Ondskabens banalitet

Danskerne frygter Islamisk Stat, og præsident Obama taler om »ondskab«. Med hellig krig, halshugninger og videotrusler er det forståeligt. Men jihad begynder med unge mænd, der mister en far, får en dom eller vil være cool. Det er den slags, vi er gode til at bekæmpe, hvis vi netop ikke frygter det og betragter det som ondskab.

SANTA FEE: Robert Baum ville være undskyldt, hvis han opfattede livet som en sammensværgelse, der kun havde ét formål – at knuse ham. Han ville være undskyldt, hvis han i sine mørke stunder betragtede livet som en kæmpehånd, der greb om ham, pinte ham og bare trak pinen ud.

 

I skolen drillede de andre drenge ham, og pigerne ville ikke have noget med ham at gøre. Han var kejtet, med kiksede briller, og han sagde helst ikke noget, for han sagde altid det forkerte, og han kunne ikke gemme sig bag bøger, for han var ikke til bøger. Han var Robert Baum, 12 år gammel og forkert.

Og det skulle blive værre. Hans far arbejdede i støbeindustrien, og til sidst gav hans lunger op, »uhelbredelig lungekræft«, sagde lægerne, og få dage før sin 13 års fødselsdag blev Robert faderløs. Kæmpehånden lukkede sig om ham, og lyset forsvandt.

»Panik« er sådan et ord, der ankommer i en kortege af blå blink og sirener, men panik eller nær-panik er den tilstand, som Islamisk Stat har sat verden i. »Islamisk Stat skræmmer danskerne fra vid og sans,« skrev A4 torsdag. En meningsmåling i ugebrevet viste, at 93 procent af danskerne »ser med stor alvor eller nogen alvor på Islamisk Stats handlinger«. I en verden af ulykker er Islamisk Stat den største, mente danskerne.

Og der er ikke noget at sige til det.

I den seneste måned har Islamisk Stat gennemført tre video-virale halshugninger af vestlige journalister og nødhjælpsarbejdere, og onsdag foretog en sympatigruppe i Algeriet en tilsvarende halshugning af en fransk turist. Billederne er grumme, og der er mange flere af samme slags. Vi ser irakiske soldater, der bliver tvunget til at grave deres egen grav og nakkeskudt; vi ser en dramatisk videotrussel mod Danmark; og vi ser sociale medieopdateringer fra vestlige frivillige, der fortæller om deres fanatiske kamp for kalifatet; vi ser billederne af flygtninge, hundredtusindvis af dem, og vi ser Islamisk Stat brede sig bag dem. Vi ser en inderlig umenneskelighed, eller som præsident Barack Obama udtrykte det i sin tale til FN i denne uge – »en afart af ondskab«.

Så den danske meningsmåling er forståelig. Hvis der er en tid til uroligt hjerte og mere end 100 pulsslag i minuttet – så er det tilsyneladende nu.

Robert Baum var i givel fald »en afart af ondskab«. For han var en af dem. Oplysningerne om ham stammer fra Spiegel, fra Stern og fra Zeit, for han var tysker, en ung mand fra Solingen, men han kunne lige så godt have været fra Slagelse eller Viby. For historien er den samme. Berlingske bringer i dag portrætter af 11 danske jihadister, nogle af dem tilsluttede sig Islamisk Stat, andre tilsluttede sig andre jihad-grupper i Syrien, men de deler alle bestemte karakteristika.

Det får billedet af umenneskelighed til at flimre. For enkeltvis virker de som mennesker, der netop er mennesker; i portrætterne kan vi genkende noget af os selv eller andre, vi kan udpege de livssituationer, som pludselig får tingene til at kortslutte, og de virker ikke stærke eller farlige, snarere det modsatte.

Denne artikel handler om dem; den handler om unge mennesker, som vælger at gå i krig i et fremmed land, og hvorfor de gør det. Og den handler om, hvorfor vi er så bange for dem, og hvorfor vi siger, som den franske premierminister siger – at de vestlige jihadister »udgør den største trussel, som vi vil stå over for i de kommende år«.

For Robert Baum virker ikke i sig selv farlig. Efter faderens død flakkede han ind og ud af skolen, og som 17-årig meldte han sig til det tyske Bundeswehr. Hans drømte om at blive udsendt til Afghanistan og køre kampvogn, men han endte i en kontortjans, fortæller hans mor til Spiegel. Skuffet forsøgte han sig med en ny identitet. Han begyndte at sværme for nazismen, og han hængte et billede af Adolf Hitler over sin seng. Bundeswehr smed ham ud.

Han vendte tilbage til skolen, han fik eksamen, han kom i lære på et lager, og på det tidspunkt kunne historien have fortsat – med bryllup, børn, BMW og begravelse. Men det gjorde den ikke, for indvendigt var han stadig Robert Baum, 12 år gammel og forkert. Indvendigt drillede drengene ham stadig, og pigerne ville ikke have noget med ham at gøre; han var stadig en tom skal af ingenting, og han ville fange en identitet, han ville iklæde sig den og være den – og sådan gik det.

Akkurat som med Daan og Driss.

Tre forskere fra det hollandske Centre for Terrorism and Counterterrorism offentliggjorde i sidste måned i tidsskriftet Perspectives on Terrorism en undersøgelse om vestlige frivillige; op mod 100 hollændere er rejst til Syrien og Irak, og forskerne interviewede familie og omgangskreds for at besvare spørgsmålet om »hvorfor?«. Og i artiklen tegner de et portræt af to ærketyper af frivillige, Daan og Driss.

Daan voksede op i en gennemsnitlig hollandsk familie, men han følte sig udenfor. I skolen blev han drillet, og de andre betragtede ham som en taber. Da Daan var 16 år, blev faderen alvorligt syg og døde. I skolen begyndte hans karakterer at dykke, og Daan mistede lysten til noget som helst. »Jeg skulle have taget mig mere af ham, men vi havde så travlt med alting efter min mands død,« siger moderen.

Daan begyndte at hænge ud med to irakiske brødre, som også havde ondt i familien, men som var havnet på benene på grund af fællesskabet i en moské, sagde de. De tog Daan med derhen. Som 17-årig konverterede han til islam, og moderen var først glad for, at »han havde fundet noget at gå op i«. Senere anklagede han hende for at være »uren«, de skændtes, og han flyttede hjemmefra. Bagefter fandt familien ud af, at de to brødre og Daan havde dannet en gruppe, som havde udviklet sig så ekstremt, at moskeen havde smidt dem ud. Efter moderen ikke havde hørt fra Daan i lang tid, gik hun til politiet, og hun fandt kort efter ud af, at han var i Syrien.Driss kom fra en marokkansk-hollandsk familie, som boede otte mennesker i en lille lejlighed, så han voksede op udendørs og især på fodboldbanerne. Hans forældre talte ikke hollandsk, men han lærte sig sproget og begyndte i de ældste skoleklasser at rappe om racisme og ulighed. Hans kammerater betragtede ham som en fin fyr, klassens sjove dreng, og i fritiden arbejdede han i et supermarked. Men efter et indbrud blev han dømt for medvirken, fordi han havde ladet bagdøren til supermarkedet være ulåst. »Han fik et knæk,« fortalte en sagsbehandler. »Han holdt op med at rappe. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre med sit liv.« Tilfældige bekendte inviterede ham til en moské; han kerede sig ikke om religion, men han var fanget af den politiske aktivisme, og han blev politisk leder af en gruppe. Med tiden gled politik og religion sammen, han begyndte at lade skægget gro, og flere medlemmer af gruppen rejste til Syrien. Han lovede sin familie, at han ikke ville gøre det, men han endte alligevel med at gøre det.

Signalementerne af Daan og Driss er ikke langt fra signalementerne af de danske frivillige. Tag Musharaf Sahid, som var mønsterelev på en privatskole og klassens sjove dreng, men efter faderens død søgte efter mening og fællesskab. Tag Victor Kristensen, som havde sociale problemer, og som efter forældrenes skilsmisse ledte efter identitet og fællesskab. Tag de to danske jihadi, som følte sig rodløse, rodløsheden førte dem i kriminalitet, og den samme rodløshed førte dem i hellig krig. Gennem alle portrætterne finder vi træk af sociale og personlige problemer, af brutalisering og traumer, og det er disse træk – og ikke religion – der fører til de sort-gyldne faner i Syrien.

Eller som den franske professor Mathieu Guidére siger til Haaretz: De fleste vestlige frivillige »kan ikke engang recitere shahadaen korrekt«. Shahadaen er den muslimske trosbekendelse. De melder sig til jihad, fordi de er unge mænd, og unge mænd søger identitet, de søger fællesskab og social accept, handling og radikalitet, og hvis vi havde levet i 1970erne, havde de søgt ind i de radikale marxistiske bevægelser i stedet, siger Guidére.

Hvis Guidére og de hollandske forskere har ret, er midlet vigtigere end målet, fællesskabet og identiteten væsentligere end religionen, og vi finder den samme opportunisme hos Robert Baum. Han meldte sig først til Bundeswehr og håbede at komme til Afghanistan for – ironisk nok – at kæmpe imod Taleban; da det mislykkedes, forsøgte han sig som tysk nynazist og betragtede – ironisk nok – muslimer som fjenden.

Først i tredje forsøg havnede han hos en identitet, som han kunne svøbe sig i, og som svøbte sig i ham – den mest radikale udlægning af islam. Meningsløst? Ulogisk? Uden tvivl, men det er fordi, vi leder efter mening og logik de forkerte steder. Vi ser rationelt på de tre valgs politiske og religiøse implikationer, men de er underordnede. Konstanten er Robert Baum, den unge mand, der ville være noget andet end han var, og det er en vigtig pointe.

Hvis vi fokuserer på Robert Baum, på Musharaf Sahid, på Victor Kristensen og Daan i stedet for på jihad – på personen i stedet for sagen – får truslen fra jihad en anden dimension. Det er også budskabet fra en af de få forskere, som har foretaget feltstudier hos terrorister, nemlig den fransk-amerikanske antropolog Scott Atran. Han har opholdt sig blandt terrorister i Marokko, Indonesien, Gaza, Kashmir og blandt deres støtter i Europa, og som han forklarede ved en høring i det amerikanske Senat: Hvis vi stirrer på religiøs indoktrinering eller dogmatik, stirrer vi på det forkerte. »De mest farlige terrorister i verden er ikke ansporet af Koranen eller af religiøse læresætninger,« nej, de er ansporet af »en spændende sag, af drama og action, som giver dem ære og respekt i deres venners øjne«.

De fleste unge mennesker, som tilslutter sig jihad, er unge mennesker, »som keder sig, som er underbeskæftigede, overkvalificerede og undervældede af håbene til fremtiden«. Jihad er et attraktivt alternativ til – som Robert Baum – at stå på et lager og bide sig i skuffelserne, og den mest attraktive del er »muligheden for at blive en del af et lykkeligt broderskab. Terrorceller begynder ofte som en samling af enlige unge mænd, der mødes i cafeer, fodboldklubber, på kollegier og chat-rooms på internettet, og pludselig finder de mening i livet gennem en fælles platform...«.

Religion bliver i den forbindelse en eftertanke, en undskyldning for en sag, som gør dem til noget større end bare dem selv. »Jihad er en egalitær beskæftigelse, alle kan være med og finde broderskab, nervepirrende action, hæder og cool; alle er velkomne til at forsøge at halshugge Goliat med en papirkniv,« som Scott Atran sagde til Senatet.

Hvorfor omkalfatrer det billedet af jihad – og truslen fra jihad?

I »The Better Angels of Our Nature« beskriver professor Steven Pinker de to fænomener, som bestemmer vores trusselsvurdering. Det ene er begribelighed – vi er mere bange for trusler, som vi ikke forstår; det andet er frygt – vi foretager en instinktiv worst case-analyse af en trussel og er mere bange, hvis vi ser en ukontrollabel katastrofe.

Islamisk Stat får alle alarmklokker til at ringe. Rolige bødler bevæbnet med koranvers og knive? Nakkeskudte fjendesoldater og selvmordsbombere? Agitatorer, som tilsyneladende kan række helt ind på børneværelset og tage vores sønner og døtre? Det er ubegribeligt, og worst case er den værste. Død.

Derfor er det forståeligt, at »Islamisk Stat skræmmer danskerne fra vid og sans«, som A4 skriver, men det er også problematisk, for det er præcist, hvad terroristerne vil opnå. Som Pinker skriver – når vi befinder os i en tilstand af panik eller nærpanik, tænker vi ikke klart, og vi reagerer derefter. »Osama bin Laden forstod det. Han betragtede panikken efter 11. september 2001 som den største gevinst ved angrebet,« skriver Pinker. Bin Laden pralede med, at »Amerika er fuld af frygt fra syd til nord, fra øst til vest«.

Derfor er det vigtigt at se en trussel i øjnene og forstå det materiale, som den er gjort af. Islamisk Stat er ikke et overjordisk monster eller en underjordisk dæmon – det er en gruppe af mennesker og højst 100.000 af dem. De har ikke vinger, er ikke usårlige, og nej, de er ikke udestilleret ondskab. For hvis de er ondskab, er de uden for rækkevidden af andet end B-18-bombejagere, og de er så potente, at vi i hverdagen er afmægtige. Så er der kun tilbage at sidde med hovedet i en papirspose og kæmpe for hvilepulsen.

»Men der er et alternativ til myten om ren ondskab, og det er at forstå, at den skade, som vi gør på hinanden, kommer fra alment menneskelige motiver. Og at vi kan gøre noget ved de motiver,« som Steven Pinker skriver.

Jihad er med andre ord ikke Voldemort og Dødsæderne; jihad er Victor Kristensen, Fatih Khan og Samuel Yemane, og sådan en menneskeliggørelse er ikke et rundkredsargument for empati, men et argument for at forstå den reelle trussel og reagere på dén og ikke på myten.

For at tage et eksempel: I portrætterne af de danske jihadister taler venner og pårørende i fire tilfælde om »hjernevask«, og det er en belejlig forklaring, som eksternaliserer årsagen. »Imamerme i moskeen gjorde det. De ryddede drengens hjerne og satte en jihad-hjerne ind.« Men hjernevask er en myte, en overlevering fra kommunistforskrækkelsen i 1950erne, og alle amerikanske retsinstanser og de fleste psykologer afviser konceptet.

Når vi taler om hjernevask, gør vi jihadisterne mægtigere end de er; vi udstyrer dem med en paranormal magt, som hører hjemme i en kultfilm som »Scanners« eller i Steven Kings »Carrie«. Vi skaber yderligere angst, som skærmer for de rigtige beslutninger.

For forklaringen på radikaliseringen er meget mere jordnær, og vi kan gøre noget ved den, som Atran, Pinker og de hollandske terroreksperter siger. Den egentlige radikalisering ligger ikke hos imamen i moskeen, ikke i religionen, men i fællesskabet. Når relativt ligesindede mennesker går sammen i en gruppe, vil gruppen polarisere sig; den vil begynde at tænke og handle ens; og gruppen vil vende sig imod en fælles fjende. Når radikale muslimer mødes i en gruppe, vil de således blive endnu mere radikale, de vil enes om konsekvenserne af radikaliteten og vende sig mod resten af verden. Derfra og til Syrien kan der være en forholdsvis kort rejse.

Det er ikke sort magi og hokus pokus, det er ikke ondskab, men snarere – for at parafrasere Hannah Arendt – ondskabens banalitet. For i det øjeblik, vi forstår de menneskelige dimensioner i radikaliseringen og fascinationen af jihad – i det øjeblik kan vi gøre noget.

Men hvad? Hvordan forhindrer vi den radikalisering, som fører til Islamisk Stat, og som gør bombeangreb nødvendige?

Alternativer, svarer Scott Atran, og det er sin sag, erkender han. For vi er oppe mod krig, som siden tidernes morgen har tiltrukket unge mænd til det ultimative i action og spænding. Men det begynder ikke med krig, det begynder med en længsel efter identitet, fællesskab og mening uden for familien, og det stopper, når vi kan besvare spørgsmålet: Hvad kunne have forhindret en Robert Baum?

Kunne millitær og hjemmeværn? Sportsklubber og spejdere? Politiske ungdomsorganisationer, virksomheder og fagforeninger?

Dermed har vi reduceret spørgsmålet om jihad fra ustoppelig ondskab og religiøs fanatisme til præcis den slags hverdagsproblemer, som vi i den vestlige verden har en hel histories erfaring i at tackle. Og som vi er gode til at tackle, som Steven Springer påviser. Gennem vestlig historie er voldeligheden faldet dramatisk. I primitive jæger-samlersamfund er der 524 drab per 100.000 mennesker om året. I de vestlige samfund er tallet ét drab per 100.000 mennesker. Uanset hvad vi tror, var det 20. århundrede et uvoldeligt århundrede, og aldrig har vi levet i så uvoldelige tider, siger han.

Hvordan vi har gjort det? Vi har gjort det ved i hverdagen at lægge forhindringer i vejen for de værste menneskelige instinkter og belønne de bedste. Vi har gjort det netop ved at ved at gøre fredliggørelsen af samfundet til en samfundsopgave, vi har gjort det med socialrådgivere og ansvarlige medier, med konsensuspolitik og forskning, vi har gjort det ved at banalisere ondskaben og se den for, hvad den er, og der er ingen grund til at stoppe nu.

Men det er for sent at stoppe Robert Baum.

I 2012 rejste han til Egypten, derfra til Libyen og videre til Syrien, og han var nu i krig for en gud, som ikke stilles tilfreds med andet end det yderste offer. I januar 2014 tikkede en kryptisk besked ud på Twitter: »Gud omfavner Uthman al-Almani, en soldat for Islamisk Stat, som har gennemført en martyroperation i landsbyen Karaf i Homs.«

Han havde – fremgik det senere – slået »50 vantro militsmedlemmer ihjel«.

Uthman al-Almani var Robert Baum, det var ham, som ifølge de få kendte kendsgerninger kørte en bil op foran en militærbygning og sprængte bygningen og sig selv i luften.

I det øjeblik lukkede kæmpehånden sig og klemte til – og alt blev sort.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.