På togtur med Pussy Riot

De har afsonet 22 måneder for en punksang om Ruslands præsident. Nu vil aktivisterne fra Pussy Riot hjælpe andre fanger i russiske fængsler. Berlingske rejste med, da de tog toget tilbage til straffelejren IK-2.

MOSKVA-NISJNIJ NOVGOROD: Vi sidder i nattogets billige vogne. Her lugter af vådt overtøj og røget fisk. I midtergangen maser folk sig forbi med tunge tasker og fyldte plastikposer. Her er der hverken behagelige kupéer eller samovar med tevand som længere oppe i toget. Men i hvert fald to af passagererne sætter pris på turen i de bagerste vogne.

»Hvis jeg skal være ærlig, så er det bare det, at vi kan køre i et almindeligt tog. Vi kan tale med andre mennesker og gå rundt, som vi vil. Det er ikke et særtog med vagter, der nægter dig vand og ikke vil lade dig gå på toilettet,« siger Nadesjda Tolokonnikova.

Ved siden af hende sidder Maria Aljokhina, det andet medlem punk- og kunstnergruppen Pussy Riot. De er i godt humør. Selv en togbillet på tredje klasse kan give en følelse af frihed, når man har siddet knapt to år i en russisk fængselslejr. De to unge kvinder har været gennem mere, end de fleste kan forestille sig. De har afsonet i Sibirien, i Mordovien og i Nisjnij Novgorod. Deres ophold i »zonen« – sådan kaldes det frygtede system af straffelejre på russisk – blev kun afbrudt af indlæggelser på et fængselshospital, da de kollapsede efter sultestrejker i protest mod mishandling og arbejdsdage på op til 16 timer. Nadjesda Tolokonnikova har en datter på fire, og Maria Aljokhina en søn på fem. De så ikke deres børn i knapt to år.

»For at forstå tilværelsen i »zonen« må man have været der,« siger Maria Aljokhina og kigger på en med grå øjne.

Pussy Riot-medlemmerne Nadesjda Tolokonnikova og Maria Aljokhina har sat sig for at kæmpe for fangerne i de russiske lejre, og Berlingske var med, da de to rejste tilbage til Nisjnij Novgorod, hvor den ene af kvinderne afsonede sin straf. At de blev løsladt før tid som en del af præsident Putins amnesti forud for vinter-OL tilskriver de selv, at de er kendte ud over Ruslands grænser. Den status vil de bruge til at sætte fokus på de umenneskelige forhold for alle de anonyme fanger i straffelejrene.
Pussy Riot-medlemmerne Nadesjda Tolokonnikova og Maria Aljokhina har sat sig for at kæmpe for fangerne i de russiske lejre, og Berlingske var med, da de to rejste tilbage til Nisjnij Novgorod, hvor den ene af kvinderne afsonede sin straf. At de blev løsladt før tid som en del af præsident Putins amnesti forud for vinter-OL tilskriver de selv, at de er kendte ud over Ruslands grænser. Den status vil de bruge til at sætte fokus på de umenneskelige forhold for alle de anonyme fanger i straffelejrene.

Driv Vladimir Putin ud

Det var fængslingen, der gjorde Pussy Riot kendt langt uden for Rusland. De to unge kvinder blev dømt for at synge – eller rettere skrige – en sang om den russiske præsident. I Moskvas domkirke fremførte de omkring 50 sekunder af en punksang, hvor de bandede af kirkens overhoved og bad Jomfru Maria om at »uddrive« Vladimir Putin fra Rusland. Kort efter blev de anholdt. En domstol idømte dem to års ubetinget fængsel for at »opildne til had« mod den ortodokse kirke. Vladimir Putin sagde senere, at deres knapt et minut lange happening havde undergravet selveste Ruslands »moralske grundfæstning«.

Nu er de ude. To måneder før Nadesjda Tolokonnikova og Maria Aljokhina alligevel skulle have været løsladt, blev de sammen med andre fanger inkluderet i en særlov om massebenådning kort før Ruslands kommende værtskab for vinter-OL.

At de blev løsladt før tid som en del af præsident Putins amnesti forud for vinter-OL tilskriver de selv, at de er kendte ud over Ruslands grænser. Den status vil de bruge til at sætte fokus på de umenneskelige forhold for alle de anonyme fanger i straffelejrene.
At de blev løsladt før tid som en del af præsident Putins amnesti forud for vinter-OL tilskriver de selv, at de er kendte ud over Ruslands grænser. Den status vil de bruge til at sætte fokus på de umenneskelige forhold for alle de anonyme fanger i straffelejrene.

»Det er en PR-aktion,« smælder Nadesjda Tolokonnikova.

Maria Aljokhina nikker.

»Det er en profanation af begrebet nåde. Det handler om udenrigspolitik. Putin forsøger kynisk at forme et image i Vesten,« siger hun.

Fængslet har på ingen måde skræmt dem til tavshed. De to aktivister opfordrer til boykot af vinter-OL i Sotji i næste uge.

»Ingen af dem, der sad inde sammen med os, blev løsladt, selv om de havde mere brug for det, hvis vi taler om humanitære grunde. Der var intet humanitært i dette. De løslod dem, der var kendt i offentligheden, og især dem, der var kendt i Vesten,« siger Nadesjda Tolokonnikova.

Og her er vi fremme ved den egentlige årsag til, at vi sidder i nattoget, der rumler gennem aftenmørket mod millionbyen Nisjnij Novgorod. For Pussy Riot-aktivisterne ved godt, at de trods alt var heldige. Opmærksomheden fra omverdenen var en forsikring, som de øvrige indsatte ikke havde.

»Frihed for os er ansvarlighed. Vi har et ansvar overfor dem, der sidder der endnu,« siger Maria Aljokhina.

Derfor rejser de tilbage. For første gang siden deres løsladelse vender de tilbage til »zonen« for at forsøge at få adgang til det kvindefængsel, hvor Maria Aljokhina afsonede en del af sin dom. Gennem en nystartet organisation vil de forsøge at skabe opmærksomhed om forholdene i de russiske fængsler, siger de.

»Det vigtigste lige nu er de tilfælde, hvor kvinder er døden nær,« siger Maria Aljokhina.

Pussy Riot-medlemmerne Nadesjda Tolokonnikova og Maria Aljokhina har sat sig for at kæmpe for fangerne i de russiske lejre, og Berlingske var med, da de to rejste tilbage til Nisjnij Novgorod, hvor den ene af kvinderne afsonede sin straf. At de blev løsladt før tid som en del af præsident Putins amnesti forud for vinter-OL tilskriver de selv, at de er kendte ud over Ruslands grænser. Den status vil de bruge til at sætte fokus på de umenneskelige forhold for alle de anonyme fanger i straffelejrene.
Pussy Riot-medlemmerne Nadesjda Tolokonnikova og Maria Aljokhina har sat sig for at kæmpe for fangerne i de russiske lejre, og Berlingske var med, da de to rejste tilbage til Nisjnij Novgorod, hvor den ene af kvinderne afsonede sin straf. At de blev løsladt før tid som en del af præsident Putins amnesti forud for vinter-OL tilskriver de selv, at de er kendte ud over Ruslands grænser. Den status vil de bruge til at sætte fokus på de umenneskelige forhold for alle de anonyme fanger i straffelejrene.

Hun fortæller om en tidligere medfange i kvindefængslet IK-2 i Nisjnij Novgorod, der blev frataget behandling for sin HIV-infektion i en længere periode. Hendes tilstand er nu kritisk. Da hendes familie krævede hende løsladt af hensyn til hendes helbred, blev kvinden i stedet som straf smidt i en uopvarmet celle. Straf er den rutinemæssige reaktion på kritik i et fængselssystem, hvor ingen normalt tør klage, siger Maria Aljokhina.

»Systemet bygger på fornedrelse. Du får hele tiden at vide, at du ikke er noget. Du er »en dømt«. Det kalder de dig. Det er ikke et menneske, der har mistet sin frihed. Det er en person, der har mistet sin status som menneske,« siger hun.

I fængslet var det blandt andet værker af den sovjetiske dissident Vladimir Bukovskij, der reddede hendes egen forstand, siger Maria Aljokhina. Nadesjda Tolokonnikova havde i lange perioder end ikke adgang til bøger. Hun sad i en af landets mest berygtede lejre i fængselsprovinsen Mordovien. Her var arbejdsdagen på op til 16 timer. Fangerne skulle stå op kl. 5.45 og måtte først gå til ro klokken et om natten. Oven i den konstante udmattelse blev de indsatte frataget retten til kolde bade og toiletbesøg for overtrædelser af et reglement, der var så godt som umuligt ikke at overtræde.

»Vi skulle stå op kl. 5.45, men lejrens vicechef sagde, at vi ikke måtte skrive, at vi står op kl. 5.45, for det er i strid med reglerne. Hvis vi sagde det til nogen, så blev der indgivet rapport. Men samtidig skulle vi være klar til morgenøvelser kl. 6, så der var ikke andre muligheder. Sådan begyndte absurditeten fra morgenstunden,« fortæller hun.

Nadesjda Tolokonnikova blev løsladt i forbindelse med den amnesti, som præsident Putin udstedte forud for vinter-OL.
Nadesjda Tolokonnikova blev løsladt i forbindelse med den amnesti, som præsident Putin udstedte forud for vinter-OL.

Officielt var arbejdsdagen otte timer, men fangerne blev tvunget til at arbejde dobbelt så længe, fordi de 40-45 fanger tilsammen skulle sy 150 politiuniformer om dagen. Indsatte som ikke kunne arbejde på grund af sygdom eller udmattelse blev straffet og truet af vagterne og de andre indsatte. I juni var Nadesjdas Tolokonnikova månedsløn 29 rubler eller knapt fem kroner.

»Værdien af dette arbejde går i nogens lommer. Det er reelt slavearbejde,« siger hun.

Trods knapt to år i fængselslejrene fortryder de to kvinder ikke aktionen i kirken, siger de. De forsvarer den, selv om magthaverne og de statslige TV-kanaler brugte den til at fremstille dem og resten oppositionen som gudløs og ekstremistisk.

Mere Putin end Gud

Modsat i Vesten, hvor Pussy Riot-aktivisterne hurtigt fik næsten ikonisk status, så var billedet mere grumset i Rusland. Mange troende blev stødt over aktionen og over de hårde ord mod kirkens øverste leder, patriark Kiril, der kort forinden havde kaldt Putins styre for »mirakuløst«. I gruppens punksang blev han kaldt »et røvhul«, der tror mere på Putin end på Gud.

Provokationen var nødvendig, fastholder Maria Aljokhina.»Mange menneske her i landet ønsker ikke at analysere den virkelige situation. De æder information til morgenmad men har ikke impulsen til at analysere. En af vores super vigtige opgaver som kunstnere er at vække den impuls med alle lovlige midler,« siger hun.De to aktivister ser Pussy Riots optrædener som en videreudvikling af en russisk tradition for såkaldt aktionistisk kunst. Og reaktionen viste, at de havde ramt et ømt punkt i et autoritært samfund, siger Nadesjda Tolokonnikova.

»På den måde blev myndighederne selv en del af aktionen. Faktisk blev mange af de ting, vi sang om, til virkelighed,« siger hun.

Hun henviser til punksangens linjer om en KGB-helgen, der »fører demonstranter i kolonner« og en »homoparade sendt til Sibirien i lænker«. Tre måneder efter blev demonstranter smidt i fængslet efter en protest forud for Vladimir Putins indsættelse som præsident. Og året efter vedtog parlamentet et forbud mod »propaganda« for homoseksualitet.

Siden er presset fortsat, mener de. En dokumentarfilm om Pussy Riot skulle for få uger siden have haft premiere i Moskva. Det blev aflyst, efter at bystyret sendte et advarende brev til det teater, der ville vise filmen.

Mindst tre internationale dokumentarfilm om gruppen er det blevet til. Men den hjemlige og udenlandske berømmelse vil de to nødigt tale om.

»Det er ikke vores rolle. Lige nu har vi ikke tid til at tænke på, hvem andre mener, vi er, og hvad vores status er. Vi forsøger at arbejde hårdt med dette projekt. Det vigtigste er, at mødes med de indsatte for at yde dem beskyttelse,« siger Maria Aljokhina.

»Offentlighed er det eneste, der kan beskytte disse mennesker,« siger hun.

Betyder det, at Pussy Riot har gennemført sin sidste aktion?

»Vi udelukker ikke, at vi kan deltage i nye aktioner med Pussy Riot,« siger Nadesjda Tolokonnikova.

Under besøget i Nisjnij Novgorod lykkedes det Maria Aljokhina og Nadesjda Tolokonnikova at få adgang til fængselslejren IK-2. De besøgte to indsatte, herunder en kvinde der er alvorligt syg. De indsatte er ifølge Maria Aljokhina nu klar til at stå frem med formelle klager over forhold i lejren.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.