Politikere: Aktivister opildner migranter til ulovligheder

Den franske havneby Calais er igen i fokus, efter migranter og aktivister i weekenden besatte en færge efter en demonstration i byen. Flere tusinde personer opholder sig i Calais, hvorfra de med alle midler forsøger at komme til Storbritannien for at søge asyl.

Migranter forsøger at kæmpe sig hen til den britiske færge »Spirit of Britain« i den franske havneby Calais lørdag 23. januar.
Migranter forsøger at kæmpe sig hen til den britiske færge »Spirit of Britain« i den franske havneby Calais lørdag 23. januar.

Politikere beskylder militante aktivister for at opildne migranter til oprør og politivold i den franske havneby Calais, efter en episode i weekenden, hvor en demonstration med omkring 2.000 personer udviklede sig til, at en færge blev besat. Det skriver den franske avis Le Figaro.

Den lokale nødhjælpsarbejder Jean Pierre Claudel mener imidlertid, at politikerne bruger aktivisterne som syndebuk. Det er i virkeligheden regeringens håndtering af migranterne, der fører til oprør, lyder det.

Det er værd at bemærke, at migranter her bruges som samlet betegnelse for både flygtninge og andre ikke-europæiske borgere, der er rejst til Calais.

Besættelsen af færgen har ført til anholdelse af 35 personer heraf 26 migranter og ni aktivister. Mandag bliver otte af dem - seks personer fra henholdsvis Afghanistan, Sudan og Eritrea samt to franske aktivister - stillet for retten, oplyser anklageren i Boulogne, Jean-Pierre Valensi, til Le Figaro. De otte personer står hver især til en bøde på omkring 28.000 kroner og seks måneders fængsel.

»Ingen jungle, ingen jungle«

Hele balladen startede lørdag, da omkring 2.000 personer demonstrerede fredeligt i havnebyens centrum for at vise solidaritet med de cirka 4.000 migranter, der i øjeblikket bor i lejre ved byen, hvorfra de forsøger at komme til Storbritannien. Calais har flere gange været omtalt i internationale medier på grund af uro og umenneskelige leveforhold i lejrene.

Demonstranterne lørdag talte både franskmænd, briter, italienere, belgiere og borgere fra ikke-europæiske lande, og de gik på gaden for at opnå »værdige modtageforhold«.

»Ingen jungle, ingen jungle,« råbte de ifølge den franske avis Le Monde under henvisning til de ubehjælpelige lejre i udkanten af byen.

Sidst på eftermiddagen skiftede den fredelige demonstration karakter, da flere hundrede personer trængte igennem en afspærring på havnen og forsøgte at komme om bord på færgen »Spirit of Britain«. Det lykkedes en del at komme ind på færgen, og uroen førte til, at hele havnen blev lukket.

No Borders: Det er den rette ånd!

Først flere timer senere omkring klokken 20.30 blev migranter og aktivister taget med af politiet, skriver Le Monde. Flere medier refererer til aktivisterne som medlemmer af græsrodsbevægelsen No Borders. Selv kalder de sig angiveligt Calais Migrant Solidarity, og på deres hjemmeside omtales weekendens hændelse under overskriften »Det er den rette ånd! Migranter og flygtninge besætter havn«.

Den franske regering har haft ekstra fokus på No Borders efter en række sammenstød med sikkerhedsstyrker i starten af november. Og indenrigsministerens talsmand, Pierre Henry Brandet, omtaler dem over for Le Figaro i stærke vendinger:

»Der er blevet identificeret militante hos No Borders, som drager fordel af den forvirring og angst, der hersker blandt migranterne, og som bruger den til at få dem til at gøre hvad som helst.«

Pierre Henry Brandet mener, de militante aktivister »får migranterne til at lave optøjer og vold mod politiet«.

Borgmester vil ikke acceptere anarki

Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra No Borders. Den unavngivne person, der tog telefonen, da vi ringede, forklarede:

»Vi taler ikke med mainstream journalister, for I har gjort et virkelig dårligt stykke arbejde med at reportere om migrantkrisen de sidste ti år.«

Borgmesteren i Calais, Natacha Bouchart, mener, der er aktivister, der bruger den ulykkelige situation i havnebyen som et påskud til at angribe den franske stat. Hun forklarer Le Figaro, at hun forstår det humanitære syn på flygtningeproblematikken, men at hun ikke kan acceptere »dette anarki«.

Under demonstrationen blev der malet på en statue af den tidligere franske præsident og krigshelt Charles de Gaulle.

Formand for regionsrådet i Nord-Pas-de-Calais-Picardie, Xavier Bertrand, har også givet udtryk for sin utilfredshed med aktivisterne.

»Attituden blandt No Borders i Calais er skandaløs: Der er brug for sanktioner. Jeg beder regeringen om et krisemøde,« skriver han på Twitter.

Krisemøde afholdes 3. februar

Ønsket om et krisemøde er blevet accepteret af den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, som siger, at regeringen har en »total vilje« til at opretholde lov og orden. Krisemødet skal afholdes 3. februar.

Også fra britisk side presses der på for en bedre løsning af situationen i havnebyen efter weekendens hændelser.

»Det er kun et spørgsmål om tid, før vores værste frygt bliver til virkelighed, og en britisk lastbilchauffør bliver dræbt,« siger administrerende direktør for den britiske transportbrancheforening UK Road Haulage Association, Richard Burnett, til BBC.

Han fortæller, at voldelige udfald mod chauffører eskalerer, og han mener, Frankrig bør sætte militæret ind for at bevogte havneområdet.

»Det er regeringen, der presser flygtningene«

At situationen i Calais er eskaleret, er der ingen tvivl om. Men at det skulle være aktivister fra No Borders skyld, afviser en nødhjælpsarbejder fra den lokale forening »Le Réveil Voyageur«. En organisation, der primært uddeler morgenmad.

»Aktivister fra No Borders bruges som syndebuk. Man mener, det er dem, der får flygtningene til at gøre oprør, men det er ikke sandt. Flygtningene tager sagen i egen hånd, de demonstrerer selv,« siger Jean Pierre Claudel.

Han forklarer, at Calais er en blindgyde for migranter herunder flygtninge. De strander i havnebyen, mens de samtidig presses af den franske regering.

»Regeringen indskrænker deres område, deres »jungle«, mere og mere. Derudover sender de ofte tåregas mod dem. Både mod mænd, kvinder og børn,« siger han.

En symbolsk handling

Besættelsen af færgen handler ifølge Jean Pierre Claudel om at sende en besked.

»Det er en symbolsk handling. De vidste, de ville blive fanget, det er klart,« siger han til Berlingske.

Migranterne i Calais ønsker ikke at søge asyl i Frankrig, de vil til Storbritannien af forskellige årsager, og de forsøger med alle midler at nå over den engelske kanal til Dovers hvide klinter.

De franske myndigheders manglende registrering af dem ligner den manglende registrering, som det seneste år har fundet sted i en række lande på migranternes rejse op gennem Europa. Det gælder for eksempel de migranter, der rejser gennem Danmark og videre til Sverige og Norge.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.