikanske lejr om at blive præsident i stedet for præsidenten.
I en ny 30 sekunders reklamefilm udstilles Mitt Romney som skydegal pendant til Sylvester Stallones Rambo-figur. »Rombo«, som den tidligere guvernør i Massachusetts kaldes i filmen, farer rundt med et maskingevær, mens han forsøger at ramme en papfigur af sin modstander til posten som republikanernes kandidat, Rick Santorum.
Romney bekyldes for brutalt angreb
»Mitt Romneys negative angrebsmaskine er tilbage. Denne gang fyrer Romney mudder af sted mod Rick Santorum,« lyder den dybe kommentatorstemme, mens der klippes livligt og hyppigt mellem en Mitt Romney-look-a-like, der løber rundt og skyder med mudder, og så papfiguren af Santorum, som undslipper uden en skramme.
Reklamefilmen for Rick Santorum beskylder Mitt Romney for at bruge 20 millioner dollars på »brutalt at angribe andre republikanere«, og »i sidste ende vil Mitt Romneys grimme angreb give bagslag« - hvorefter Romney-skuespilleren ses med mudder på sin skjorte efter at have forsøgt at lægge an til næste mudder-salve.
Reklamefilmen kører overalt i Michigan, hvor der 28. februar holdes primærvalg. Selv om Mitt Romney er vokset op dér og vandt for fire år siden, viser to nylige meningsmålinger, at Rick Santorum fører kapløbet.
Mitt Romney fastholder, at han ikke har ført negativ kampagne mod Rick Santorum, men at Santorum tværtimod kørte reklamer mod ham i delstaten South Carolina.
Romney fører sammenlagt
Mitt Romney vandt i Florida og Nevada, mens Rick Santorum overraskende trak flest stemmer i Colorado, Minnesota og Missouri.
Sammenlagt fører Mitt Romney dog i kampen om at vinde flest delegerede, når Republikanernes modkandidat til præsident Barack Obama skal udpeges på det republikanske konvent i Tampa i Florida den 27. august.
Der er præsidentvalg i USA den 6. november 2012.


































