Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Politiet håber på video af knivstikker

Gerningsmanden, som stak en kniv i halsen på en blot 10-årig skolepige i Sverige, er formentlig blevet fanget på video.

Det meste af mandagen har politiet i Gøteborg ledt efter den gerningsmand, som passede en kun ti år gammel pige op uden for hendes skole og stak hende i halsen med en kniv.

Pigens skader er alvorlige, men ikke livstruende oplyser politiet til flere svenske medier sidst på eftermiddagen.

Samtidig håber politiet på et hurtigt gennembrud i sagen.

Det viser sig nemlig, at overvågningskameraer sandsynligvis har fanget gerningsmanden på video. Til dn.se siger Björ Blixter fra Västra Götalands politi, at politiet i øjeblikket er ved at indsamle en større mængde overvågningsbilleder fra området. Samme Björ Blixter forklarede tidligere i dag, at der var tale om en meget alvorlig forbrydelse.

Den 10-årige pige har selv forklaret, at hun ikke kendte manden, som tilsyneladende overfaldt hende helt umotiveret. Heller ikke politiet mener nu, at der skulle være en forbindelse mellem de to. Til gengæld har efterforskerne allerede nu et tydeligt signalement af den eftersøgte mand, men vil endnu ikke offentliggøre det.

Det voldsomme overfald fandt sted uden for Bergsgårdsskolen i Hjällbo i det nordøstlige Gøteborg. Skolens elever er blevet informeret af rektoren, som over for det svenske nyhedsbureau TT ikke ønsker at oplyse, om børn fra skolen har været vidner til knivstikkeriet.

Politiet betragter episoden som et drabsforsøg. Både hundepatruljer og helikoptere har i løbet af mandagen deltaget i eftersøgningen af gerningsmanden.